Erlend Øye

Efterhånden garvede Erlend Øye har aldrig været bleg (get it?) for at begive sig ud på forskellige geografiske såvel som genremæssige udflugter, og hvad enten han kaster sig over electropop, akustiske guitarballader eller funket disco, er der en uimodståelig lethed over nordmandens udtryk. Med noget så eksotisk som et islandsk reggaeband i ryggen er Øye nu på banen med sit andet soloalbum, der da også langt hen ad vejen vinder på hans ubesværede og ubekymrede tilgang til den jamaicanske genre.

’Fence Me In’ byder på funky reggaeguitar, orgel, en næsten barnagtigt naiv basgang og et karakteristisk lunt sangforedrag fra Øye om hverdagens små, spontane glæder. Der er grundlæggende ikke meget solkysset dreadlock-manke over den pertentlige og ærkeskandinaviske bønnestage, men det virker alligevel oplagt at parre Øyes let sløvede vokal og hakuna matata-lyrik med reggaegenrens tilbagelænede instrumentering. Et nummer som ’Garota’ fungerer særligt fint med sine dovne blæsere og blåtonede vokalarrangementer.

’Legao’ er imidlertid ikke et regulært reggaealbum, men flirter snarere uforpligtende med genren for flere steder helt at lade den i stikken. Midt på pladen støder vi på de mere guitarpoppede ballader ’Peng Pong’ og ’Bad Guy Now’, der er nogle sympatiske, men lidt gennemsnitlige størrelser, imens dybfølte pianoakkorder akkompagnerer Øyes vokal på den malplacerede ’Who Do You Report To’.

Nordmandens nørdede charme og fine sans for minimalistiske melodier er intakt, men hvor solodebuten ’Unrest’ fra 2003 imponerede med sin både helstøbte og legesyge electropop, er dette et genremæssigt mere løst og sine steder letbenet bekendtskab.

Læs også: The Whitest Boy Alive splitter op

Læs også: Erlend Øye: »Det er virkelig svært at skrive glade kærlighedssange«