Busdriver

Hvis man ikke er bekendt med den L.A.-baserede ordsmed kan han godt være svær at gå til. Busdrivers særegne artikulation lyder til tider som resultatet af et talehandikap, og hans vers lyder ofte som en sammenpresset klump af uforståelige, pseudofilosofiske gloser. Han skiller vandende, og ligesom resten af hiphop-kollektivet Hellfyre Club appellerer musikken til en snæver kreds.

Dette virker dog til at være Busdrivers forsøg på at række ud over hans trofaste undergrundspublikum. På albummets førstesingle, og pladens ubestridelige højdepunkt, ‘Ego Death’, gæster Danny Brown og Aesop Rock, som slår sig løs over en tung, dyster, apokalyptisk instrumental. Utvivlsomt et en af Busdrivers bredest appellerende og mest hovedvuggende numre til dato.

Men det er stort set også det eneste positive, der er at sige. ‘Bliss Point’ og ‘Motion Lines’ har tåkrummende ringe omkvæd med uforståeligt håbløse melodilinjer, og på ‘Upsweet’ er det ikke kun omkvædene, der ødelægges af Busdrivers insisteren på at synge: Her er det tætteste Busdriver kommer på at rappe det akavede

»Yo!«, der indleder andet vers. ‘When the Tooth-line Horizon Blink’, som gæstes af Hellfyre Club-kollegaen Open Mike Eagle, er pladens mest vellykkede forsøg på et fornøjeligt poprap-nummer.

Hvis man flytter fokus til pladens lyriske side, er de umiddelbart mest interessante indspark de politisk ladede ‘Eat Rich’ og ‘Colonize the Moon’ – her beskæftiger Busdriver sig med økonomisk ulighed, korruption og politiske løftebrud. Desværre tilvejebringer han ikke diskussionen, og bidrager ikke med noget, der ikke før er blevet sagt bedre. Det er muligt, at Busdrivers hår er perfekt, men det er dette album desværre langt fra.