Sohn – meget mere end en James Blake-efterligning

En alvorsfyldt koncert i Store Vega slog en fed streg under, at Sohn er mesteren af kontrasten mellem lyse stemmer og buldrende basarrangementer.
Sohn – meget mere end en James Blake-efterligning
Foto: Marcus Andreassen

Scene-setuppet med en stol, noget elektronisk isenkram og søjler af lodret stående lysstofrør signalerede allerede inden Sohn entrerede scenen torsdag aften på Store Vega, at der var en mere end almindelig koncertoplevelse i vente, trods en kun trekvart fuld sal. Og da hovedpersonen, flankeret af et par anonyme instrumentale hjælpere, der holdt sig pænt tilbage i tusmørket, endelig gik på i sit karakteristiske kutte- og hætteklædte kostume, gik der ikke lang tid før, at forventningerne blev indfriet.

Som en anden dark lord sad Christopher Taylor alias Sohn så der på scenen og fremmanede sortfunklende magi i en lille times tid. Lidt mudret baslyd tog lige toppen af begejstringen under de første par nye numre, men da ’Tremors’ kom på som tredje nummer indfandt første omgang gåsehud sig omgående. Her fik Sohn første gang for alvor lov at demonstrere sin store force og vise, hvorfor han på ingen måde bare er en James Blake-efterligning.

Hans lyse sørgmodige stemme med de hjerteskærende tekster er – uanset om man er til electronica eller ej – guf for enhver soul-elsker. Og spillet op imod de imposante wall-of-sound-synthflader, som netop et nummer som ’Tremors’ kulminerer i, har vi her at gøre med en kunstner, der dyrker kontrasten mellem det lyse og det mørke, det stille og det larmende, på en helt anderledes megaloman måde end hans britiske soul-mate.

Læs anmeldelse: Sohn ‘Tremors’

Selv om Sohn havde overskud til at sende kærlighed til København, var det en koncert, hvor alvoren og seriøsiteten var stærkt til stede og blev tydeligt understreget, da hovedpersonen faktisk så ud til at tørre en tåre ud af øjenkrogen efter at have krænget sin sjæl ud i ’Bloodflows’ over linjerne »my love, my love, my love don’t love me«. Stærke sager, der kom til det ultimative klimaks under ’Tempest’. Nummeret blev sat i gang med de karakteristisk opklippede vokalbidder, men så gik der fuldstændig nøgen a cappella i den. Det sædvanligt upassende kævleri blandt publikum kunne pludselig tydeligt høres, men det tacklede Sohn med et glimt i øjet for ligesom at sige ’bare vent, I skal nok tie stille, når jeg om et øjeblik oplader min overlegne røst’. Og det gjorde folk så heldigvis også, da en klang så ren og rørende som sjældent hørt før henførte øregangen i lydlig orgasme. De to-tre gyldne minutter var hele koncerten værd.

At ’Lessons’ så blev suppleret med et vildt blæret gospel-agtigt akkompagnement, og vi fik lov at gå hjem på en perfekt eksekveret ’The Wheel’, var så bare den liflige glasur på en iskoldt serveret, men yderst delikat kage.

Læs også: Elektronisk melankoli: Seks friske kunstnere, der får computeren til at hulke

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af