Blaue Blume – indadvendt skønhed og ambitiøse armbevægelser
Det krævede kun et øjeblik, førend Blaue Blumes største force blev slået fast med syvtommersøm: Forsanger Jonas Smiths imponerende, androgyne vokal. En vokal, der med en operaagtig spændvidde når både himmelhøje falsetter såvel som ulmende basdybder med en poetisk, dragende inderlighed.
De fire unge musikere er fyldt til randen med ambitioner og talent, hvilket kom til sin ret på deres stærke debut-ep ’Beau & Lorette’, og trods bandets korte eksistens har de et overmåde smukt artrock-repertoire og en spændingsfyldt, moden lyd at bryste sig af. Men netop ambitionsniveauet spændte alligevel til tider ben for drengene, der med fuldt fokus på hvert sit sjældent ænsede hverken hinanden eller publikum i den anstrengte iver efter at vise deres kunnen, som desværre til tider druknede under den åbne himmel.
Dog når drengene for en stund slap hæmningerne en smule, som under ’Lemon Tree’s intense samspil og ’In Disco Lights’s ubekymrede, rumklangsglitrende shoegaze-toner, viste de for alvor deres værd, så vi kunne mærke, at der gemmer sig både nerve og oprigtighed under den pompøse mystik og de ambitiøse armbevægelser.
Blaue Blumes musikalske anstrengelser vil utvivlsomt nå langt – særligt når de bliver mindre anstrengte, så skønheden og talentet for alvor får råderum.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.
