Atoms for Peace

Atoms for Peace er et modsætningsfyldt foretagende. Dels er det, som bandnavnet og Stanley Donwoods sort/hvide linoleumstryk-artwork tydeligt udbasunerer, en lineær fortsættelse af Radiohead-frontmanden Thom Yorkes soloalbum ‘The Eraser’. Og dels er det en supergruppe, der foruden Yorke tæller Radiohead- og Beck-produceren Nigel Godrich, Beck-trommeslageren Joey Waronker samt Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea og perkussionisten Mauro Refosco, som ligeledes har turneret ekstensivt med RHCP.

‘Amok’ er umiskendeligt Yorkes hjernebarn. Hans elektroniske, indelukkede og fortættede sovekammerlyd får godt nok væsentligt organisk modspil, og numre som åbneren ‘Before Your Very Eyes’ og ‘Stuck Together Pieces’ rummer ganske vist klokkeklare rytmiske referencer til afrobeaten – sikkert ansporet af RHCP’s tomands-funkdelegation i atomkomitéen (»We were at Flea’s house. We got wasted, played pool and listened to Fela Kuti all night!«, har Yorke udtalt). Men Yorke dominerer stadig projektet så voldsomt, at hans bandmakkere hurtigt kommer til at virke som små, hvide mus, der piler rundt i korridorerne af hans labyrintiske fingeraftryk.

Læs anmeldelse:
Thom Yorke ‘The Eraser’

Dukkeføreren Yorke actionpainter kulørte og kinetiske fragmenter på et matsort lærred. Grundpaletten er electronicaens basale primærfarver: Simple synths, som udspyr trekantede, firkantede eller sinusbølgede impulser og hi-hats lavet af små bidder af hvid støj. Bandets kød og blod er et velkomment lunt pust i det skotøjsæske-lufttætte og nørdede laptop-univers. Sammen med de tilsvarende levende, shufflende og glitchy perkussion-ekskursioner, der rasler nervøst af sted i fodsporene fra Yorkes elektroniske idoler Autechre og Burial, indgyder Atoms for Peace en desorienterende fornemmelse af aldrig helt at vide, hvor mennesket stopper, og maskinen begynder.

Det er svært at fremhæve ét fremfor andet i en velproportioneret albumhelhed med et konsistent højt niveau. Men smagsprøv singleforløberen ‘Default’ som skivens marginalt mere lettilgængelige øjeblik. Stik derefter hovedet i den rablende bisværm som ‘Unless’ er, og slut af med at snuble i ‘Reverse Running’s nonchalante tilfældighedsrytmer, så du falder for nummerets melankolske klavertema – og du har en meget god idé om albummets kvaliteter.

Læs også:
Hør hele ‘Amok’

Kun ‘Ingenue’ falder lidt på halen. Dens aparte, krogede melodilinje lyder som en af Boards of Canadas utallige minutlange vignetter, der er stukket af fra skotterne og i kløerne på Thom Yorke er strukket ud og repeteret til hudløshed. Resultatet når at blive irriterende, længe inden dets fire et halvt minut lange spilletid udløber.

‘Amok’ er spændende, helstøbt og komplekst og udfordrer (uden egentlig at være specielt eventyrlystent) lytteren på parametre, der efterhånden er velkendte for Radiohead- og Yorke-fans. Eneste overraskelse er egentlig, at nørden har begået et så gennemført funky og dansabelt album.

Atoms for Peace. 'Amok'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af