JJ

Den svenske twee-duo er blevet mere klar i spyttet. Og det er ikke nødvendigvis en god ting.
JJ

Hvorfor er Elin Kastlander så satans ked af det? Stadigvæk, vel at mærke. Den svenske duo har været fraværende en lille håndfuld år, men sangerinden tripper stadig rundt i sit eget teenage-drama af et tekstunivers, hvor kærligheden aldrig er nem og altid gør ondt.

Tidligere var Kastlander gemt i en hashtung tåge af Joakim Benons repressive synths, men på duoens tredje album er den baleariske og hiphop-refererende tweepop blevet mere klar i spyttet, vokalen inklusiv. Hvilket fremstiller Kastlanders levering og tekster som, om end rørende, til tider på grænsen til det naivistisk banale.

Men det er JJ. Og en del af charmen, at det næsten skal være for meget. Duoen har humor bagved. Man skal æde Kastlanders bedrøvede hiphop-lingo, som når hun på ’Inner Light’, albummets ypperligsts softrock-ballade, leverer linjer som »When I’m up in the club / I won’t be on them drugs / but if you show me love / you might get a hug«.

Læs anmeldelse: JJ ‘Nº 3’

Æstetiske og cinematisk sagte ballader er her flere af, som de salte strygertårer på ’When I Need You’, men JJ er bedst, når de på ’Dean and Me’ og ’Fågelsangen’ går tilbage til debutalbummets ekstatiske, men samtidig himmelravende bedrøvede calypso-pop.

På førstnævnte refererer Kastlander Leslie Gore/Drake med »It’s my party / I get high if I want to«, og selv om man ikke skal opfordre til stofmisbrug, skulle duoen måske have røget lidt mere. Det er i tågen, og ikke i renheden, at Kastlanders modsætningsfyldte, forpinte lillepigevokal fungerer bedst. For ked af det holder hun nok aldrig op med at være.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
JJ. 'V'. Album. Sincerely Yours.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af