I mange år har Sivas Torbati brugt musikken til at ytre sine frustrationer over samfundet – men han endte i en kreativ blindgyde. Først da rapperen gav helt slip på fortiden, kom gennembruddet. Nu ser han ikke længere tilbage. Han ser #dauda. Få hele historien om S!vas, der lige nu er aktuel med ‘d.a.u.d.a. II’.
»Det er her, jeg er blevet den person, jeg er«, siger den 28-årige rapper Sivas Torbati i sort læderjakke, nye sorte sneakers, guldkæde, guldring og med en osende cigaret. En duft af parfume omslutter rapperen i en radius af halvanden meter. Alligevel oser han ikke af succes – nærmere af tanker – på denne tidlige morgen i Brøndby Strand.
Der kan ikke spores meget dauda eller fart over feltet i forstaden. ’Max 30 km’ står der på et færdselsskilt, der er plantet på den mennesketomme gade. Bag ham ses et rødt skur med en baldret rude og en skatepark. Grå dis omslutter området og får næsten asfaltvejen og himlen til at smelte sammen. Selv de gamle højhuse i periferien er halvt udviskede af vejret.
Rapperen med de iranske rødder har lovet at give os et indblik i sin opvækst, langt fra liebhaverkvarterer, der har ledt til mange op- og nedture, og han tøver ikke med at kalde området ‘hjem’. Det er her, han har tilbragt størstedelen af sit liv, og først for et par år siden flyttede han til Husum.
Hans ansigt lyser op i et stort åbenhjertigt smil, da han giver sit goddag – eller rettere et ‘wazzup nigga!’ – til den blege journalist.
Netop sprogbruget er unikt for Sivas. Den opfindsomme blanding af arabisk, ghettoslang og dansk, hvor for eksempel para betyder penge, og chopper er et skarpladt våben, var med til at gøre singlen ‘d.a.u.d.a.’ fra Sivas’ trap-tunge debut-ep af samme navn til en landeplage. Han havde ikke selv forudset succesen, som han nu følger op på med anden halvdel, ‘d.a.u.d.a. II’. I årevis har han rappet uden at nå et reelt gennembrud. Hans musik har levet i skyggerne af dansk rap uden nogensinde rigtigt at indtage en plads i solen.
Det skete så med ‘d.a.u.d.a.’, der lukker lytteren ind i et kriminelt machounivers: Solbrillebeklædte mænd kører rundt i biler, mens de tager og sælger stoffer, kun afbrudt af piger der ind imellem kommer forbi og giver en ‘sutter’. »Shufi dit, shufi dat / alle vil være Tony Montana« (kokainbaron fra filmen ‘Scarface’, red.), rapper Sivas sigende på titelnummeret. Universet kunne hurtigt blive en overfladisk glorificering af gangsterlivet, men man mærker, at Sivas har mere på hjerte. Tag sangen ‘Tonede ruder’, der kan høres som en sjov festsang om at gå med solbriller på klubben, men der er mere på spil. En bedrøvet stemning, der faktisk gennemsyrer mange af hans numre. Den høres, når Sivas rapper: »Livet er en femme fatale, og tro mig det’ en kold affære. Har min solbriller på, holder min øjn’ camoufleret for jer«. Sivas bruger solbrillerne til at holde facaden.
»‘d.a.u.d.a.’ åbnede en helt ny verden for mig. Jeg får mange spillejobs på klubber og gymnasier. Det er underligt at se gymnasieeleverne synge med på mine sange, men fedt. Jeg er vant til, at mine sange kun bliver hørt i undergrunden«, fortæller rapperen, der har lette rander under øjnene. Aftenen før spillede han til gymnasiefest og kom i seng klokken fire.
Ankomsten til Brøndby
Hans sange tager i høj grad rod i Sivas’ egne erfaringer. Hans liv.
»Universet er ikke skabt af fri fantasi, selv om jeg nogle gange ville ønske, at det var sådan«, forklarer han, mens vi vandrer rundt i Brøndby Strand.
»Lejligheden ser helt falleret ud nu«, siger han og peger på et vindue i et lyseblåt toetagers blokbyggeri med slidte facader.
»Da jeg flyttede ind med mine forældre som barn, var det hele pænt og nyt. Da var jeg sådan, ‘wooooow, der er altan. Stikkontakterne er nye. Jeg har mit eget værelse. Og sådan noget shit«.
Lejligheden var lidt af en omvæltning for Sivas, der kom til Danmark som seksårig. Hans mor flygtede alene med ham og søsteren fra en ulmende borgerkrig mellem Iran og Irak. Illegalt kom de til Tyrkiet, hvor moderen fik anskaffet falske papirer og pas, der førte dem videre til Danmark. Her startede de deres nye liv i Sandholmlejren.
»Vi boede i en kasse. Tre personer på fem kvadratmeter«, siger Sivas stille ved tanken om værelset, indrettet med et gammelt kassefjernsyn og en seng.
»Men jeg var jo lille og havde ingen bekymringer. Jeg kan huske, at min mor græd, og jeg tænkte, ‘hvorfor gør hun det?’«
Efter et år i lejren flyttede familien ind i et asylcenter på Nørrebro, indtil faderen, som skulle færdiggøre nogle forretninger i et iransk indkøbscenter, kom til landet. Snart gik turen gik til Brøndby Strand.
Tidligt lærte Sivas om sprogets magt gennem hans forældres kamp for at få arbejde. Det var svært at snakke til jobsamtaler på gebrokkent engelsk. Faderen startede derfor på en voksenuddannelse som mekaniker. »Han har altid elsket biler. Det var det tætteste, han kunne komme på at lave noget, han elsker«. Men det var svært at forsørge familien under uddannelse, så faderen droppede studiet og tog i stedet forefaldende arbejde hist og her, blandt andet på et pizzeria.
På gåturen gennem Brøndby Strand passerer Sivas en skole.
»Mine forældre valgte en anden skole i Brøndby end den der«, siger han og peger. »En med mindre ballade, hvor 80 procent var danskere. De ville gerne have, at jeg havde det nemmere, end de havde haft det. Selvfølgelig lavede vi også ballade på min skole, men… kun småting«.
Som hvad?
»Smadrede ruder og sådan noget… fordi vi kedede os. Det var ikke sådan noget med at røve folk og stikke dem ned. På det tidspunkt var de ting slet ikke i vores verden«.
Efter skole spillede han fodbold med vennerne, hang ud og gik i fritidsklub, hvor han begyndte at interessere sig for musik. Han nikker hen mod kælderen i en betonbygning. Fritidsklubben hvor aftenerne som teenager gik med at skrive raptekster og øve. Der startede rap-crewet P4L (Perker for livet).
»MSN og webcam-mikrofoner var det nye shit dengang. Jeg fandt ud af, at man kunne indspille igennem dem. Det lød af helvede til. Jeg sad på mit værelse og indspillede med dynen over hovedet, fordi jeg havde hørt, at lyden bliver bedre, når man isolerer sig«, siger han og griner.
I begyndelsen lånte de beats fra kendte rappere og ‘samlede’ beats i eJay, men senere gik de over til seriøse programmer som Cubase. De spirende rappere uploadede deres sange på Mymusic.dk, hvor de konsekvent kom på listerne over topsange.
»Det begyndte at stige os til hovedet. Vi tænkte: ‘Nu bliver vi rige. Nu får vi kontrakt’. Vi vidste jo slet ikke, hvordan tingene fungerede. Vi var børn, der ikke havde så meget at fortælle om livet. Hverdagen var ikke så spændende, så vi rappede om at køre i BMW og være rige«.
Selv om forældrene var glade for, at sønnen havde musik som hobby i stedet for at hænge ud på gaden, begyndte hobbyen at æde mere og mere fokus fra Sivas, der havde cd’er med 2Pac, Notorious B.I.G., L.O.C., Rent Mel og Clemens på drengeværelset. Han begyndte at sakke bagud i skolen.
»I starten var musikken bare for sjov, men som 17-18-årig ændredes mit perspektiv på verden, ligesom musikken. Man mødtes ikke længere med vennerne for at spille Klods Hans og sådan noget shit. Vi ville gerne i byen og feste«.
Det var lettere sagt end gjort med mørk hud. Hver gang vennerne prøvede at tage i byen, blev de afvist.
»Ærligt talt er jeg blevet afvist så mange gange, at jeg ikke kan huske særlige oplevelser. Jeg kan tælle på to hænder, hvor mange gange jeg har været på diskotek i min ungdom. Man skulle altid lægge en strategi for at komme ind. Vi prøvede at dele os op i køen eller spørge piger, om de ville holde i hånden. Det lykkedes aldrig, og til sidst var det ikke sjovt at gå ud længere«.
I stedet blev Sivas og vennerne stoppet af politimænd og fik ransaget bilen. Han husker at blive kaldt abekat.
»Jeg følte mig mere og mere lukket ude som indvandrer. Jeg bebrejdede ikke danskerne, for jeg havde også danske venner. Det var mere samfundet og politiet. Med P4L lavede vi sangen ‘Pansersvin’, der handlede om at torturere en panser. Det var for sjov, men det siger jo noget om mine tanker dengang. At man hader en politimand så meget«.
I stedet for våde byture hang slænget mest på gaden, og balladen omkring dem tog til.
»Jeg mærkede, at vi pludselig var blevet voksne. Mig og mine venner havde musikken, så vi holdt os ude af de fleste problemer, men jeg kan huske en periode, hvor det var sådan, ‘hvor er ham der henne? Han er inde at sidde. Hvad med ham? Han er inde at sidde. Det var oftest noget med vold«.
Sivas gik på det tidspunkt i gymnasiet, arbejdede som opvasker og var flyttet i egen lejlighed i et af Brøndbys højhuse. Rapperen peger på en høj bygning i horisonten, mens han går langs en asfaltvej med skov på begge sider, hvor han på heldige aftener i teenageårene havde sex med piger.
»Jeg har gået på fem gymnasier. Blev altid smidt ud. Ikke fordi jeg lavede ballade. Jeg kan ikke lide at tale grimt til folk, men jeg kunne ikke komme op om morgenen. I den periode var det ikke fedt at tænke på fremtiden. Hellere ryge en joint, drikke, hygge, glemme i morgen«.
Kreativ krise
Selv om skolen var svær at holde fast i, forblev musikken en del af Sivas’ liv til langt op i 20’erne, hvor han blandt andet rappede med Jooks i gruppen Hideout. Som et sidste projekt før ‘d.a.u.d.a.’ var Sivas gået i gang med en dybt personlig plade, der skulle bære den tunge titel ‘Mein Kampf’. Han udgav den aldrig, men et par numre kan findes på Youtube – ‘Roser ved din gravsten’ og ‘Bagved’.
»Det var melankolske sange«, siger Sivas. »Jeg gennemgik næsten selvbiografisk min opvækst fra Sandholmlejren til i dag. Jeg forklarede, hvorfor jeg var sur på samfundet, og hvordan jeg tidligere brugte vreden som en begrænsning for mig selv i mange situationer. Når mine forældre for eksempel spurgte, hvorfor jeg blev smidt ud fra diskoteker, sagde jeg jo altid: ‘De er racister’. Men i virkeligheden sætter man en mur op for sig selv i hjernen, når man hele tiden giver andre skylden for, hvorfor ting går galt for én«.
På nummeret ‘Bagved’ rapper han for eksempel: »Føler systemet har svigtet / Sidder helt alene med mine tanker / Det så ensomt her bagved / Når man ik’ er ligesom de andre«. Pladen blev dog aldrig færdig, fordi den til sidst stod ham langt ud af halsen. Negativiteten og melankolien hang for tungt over projektet.
»Jeg var nået til et punkt, hvor jeg gik i gang med en tekst, og så tænkte jeg, ‘ahrrr, hvem gider høre på det her? Hvis jeg ikke engang selv gider, hvem fuck gider så?’. Når jeg spillede numrene for mine venner var gejsten heller ikke den samme som før i tiden, hvor de sagde, ‘det er for sindssygt!’ Nu sagde de bare, ‘det er fedt nok’. De var begyndt at tænke, at mine ting nok ikke ville blive udgivet«.
Det smittede også af på Sivas, der samtidig ikke følte, at han havde fundet det rigtige lyriske udtryk. På ‘Mein Kampf’ og tidligere numre ville han gerne lyde som de teknisk dygtige rappere Jooks og L.O.C., der brugte mange fine ord. Men når han efterlignede dem, blev resultatet sjældent tilfredsstillende. Han havde stadig ikke fundet sin egen unikke stemme i det danske rap-landskab – en problematik der tidligere i karrieren fik ham til at prøve kræfter med engelsksproget rap, fordi han ikke følte, hans musik havde en fremtid på dansk. Som et billede på, hvor S!vas er nået hen, gæster L.O.C. ‘D.a.m.a.i.k.a.m.’ på den nye ep, hvor Liam bruger autotune og tilpasser sin rap-stil til Sivas’ univers.
Fra bleer til blær
Musikken hang efter ‘Mein Kampf’ i en tynd tråd, indtil Sivas for halvandet år siden nåede et vendepunkt i sit liv, der ændrede hans tilgang til rap.
»At få en datter er det største, jeg har oplevet. Det er svært at beskrive. Der er en del af dig i hende, og jeg føler trang til at beskytte hende. Ikke bare fysisk, men også økonomisk og fremtidsmæssigt. Jeg gider ikke længere at rende rundt og være blæst og ligeglad med det hele. Livet er blevet lysere for mig. Jeg er en gladere person, og det kan høres i mine nye sange. Tidligere var jeg altid sur, når jeg rappede«.
Sivas ville ikke længere »rende og slaske den« med at uploade sange på Youtube, der er glemt dagen efter. Den lidt mildere rapper så ikke længere lige så skarpe kontraster mellem sig selv og samfundet. Rap blev igen et hyggeprojekt. I stedet for at indspille i dyre studier med Hideout, købte han lydkortet Apogee One til sin computer, egentlig beregnet til at indspille demoer på farten. Han hentede autotune-software, som han installerede i Cubase, og fik beats tilsendt fra produceren og vennen Reza. Indspilningerne til ‘d.a.u.d.a.’ foregik hjemme i Husum.
»Det var ligesom at gå tilbage i historien til mit drengeværelse hjemme i Brøndby Strand«. Selv om datteren ikke direkte kan høres i Sivas’ nye sange – for som han siger: »Ingen unge gider høre mig rappe om at skifte ble« – er hun indirekte tilstede. I de mere optimistiske stemninger og i hans lyst til endelig at få succes med musikken.
På ‘d.a.u.d.a.’ ville Sivas lave original musik med hitkvalitet, ikke direkte radiofjendtlig undergrundsrap. Derfor valgte han at mekanisere sin stemme med autotune, fordi det, som han siger, »popper lige nu«. Reza sendte ham nutidige, hårdt pumpende trap-beats med stikkende snares og kølige synths. Selv om produceren låner meget fra nutidens tungeste trap-producere som Mike Will Made It, er det ikke nyt territorium for Reza. Han har dyrket den beslægtede Dirty South-lyd i over ti år. I særlig grad har han været inspireret af tidlige produktioner fra pladeselskabet Cash Money, som blandt andet husede produceren Mannie Fresh, fra dengang Lil’ Wayne var teenager og kunne tælle sine tatoveringer på to hænder.
Lyrisk har Sivas endelig knækket koden til et nyt originalt udtryk, og det skete ironisk nok ved at bruge det gadesprog, han i nyere tid har prøvet at undgå.
»Jeg har altid villet væk fra den boks, der hedder ‘perkerrap’, siden jeg stoppede med at lave P4L. Dengang følte jeg trang til at sætte mig selv op på en piedestal og sige, ‘jeg er perker’. Men trangen til adskillelse er væk i dag. Omvendt gik det op for mig, at perkerrap er, hvad man gør det til. Hvorfor skal jeg ikke bare rappe, som jeg snakker? Hvorfor skal jeg bruge et fint, dybt ord til at beskrive mine følelser? Selv om man godt kan kalde det, jeg laver nu, perkerrap, så nævner jeg ikke ordet perker i mine tekster«.
På den måde bygger Sivas med sit ghettoslang bro mellem kulturer, fordi han lukker lytteren ind i et mere indbydende univers end tidligere, blandt andet ved at introducere en app, som tilbehør til ep’en, der forklarede udenforstående, at ord som para, bangladesh og araba betyder penge, marihuana og bil. Selv om sangene ofte indeholder vold, våben og et mere varieret udvalg af stoffer, end de fleste har stiftet bekendtskab med, er temaerne universelle. Det muliggør, at de kan blive landeplager.
»‘D.a.u.d.a.’ står for ‘derudaf’. Det handler bare om at tro på sin drøm. En livsfilosofi. Det kan alle relatere til. Men når jeg på sangen rapper: »Solbriller på min øjn, vi hænger, hvor græsset er grønnere«, så handler det om at tage et valg: Om jeg skal leve luksus og sælge stoffer ulovligt, eller leve middelmådigt, knokle og tro på musikdrømmen. Jeg kan sagtens ringe til én og sige, at jeg har brug for penge, og så lave noget ulovligt. Men det vil jeg ikke«.
Det samme er tilfældet med sangen ‘Kbhavana’, der introducerede lytteren for den verden, som den nye ep også foregår i. Hvis Batman havde Gotham City som legeplads, kan man sige, at Sivas har ‘KBHavana’.
På sangen rapper Sivas, med en Kanye West-reference, »drømmer om ‘the good life’«. Drømmen om det gode liv kan alle relatere til, men går man i dybden med teksten, er den personlig. Den handler om stilstand, eskapisme og om at ryge weed i stedet for at jagte sine mål. Senere i sangen finder Sivas løsningen: »Man skal drømme noget stort. Jeg har altid søgt mod at blive den bedste rapper. Jeg ved ikke, hvornår det kommer, og om det overhovedet gør, men jeg vil hellere sætte et mål uden grænser for mig selv, end bare at stille mig tilfreds«.
På den nye ep følger han temaet op på ‘Det gode liv’, der viser en lidt mere nøgen og filosofisk side af rapperen. Han rimer om eksistentiel angst og livets nedture – blandt andet et mistet job, der gik til ‘Johnny’, som sikkert havde lysere hudfarve. Men det skal ikke holde ‘den positive Sivas’ nede. Han vender virkelighedens hårde realiteter ryggen og flygter ind i fiktionens verden, når han med masser af rul på r’erne rapper: »Men jeg vil drive ligesom Refn (filminstruktøren bag ’Pusher’ og ‘Drive’, red.) / Gennem natten håber tiden stopper«.
Lyriske legoklodser
På ‘Det gode liv’ genbruger Sivas mange af de skæve vendinger, som han introducerede på sin første ep, og deri finder man genialiteten i hans nye udspil og hans nyfundne ghettoslang-stil. Han skabte på sin første ep et vokabularium, et sæt lyriske legoklodser, som han nu har frihed til at sammensætte på nye måder og udvide efter behov. På ‘Det gode liv’ bruger Sivas de sproglige gengangere tonede ruder (slang for solbriller) og schlapper (slang for at slappe af) til at beskrive, hvordan han kan ryste den snigende følelse af livslede af sig, når livet kaster skygger.
»Ved godt, det regner nog’n gang’ / Ved godt verden spinner / Ved godt, der kommer kolde dage / Ved godt, snart solen skinner / Så jeg tager min’ tonede ruder på, som om det sommer / Sætter farten op så tiden stopper / Læner mig tilbage og tager en schlapper / Det må være det gode liv«, rapper han med autotune, der har den rent stilistiske effekt, at han lyder som om, han enten er bedrøvet eller bedøvet af stoffer.
Igen formår Sivas, som det var tilfældet på den første ep, at bruge overfladiske objekter som solbriller til at beskrive følelser, der har rødder i noget dybere. Rapperen føler derfor ikke, at han sælger ud, fordi han i dag appellerer mere til radioen.
»Jeg vil aldrig lave musik bare for at lave musik. Jeg vil aldrig kunne glemme mine rødder. Jeg vil altid have mine budskaber i teksterne, men det kan være, at jeg er blevet bedre til at camouflere dem eller fortælle dem på en måde, så flere gider høre«, fortæller han.
Efter en lang gåtur rundt i Brøndby Strand ender vi, hvor vi startede. Sivas sætter sig på en af skateparkens ramper og tænder smøg nummer seks. Han snakker lidt mere om den nye ep, der er lavet efter den velkendte opskrift: Reza på produktionen og autotune på Sivas. Vielsesringen i guld bevæger sig op mod hans læber, idet han tager et sidste hiv af cigaretten, kniber øjnene sammen og siger: »Det har været en lang rejse, og det er fedt, at jeg for første gang er begyndt at tjene lidt penge på musikken med spillejobs. Men det, jeg er allermest stolt af ved ep’erne, er, at jeg har fået danskere og indvandrere til at komme tættere på hinanden. For én gangs skyld har jeg lagt alt det andet i mit liv til side. Alt det med ‘os’ og ‘dem’«.