2:54
Den britiske duos debutplade fra 2012 var et fint eksempel på, hvordan man laver new wave-inspireret rock uden i overhængnede grad at lyde som en sørgelig efterligning af fortiden. På plade nummer to fortsætter Thurlow-søstrene hvor de slap, og det bittersøde lydunivers fremavler stadig både det dystre og opløftende på forskellig vis.
De lægger ud med den episk anlagte ’Orion’, hvor atmosfæriske synths manifesterer sig som en mørk sky og præsenterer duoen i deres drømmende, artpoppede hjørne. Mere intenst er det på den dunkle ’Sleepwalker’, hvor blytunge guitarriff omfavnes af hjemsøgende vokalfraseringer, mens søstrenes mest energiske side kommer frem på den postpunkede ’Crest’, hvor et accelererende trommespor baner vejen for albummets måske mest iørefaldende omkvæd.
2:54 udforsker dog også nyt terræn. Den korte ’Tender Shouts’ er et ømt, men dog besjælende hymnelignende mellemspil, og ’The Monaco’, som følger lige efter, har et folket udtryk, som overraskende nok klæder søstrene glimrende. Albummets sidste sang, ’Raptor’, skiller sig også ud: Her ligger en vemodig og rumklangsdryppende vokal bag en apokalyptisk og pulserende rytme, der viser duoen fra deres hidtil mest dystopiske side.
Det er dog ikke originalitet og nytænkning, der gennemgående kendetegner albummet. 2:54 lyder for det meste stadig som en kombination af Warpaint og ’Disintegration’-æra The Cure, så hvis man forventer en eksperimenterende tilgang til inspirationskilderne, skal man lede andetsteds. Hvis man derimod trænger til et fokuseret og selvsikkert tag på 80’er wave, så er albummet helt sikkert et lyt værd.
Læs anmeldelse: 2:54 ‘2:54’