The Notwist

Meget vand er løbet gennem den musikalske å, siden The Notwist udsendte det fremragende album ’Neon Golden’ tilbage i 2002. Her formåede den allerede dengang rutinerede tyske kvartet med stor kunstnerisk succes at fremavle en særegen melankolsk fusion af brusende guitarrock og glitchet, minimalistisk electronica. Efterfølgende skød flere ligesindede projekter op af undergrunden, hvorfor kreative musikskribenter døbte denne nye tyske lyd for indietronica.

Siden har medlemmerne mestendels fungeret i diverse sideprojekter, mens det kun er blevet til ét regulært studiealbum fra moderbandet, det temmelig forglemmelige ’The Devil, You + Me’ fra 2008, som ikke bragte nyt til fadet, men mere havde karakter af et ufokuseret og mindre raffineret destillat af sin succesfulde forgænger. Denne uheldige svæven ud af anonymitetens smalle sti fortsætter desværre delvist på tyskernes nye opus.

The Notwist lyder fortsat umiskendeligt som sig selv. Problemet er imidlertid, at nutildags virker deres mix af håndspillede instrumenter og kølig elektronik en kende bedaget. Albummet klinger nemlig mangesteds af fortiden på en lidt vel kitschet måde, som det for eksempel er tilfældet på den uinspirerede bagatel ’Casino’ og på det monotone åbningsnummer ’Signals’, der begge mangler både melodisk tæft og produktionsmæssig kant.

Læs også: Top Track: The Notwist ‘Kong’

Bedre står det til på albummets mere rockede indslag, som den febrilsk iørefaldende ’Kong’, eller den stedvist hvæsende ’Seven Hour Drive’, hvor kvartettens fjerne punkfortid så småt titter frem. Disse lyspunkter ændrer dog ikke stort ved, at dette album aldrig helt bliver det comeback, man havde turdet håbe på fra de sympatiske tyskere.