Alt-J – ugideligheden sejrede
Det lugtede lidt af røvballe. Fanget i en lummer lagerhal, der var lige så intim som enhver anden fabriksbygning. Et sted med fadøl i hobetal, og hvor man desuden kan købe en dårligt udstoppet ræv til 100 kroner, når der er loppemarked.
Det var altså her, i Tap1, at vi skulle nyde et af den alternative rockscenes for tiden mest feterede navne, som nu har solgt over en million album. Storartet for band af deres type, der tilsyneladende har fundet sig en varm solplet midt imellem mainstream og musiknørder.
Og måske bliver man bare træt, når man har solgt en million plader og er meget tæt på at være færdig med et halvt års uafbrudt turné. Som var de gaffatapet fast til en baggrund af røg og lys stod Alt-J og kiggede sådan lidt tøvende ud på publikum. Fra deres faste positioner, plus minus en halv meter, sang de deres absolut behagelige sange i versioner, der, i uhyggelig detaljeret grad, lignede det, du kan afspille i Spotify eller WiMP.
Det mest spændende de første 20 minutter må næsten have været Joe Newmans Leeds-accent, når han mumlede obligatoriske ligegyldigheder til os: »How are you doing Copenhagen?« Vi svarede »wuhuuuuuu« og klappede, selvfølgelig.
Først på ’Left Hand Free’ var der noget, der mindede om drive. Et momentum, som hittet ’Matilda’ faktisk samlede godt op, inden stemningen igen forduftede, før den havde bidt sig fast
Til tider, imens koncerten forholdsvis bevidstløst drev mod ekstranumrene, flød bandet næsten helt væk – om bag røgen og ind i sig selv, godt hjulpet på vej af et tilbageholdende publikum, hvis entusiasme ellers viste sig de par gange, de endelig fik lov til at synge med på eksempelvis ’Dissolve Me’. Her mærkede man endelig, men kort, bandet komme til live. Men kun i få minutter.
Ekstranumrene reddede et par stik hjem. Først skulle et cover af Bill Withers’ smittende 70’er-hit ’Lovely Day’ dog lige renses for al groove, før ’Nara’ og ’Leaving Nara’ skruede lidt op for intensiteten og ikke mindst det mystiske og sære element i Alt-J’s lyd. Den lyd, som sammen med et øre for hits fangede os i første omgang.
Det er altid ærgerligt at skulle være den mugne anmelder, men i bund og grund handler koncertformatet vel om merværdi. Om den ekstra stemning, om risikoen og om den ekstra forbindelse til musikken i en ny atmosfære. Ellers tog vi vel ikke af sted?
Sagt på en anden måde: Til en punkkoncert kan du blive spyttet i ansigtet (hvis du er heldig), og til en popkoncert kan din sjæl blive gennemspulet af konfetti, pigeskrig og lyskanoner (hvis det er rigtig pop). Til Alt-J’s koncert kunne man høre udvalg fra deres to album i ringere lydkvalitet og med et ugideligt skær.
Læs også: Publikums reaktioner: Alt-J skuffede i Tap1