Young Fathers

For nogen er Anticon en bastion for eksperimenterende avantgarde-hiphop, mens andre har anklaget indierap-pladeselskabet for at skabe fortænkt art-rap. Og pladeselskabet kan stadig forvirre og udfordre, som Young Fathers beviser.

For hvad skal man tro om denne skotske trio, som laver ambitiøs musik, der kun med meget god vilje kan kaldes hiphop? De har i hvert fald Anticon-kendetegnene: Fragmentariske tekster, der balancerer mellem det originale og prætentiøse, uortodokse inspirationskilder samt et afslappet forhold til genrekonventioner.

At de ikke mangler ideer, har de tidligere bevist på ’Tape 1’ og ’Tape 2’, der med udgangspunkt i bastung beatmusik brugte alt fra afrikansk trommemusik til reggae, guitarrock og noise. Men på ’Dead’ er lyden poleret og lydbilledet mere stringent. De mest vilde og uforudsigelige lyde er forsvundet, og i deres fravær opdager man, hvordan de pludselige stilforvandlinger tit reddede sange fra vokalmæssige svagheder.

For Young Fathers dyrker dels en rytmisk rapstil, der vækker ubehagelige mindelser om Jurassic 5, dels forsøger de sig med salvelsesfuld spoken word. På eksempelvis ’Queen Is Dead’ fra gruppens ’Tape 2’ skyllede en Death Grips-lignende noisestorm på nådig vis en af de tungere poetry slam-indlæg ud af lydbilledet – men på ’Dead’ får Young Fathers lyriske platituder frit spil.

Eller hvad? Er der i virkeligheden gigantisk poetisk kraft i en non sequitur som »big fish, little pond/ more like a whale in the motherfucking ocean/ you lost your child«?  En ting står klart: Så længe man skændes om kvaliteterne i den her slags bevidst akademisk post-hiphop, lever Anticon-ånden stadig.