Jack White
Jack Whites solodebut ‘Blunderbuss’ var, som navnet antydede, et brag af spredehagl, der udstillede og udæskede mandens forskellige kunstneriske facetter. Hans andet album i eget navn er en langt mere fokuseret sag, som pendulerer mellem to ekstremer på en akse: Honkytonk-blinkende country, så man kunne gisne om, at hans seneste samarbejder med blandt andet Beck og Neil Young har sat dybe spor, og så den hidsige skrammelrock, der har været Whites svært-fravigelige varemærke lige siden debuten med The White Stripes for to årtier siden.
Alt er dog naturligvis forsynet med hans umiskendelige fingeraftryk, så selv om åbneren ‘Three Women’ genkalder Beck-klassikeren ‘Lord Only Knows’ med slideguitar og orgel helt oppe i fjæset på lytteren, er det i en muskuløs og nærmest steroide-struttende emballage, der kun kan komme ét sted fra.
Titelnummeret bølger frem og tilbage på en gyngende funky basgang, der holder Whites rødblodede temperament i strenge, piskesmældende tøjler, mens han giver helt los i den spruttende fyrige rockinstrumental ‘High Ball Stepper’, hvor han hænger arrigt i strengene på sin guitar, som et lille, forbistret barn i tremmerne på sin kravlegård.
Læs også: Se den smadrende musikvideo til ‘Lazaretto’
Indslag som disse og den vrantne, pianodrevne noir-rocker ‘Would You Fight for My Love?’ bliver komplementeret fortrinligt af mere afdæmpede, lyriske sager som de mesterlige countryballader ‘Temporary Ground’ og ‘Entitlement’, hvor violin og mandolin sammen med virtuost pedal steel-arbejde fra blandt andet danske Maggie Björklund tager hovedrollen i rene americana-åbenbaringer. Imellem de to yderpunkter bliver der også plads til bjælkehyttesolide, boogie-bluesede rockere som den frække ‘Just One Drink’ og ‘Alone in My Home’, så variationen er helt i orden.
Ifølge White selv er skiven ment som en stribe singler frem for en sammenhængende oplevelse. Det fornemmes i albummets kvaliteter, hvor alle numrene frem til det niende – ‘That Black Bat Licorice’ – virker som rene højdepunkter, intet mindre. Og når undertegnede stopper op der og rynker på næsen, har det måske også mere med personlige præferencer at gøre, men dens kantede, reggae-agtige rytmer og irriterende, nærmest dumstædigt simple riff virker mere som en blanding af et forceret kasketkip til kollegaerne i The Black Keys og et desperat greb efter radiospilletid end noget, der i virkeligheden hører hjemme på et album af denne karat.
Det, og den lovligt tamme lukker ‘Want and Able’, er dog ikke nok til at få mine arme ned fra den smerteligt vertikale position, de har befundet sig i, lige siden ‘Lazaretto’ i sin helhed kravlede ind i mine hovedtelefoner og slog rødder.
Glem alt om Walter White. Jack’s back!
Følg Jack Whites musikalske fodspor i en stor artikel i det nye Soundvenue, der er på gaden i dag.