The Smashing Pumpkins
Billy Corgans drive er ubestikkeligt: Et kvart århundrede efter The Smashing Pumpkins’ undfangelse barsler han med to hurtige album på hver sin side af årsskiftet. 100.000-kr.-spørgsmålet er dog, om brandet ikke efterhånden er lidt luvslidt? Corgans nasale antihelte-vræl er snart eneste trygge holdepunkt tilbage i bandets lyd efter en lineup-beskæring til ham selv og Jeff Schroeder, som retfærdigvis har bakket Corgan op siden 2007.
Ynglingen Mike Byrne, som udfyldte legendariske Jimmy Chamberlins kæmpestore sko fornemt, er måske det største afsavn. Gæstefåret i folden, selveste Mötley Crüe-trommeslageren Tommy Lee, er desværre, trods et erfaringsforspring på et årti, lysår bagud på både teknik og groove og leverer som stand-in en hårdtslående og habil, men også komparativt kedelig rytmebund.
Kedsommeligheden farver desværre også i sangskrivningen og den flade produktion. Udover den brusende, melodiske førstesingle ‘Being Beige’, der mest klinger som Corgans hedengangne b-hold, Zwan, byder albummet også på to forsøg udi stygt huggende anthems a la ‘Bullet With Butterfly Wings’ eller ‘Zero’ i ‘One and All’ og lukkeren ‘Anti-Hero’. Men det lyder tamt, måske ligefrem uoprigtigt (Corgans særligt hule linjer på førstnævnte: »We are, we are so young«, uha!) og tåler ingen sammenligning med fortidens bedrifter.
Og trods at albummets ni numre er det magreste stik endnu fra Corgans hånd, er det undergravende ujævnt overfor højdepunkter som de synthinficerede ‘Run2me’ og ‘Dorian’, der klinger som uptempo-versionen af Pumpkins anno ‘Adore’. Helt kriminel er den decideret anmassende ‘Anaise!’ Troede man, at Corgan med ‘Oceania’ havde genopsnuset fordums styrke, knuser ‘Monuments to an Elegy’ altså håbet. Han har aldrig haft så lidt på hjerte som nu.