The Staves

De synger virkelig godt, de tre søstre i engelske The Staves – det kan ingen være i tvivl om efter at have stiftet bekendtskab med den engelske folktrios andet album.

Derfor forstår man også godt, at Justin ’Bon Iver’ Vernon har slået sine producerklør i netop dem. For at få lov at file, høvle og pudse på en gruppe sangerinder, der kan harmonisere og slå triller med en så fornem indbyrdes forståelse, at trioens stemmer kommer til at fremstå som et enkelt instrument, en samlet organisme – det må være guf for en melodisnedker som Vernon.

Men resultatet vækker ikke udelt begejstring, for det er desværre som om, den udtalte vokalekvilibrisme kommer til at overtage fokus fra sangenes væsen. Den ellers så beroligende folkpop, der som en flod gennem hobbit-land dovent duver af sted, bliver – med et miks, der lader de evindelige treklange flyde henover musikken fremfor at lade dem være en del af den – simpelthen for meget af det gode, og man savner ganske enkelt noget sprælskhed.

Bedst er The Staves således når vokalerne bliver unisone, og musikken får lov at spille med fremfor kun at agere underlægning. Som på den fornemme ’Steady’ eller den modige single ’Black & White’, der med de synkoperede rytmer og nærmest afrobeat-agtige og huggende guitarløb,vækker mindelser om St. Vincent eller Local Natives.

Desværre svømmer The Staves for ofte i lidt for smult vande – der hvor også Dixie Chicks, First Aid Kit og Tina Dickow vugger rundt blandt åkander og dagbogsblade med romantiske drømme. Hvilket er en skam, for talentet hos de tre søstre er uomtvisteligt, og jeg er ikke i tvivl om, at de nok ville kunne have klaret en endog betydeligt mere udfordrende sejlrute end den, Kaptajn Vernon har udstukket for dem.

Læs også: Top Track: The Staves ‘Steady’