The Raveonettes spillede de sikre kort, men havde overraskelser i ærmet
Halvvejs inde i koncerten spillede The Raveonettes b-siden ‘Black/White’, hvilket fremstod som en selvfølgelig præmis for aftenen: Et dansk decembervisit fra Sune Wagner og Sharin Foo er nærmest blevet en juletradition for støjrockelskende fans af duoens sort/hvide udtryk.
For det var den konsekvente farvekode, visuelt såvel som auditivt: Hvid støj flænsende ud af Wagner og Foos identiske sort/hvide Jazzmaster-guitarer, altimens scenen vekslede mellem blitzende stroboskop og bælgravende mørke. En velkendt præmis til en The Raveonettes-koncert, og der var da momenter, hvor udtryk og effekt virkede som en veludført stiløvelse, spillet lige dele til perfektion og døde – blandt andet i den forudsigelige afslutning ‘Aly, Walk with Me’, hvor den frenetiske feedback, som altid, fik frie tøjler.
Nuvel, Sune og Sharin var jo også i byen for at spille numre fra det nye album ‘Pe’ahi’, og disse var klart blandt aftenens højdepunkter. Nærmest som en klassisk suite fik vi serveret albummets fire første sange i rap: ‘Endless Sleeper’ lagde stærkt fra land, ligesom bandet udnyttede tomrummet og pauserne i det nye lydbillede overbevisende – blandet andet harpeinterludet i ‘Sisters’, hvor publikum lyttede andægtigt.
Læs anmeldelse: The Raveonettes ‘Pe’ahi’
Desværre var det orkestrale backdrop i ‘Wake Me Up’ en anelse mudret, og Sharin leverede en noget spag vokalpræstation på egen hånd. Så var det straks bedre, når hendes stemme smeltede sammen med Wagners.
Til gengæld var han i særdeles veloplagt vokalform. Med ‘Killer in the Streets’ fik vi første eksempel på, hvordan Wagner prioriterede sin vokal med nuancerede fraseringer. En overraskende og virkelig klædelig udvikling. For at understrege sangeren Sune, stillede han sågar guitaren i flere numre og luskede rundt på scenen med mikrofonen som en regulær frontmand. Højdepunktet på denne nye stil var ‘Recharge & Revolt’, hvor der gik Morrissey’sk showmanship i løjerne, og Sune med vibrato på stemmebåndet dikterede teksten med teatralske fagter. Way to go, Wagner!
Som sagt er The Raveonettes’ decemberbesøg blevet lidt af en tilbagevendende begivenhed, og det blev da også markeret med en indsmigrende ‘The Christmas Song’, hvor lysprismer spredte stemning og imaginær julesne rundt i salen. En lækker afveksling fra det konsekvente udtryk, som momentvis antog My Bloody Valentine-agtig karakter i volumen. Under ‘Summer is Almost Done’ og ‘Kill!’ sugede bas og det afgrundsdybe backtrack sig nærmest ind i kroppen.
Men der er nu ingen som The Raveonettes, når de kanaliserer film noir-agtige støjmomenter udover scenekanten. Selv om deres tricks er genkendelige, og man til dels kan forudsige det næste træk, formår de stadig at overraske, hvilket var tilfældet i Store Vega, hvor Sune Wagners vokale prioritering og udadvendte rolle som frontmand tog stikket hjem.
Læs også: Video: The Raveonettes i morderisk kærlighedsdrama