Sam Amidon
Det tager lige under et sekund, før man er sikker på, at dette er et ægte Sam Amidon-album. Her sparker en insisterende melodisk banjo svingdøren ind. Efter 11 sekunder: På med galopperende trommer, bas, rodet rasleæg og en guitar, som slentrer lækkert rundt i baggrunden. 21 sekunder: Amidon i sagte messen. »Walkin’ boss«, gentager han, før han letter et par millimeter fra gulvet i et »well I dooooooon’t belong to you«, med den harske drengerøst, der står så godt til 33-årige Amidon, som mest ligner en voksen mand fanget i en spinkel teenagekrop.
Sangen er, naturligvis, en gammel folk-sang lånt fra den kæmpe amerikanske sangbog. En gammel arbejdersang om at bygge jernbaner. Naturligvis, fordi det er fra den sangtradition, at Amidon stammer. Forældrene var og er fuldtids folkemusikere, så det er denne arv, Amidon låner fra, fortolker og bidrager til. Vi taler altså om ægte folk.
Ligesom på hans tidligere album vælter andre genrer ud af musikken. Blues, klassiske arrangementer og, på titelnummeret, Amidons udprægede jazzede og surrealistiske side, efterhånden som sangen skilles ad i improvisation.
Der er sydende elektronisk støj i den hektiske og smukke fortolkning af en anden traditionel sang, ’Pat Do This, Pat Do That’, og hvad med pulserende elektroniske trommer sammen med fiddle – bøndernes grove version af de klassiske violiner – som på ’Blue Mountain’, eller en lille glinsende guitarsolo på balladen ’Won’t Turn Back’?
I et sammenkog af jazz, elektronik og især traditionel folk er Amidons femte album en lille rig oplevelse, dog uden at nå mesterværket, ’I See the Sign’ fra 2010.
Læs anmeldelse: Sam Amidon ‘I See the Sign’