Nick Cave – hypnotiserende nærvær og tårnhøjt niveau
Hvordan han bærer sig ad med det, er en gåde, men Nick Cave kan fortsat skiftevis tryllebinde, opildne, joke med og diktere et publikum med en autoritet, som er de færreste forundt. Mens han samtidig graver sig så dybt ind i sine sange, at ens blik er aldeles fikseret på hans gøren og laden. Som da han i den indledende ‘We Real Cool’ øjeblikkeligt gik i nærkontakt med hele salen – både foran og bagtil – eller da alle var omsluttet af en gåsehudsfremkaldende ‘Into My Arms’.
Optrædenen i Koncertsalen var programsat som Nick Cave solo, men fraregnet fem numre, heriblandt en velfungerende og nedbarberet ‘The Mercy Seat’ med Cave bag flygelet, havde han inviteret en lille håndfuld af legekammeraterne fra The Bad Seeds med. Thomas Wydler gjorde god figur med sit jazzdynamiske trommespil, men det var først og fremmest den altid forrygende vildbasse Warren Ellis, som vakte stor jubel.
Ellis er om noget Caves sidekick par excellence og leverede indtil flere perlemomenter – som når han fyrede op for abstrakt, solistisk skærebrænderguitar i ‘Mermaids’ og lod violinen svælge i feedback under ‘From Her to Eternity’. Her kom Koncertsalens imponerende lydsystem til sin ret.
Det var en fornøjelse at bevidne den intuitive fornemmelse, Cave og hans musikere besidder live, og som indgyder musikken med en evigt organisk puls. Fra en ulmende ‘Red Right Hand’ over ‘Jubilee Street’, som steg og faldt i tempo, til ‘Jack the Ripper’s elskovsakt mellem Ellis’ distortionpedal og Caves vokal.
Hovedpersonen var i topform og jokede med, at ‘And No More Shall We Part’ delte akkorder med Leonard Cohens ‘Avalanche’, og hans sublime tilstedeværelse og intense publikumskontakt manifesterede sig på forskellig vis. Under ‘Brompton Oratory’ tog han en øm svingom med en kvindelig fan, ligesom han flere gange hidkaldte publikum fra stolerækkerne op foran scenen og som en pastor forkyndte sit budskab.
Det blev dog lige en tand for intimt, da flere lagde hænderne på hans bryst, og helt gøglet blev det, da publikum ikke alene strømmede tilbage, men sågar satte sig op på scenen i en rundkreds som børnehavebørn under en ellers rasende lækkert leveret ‘Tupelo’. Måske de tog teksten en kende for bogstaveligt: »Go to sleep, my little children«.
Det fjernede dog ingenlunde fokus fra det, vi alle bevidnede: En koncert, der var lige dele melodramatisk og uhøjtidelig, og som ikke bar skyggen af rutine. Nærværet var aldeles hypnotiserende og niveauet tårnhøjt.
Læs også: Youtube-guld: 10 videoer der understreger, at Nick Cave er rockens ultimative badass