Interpol

Eftersom titlen er et anagram over deres bandnavn, lader det til, at Interpol søger ind til kernen af sig selv efter tre års pause fra udgivelser og turnéaktivitet.

Titlen er også symbolsk for newyorkerbandets musikalske modus operandi. ’Pintor’ er nemlig det spanske ord for ‘maler’, og hvis der er noget, Interpol har gjort til deres arbejdsmetode, så er det netop at tapetsere stemninger op med brede penselstrøg. Altid med udgangspunkt i deres topografi af hjembyen New York.

Trioen lægger denne gang et snit mellem det atmosfæriske og de umiddelbare rockbaskere, og i diskografisk sammenhæng placerer albummet sig således mellem ‘Turn on the Bright Lights’ og ‘Antics’. Sidstnævntes udtryk materialiserer sig i den veloplagte ‘All the Rage Back Home’, hvor man tydeligt fornemmer et band med revitaliseret energi, og på ‘Anywhere’, som dog hører til albummets mere forglemmelige stunder.

Så fungerer det bedre i de stemningsfulde ‘My Blue Supreme’, ‘Everything is Wrong’ og ‘Breaker 1’ med sortromantiske guitarlinjer, der er vædet i delay og regnen fra storbyens gader. Med andre ord: Interpol classic. Og så alligevel ikke. På ‘Same Town, New Story’ lyder Daniel Kesslers guitarriff velkendt, men ikke hørt på lige præcis denne måde tidligere. Og det er et gennemgående træk ved ‘El Pintor’.

Pausen har givet Interpol lejlighed til at beskue deres lærred fra et nyt perspektiv og dekorere det med nuancer, som ganske vist tager udgangspunkt i velkendte dyder, men stadig fremstår forfriskende.

Læs også: Interpol giver koncert i København