Thom Yorke

Yorke er i sit indadvendte og elektroniske hjørne, men er ikke så banebrydende, som man kunne have håbet på.
Thom Yorke

Efter nogle kryptiske tweets udgav Thom Yorke i sidste uge sit første soloalbum siden ’The Eraser’ fra 2006. Uden nogen reel forvarsel og som et eksperiment distribueret gennem torrent-siden BitTorrent.

Åbneren ’A Brain in a Bottle’ gør det klart, at guitarerne her er smidt på hylden – tilbage er blot Yorke og hans computer. Albummet er utvivlsomt Radiohead-frontmandens mest elektroniske valfart til dato, men ikke af den opløftende og dansevenlige art. Yorke har tværtimod skabt et mørkt, klaustrofobisk og dystopisk univers.

’The Mother Lode’, som afslutter pladens første halvdel, er det absolutte højdepunkt, hvor forsigtigt pulserende tangenter og Yorkes atmosfæriske vokal ligger bag en hvileløs rytme. Selv om den elektroniske produktion generelt er i højsædet, fremviser Yorke også sit eminente sangskrivertalent. Albummets sidste nummer, den underspillede synthpop-ballade ’Nose Grows Some’, indeholder eksempelvis øjeblikke af tåreprovokerende skønhed.

Albummet er imidlertid ikke så banebrydende, som man kunne ønske sig fra Yorke, der ellers har haft for vane at danne fortrop, når det handler om musikalsk nytænkning. Eksempelvis lyder ’Guess Again!’ lidt som et remix af ’Pyramid Song’, mens ’Interference’ genbesøger den dystre følelse af fremmedgjorthed, som særligt kendetegnede ’Kid A’.

Yorke slipper overordnet godt fra at være i sit indadvendte og elektroniske hjørne, men albummet fremstår også visse steder en smule endimensionelt og uinspireret. Det er tydeligt, at Yorke er inspireret af sine kolleger, og de sprøde og eklatante beats står i klar gæld til producere som Jamie xx, Burial og Caribou.

Læs anmeldelse: Atoms for Peace ‘Amok’

Thom Yorke. 'Tomorrow's Modern Boxes'. Album. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af