The Hold Steady

Nok har undertegnede lagt øre til mange ujævne album gennem tiderne, men ‘Teeth Dreams’, amerikanske The Hold Steadys comeback efter fire år, tager nærmest prisen.

A-siden er lovende og så hook-hæderlig, at den næsten får én til at fortrænge, at det er år og dag siden, at den eminente klaverbokser Franz Nicolay var det personificerede glimt i øjet på et band, der ellers var typecastet som det ultimative dad-rock-band, et sted i blue-collar-land mellem Hüsker Dü og hr. Springsteen.

Men uanset hvor potent åbneren ‘I Hope This Whole Thing Didn’t Frighten You’ og førstesinglen ‘Spinners’ sparker ballet i gang, og uanset hvor rørende den livstrætte ballade ‘The Ambassador’ eksempelvis er, så er det svært at undgå, at helheden kæntrer, når albummets anden halvleg er så gennemført sløj, som det er tilfældet her.

‘Big Cig’, ‘Wait Awhile’ og ‘Runner’s High’ er alle formulariske ind til knoglen, drevet af store stupide riffs, som fuldstændigt underløber Craig Finns tætpakkede lyrik og sovset ind i Bobby Drakes uvant reptil-debile og kontinuerligt bækkenstraffende trommespil. Man griber sig selv i at ønske Nicolays afløser, Lucero-guitaristen Steve Selvidge, hen hvor peberet gror, for The Hold Steady synes i momenter fordummet til ukendelighed efter hans tiltræden – til bundbasalt pubrock-roderi. Og Nick Raskulinecz’ håndværkeragtige produktion hjælper ikke på det indtryk.

Albummets to lukkende ballader antyder dog, at Selvidge er en ufortjent syndebuk, for selv under tilbageholdne øksehug er kvintetten strandet i en klæg sump af inspirationsarmod. Der er alenlang vej tilbage til niveauet fra ‘Boys and Girls in America’ igen, med andre ord.