Blood Red Shoes

Der er power på drengen på engelske Blood Red Shoes’ fjerde album. Vi starter i højeste gear på det frenetiske åbningsnummer ‘Welcome Home’ og henover den næste halve time og efterfølgende 11 sange spilder Brighton-duoen ikke tiden. »Don’t slow me down«, lyder det i den glam-rockede ‘Everything All At Once’, og det er et motto for albummet – med positive og negative fortegn.

Laura-Mary Carter og Steven Ansells energiske no bullshit-garagerock lyder ved første gennemlyt ganske forfriskende med ‘Behind a Wall’ og ‘Speech Coma’ som veloplagte momenter, men bag dunder-trommerne og de ensartede fuzz-riffs er melodimaterialet simpelthen ikke stærkt nok til at fastholde interessen på den lange bane. Det høje tempo formår heller ikke at maskere en udtalt grad af mangel på originalitet.

‘An Animal’ udstiller en mere end evident inspiration fra Arctic Monkeys, ligesom ‘Grey Smoke’ lyder som en fuzzet udgave af Franz Ferdinand. Albummet og duoens udtryk er mere eller mindre copy-pasted fra midt-00’ernes britiske rock-tendenser.

Læs anmeldelse: Blood Red Shoes ‘In Time to Voices’

‘Stranger’ skiller sig dog positivt ud fra pærevællingen med et hypnotiserende guitarmønster og et mere stenet udtryk, ligesom den klaverbårne ‘Tightwire’ ligeledes viser, at duoen godt kan gebærde sig i selvstændige musikalske ideer. Det er dog ikke nok til at hæve duoens selvbetitlede album over middelniveau.

‘Blood Red Shoes’ er et klassisk eksempel på, at energi ikke gør et godt album alene, men at originale ideer og mindeværdige melodier altid bør komme i første række.