Jokeren

»Jeg er ik’ Kidd, men knægten giver mig håb«, rapper Jokeren et sted på sit nye album, og egentlig kunne den rutinerede rapper jo godt gøre krav på at være et slags forbillede for tidens generation af nye rappere.

Storbystodderen er klart den personlighed fra den ældre generation, der har mest tilfælles med de attitudedrevne og festglade nye navne, som styrer dansk hiphop for tiden.

’Dansker’ kunne have været en slags sejrsrunde, men Jokerens nye album er hverken selv- eller stilsikkert.

Produktionerne er polerede og lyder som en popproducers forestilling om, hvordan mainstream-hiphop lyder, mens omkvædene på eksempelvis ’Du tog fejl’ eller ’Ny dag’ er håbløst overgjorte. I en tid, hvor ung, succesfuld hiphop lyder tættere på Den Gale Pose end nogensinde, befinder Jokeren sig i den modsatte grøft omgivet af polerede, poppede og patosfyldte lyde.

Jokerens skråsikkert småsnakkende flow fungerer ikke i de omgivelser. Stedvis lyder han som en mand, der prøver at overbevise sig selv, når han over flere omgange udråber sig til ’levende legende’ eller anklager nutidens rappere for at stjæle hans flow. Men Jokeren er jo en levende legende – og hans karisma er også unægtelig, når han pludselig rapper linjer som »spiser moules frites / altid appetit« på den underholdende ’God stil’.

Den personlighed skinner bare alt for sjældent igennem. Og det frustrerende er, at der ikke skal så meget til: Giv Jokeren et minimalistisk klubbeat som på ’Tre striber’ eller ’Du sku bare vide’, og han lyder som den stodderrap-gudfader, han jo er.

Læs også: Fire ting, der undrer os ved den nye Jokeren-video