1. Den selvdestruktive unge mand (1981)
Heroin-udmarvet og med ‘Hell’ skrevet henover brystet vælter Cave, iført en ble(!), rundt i et infernalsk og småpsykotisk virvar af støn, klaver, blæsere, dissonante guitarer tilsat en halsbrækkende rytmesektion på ’Nick the Stripper’ fra The Birthday Partys andet album.
Hans utæmmelige vildskab og nihilistiske arrogance lyser ud af øjnene i videoen, hvor bandet okser rundt blandt suspekte typer, ild, kors, et grisehoved og en ged, som Cave synger for og kærtegner. En havefest undfanget i sindets afsindige afkroge, og som man både føler sig frastødt af, men alligevel er sært fascineret af og draget imod at deltage i. Ligesom The Birthday Partys musik.
Listen fortsætter på de følgende sider.
2) På det store lærred (2007)
Kulturel verdensmand, som han er, har Cave naturligvis også indtaget det store lærred. Første gang i 1987, hvor The Bad Seeds medvirkede i Wim Wenders’ ‘Wings of Desire’.
Derudover har han blandt andet medvirket i den australske kultfilm ‘Ghosts… of the Civil Dead’ (1988), ‘Johnny Suede’ (1991) med en ung Brad Pitt i hovedrollen, samt naturligvis ‘20.000 på Jorden’ (mere om den senere).
Hans veje krydses atter med Pitt i Andrew Dominiks ‘The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ (2007), hvor Caves klassiske look gør en god figur som western-trubadur. En film, Cave i øvrigt komponerede musikken til sammen med sin The Bad Seeds partner in crime Warren Ellis.
3) Kærlighedens vilde flammer (1994)
Skæbnens tveæggede sværd har altid hængt tungt over Nick Caves kærlighedssange. Ligeså ofte som kvinden ømt er blevet besunget, er hendes væsen og hensigter betvivlet. Hvilket tydeligt tilkendegives i den patosladede ’Do You Love Me?’ båret af ulmende orgel og højstemt piano.
Videoen følger sangens dramatiske og fatalistiske diskurs (»I knew before I met her that I would lose her«) med en række sekvenser, som udspiller sig i Sao Paulo, og hvor Cave møder en række skumle herrer og femmes fatales.
Videoen er i øvrigt instrueret af landsmanden, John Hillcoat, der også stod bag filmene ‘The Proposition’ (2005) og ‘The Road’ (2009), som Cave og Warren Ellis komponerede scoret til.
4) Den morbide historiefortæller (1996)
»I’m a bad motherfucker, don’t you know, and I’ll crawl over 50 good pussies just to get to one fat boy’s asshole«. Tak for kaffe, ens slurk kommer i den gale hals, hvis man ubekendt med Cave pludselig hører den drabelige fortælling om morderen Stagger Lee, som, tilsat The Bad Seeds ulmende musikalske akkompagnement, gør noget af en entré på baren The Bucket of Blood.
Et centralt nummer på konceptalbummet ‘Murder Ballads’, hvor Cave for alvor foldede sine narrative evner ud som malerisk og morbid historiefortæller. Et talent, han også har blotlagt i flere filmmanuskripter samt romanerne ‘Da æslet så englen’ (1989) og ‘Bunny Monroes død’ (2009).
5. I dialog med dæmonerne (2014)
En medvirkende faktor til, at Iain Forsyth og Jane Pollards dramatiserede biopic ‘20.000 dage på jorden’ er en så fængslende og gribende oplevelse, er hvorledes den iscenesætter de dæmoner, som er en vigtig ingrediens i Nick Caves kunst.
Udover samtaler med sin psykolog indeholder filmen en stiliseret dialog mellem Cave og Kylie Minogue. Heriblandt hans selverklærede besættelse over Kylie Minogue, med hvem han opnåede sin største kommercielle succes med ‘Where the Wild Roses Grow’.
Samtalens centrale element vedrører Caves forhold til publikum, som ligeledes er en reference til hans relation til Minogue : »I get a kick out of picking singular people out and terrifying them«.
6. En stor sangskriver (1997)
»I believe in love and I know that you do too.« En såre enkelt tekst og ditto melodi, blot fremført på piano og kontrabas. Ligesom sværvægtere som John Lennon, Bob Dylan og Leonard Cohen formår Nick Cave også kunsten at lade simple virkemidler udgøre en stærk og direkte afsender.
Inderligheden strømmer ud af de smukke klaveranslag og i hans vokalpræstation, der udstråler afklaring. Mørkemanden klædeligt i sit romantiske og afdæmpede hjørne.
Da Cave holdt et foredrag med titlen ‘The Secret Life of the Love Song’ bekendtgjorde han, at ‘Into My Arms’ var den af sine sange, han var allermest stolt over at have skrevet.
7. En performer af Guds nåde (2001)
På en scene besidder Cave en ærefrygtindgydende grad af karisma og nærvær. Som en anden dirigent formår han at accentuere og understrege numrene live, så de får dimensioner, som hæver en performance til det højeste niveau.
Denne version af ‘The Mercy Seat’ (live i 2001) er et glimrende eksempel, hvor den indforståede dynamik mellem Cave og The Bad Seeds er evident. Bandet falder gradvist mere intenst ind i nummeret i takt med, at der bygges op mod crescendoet, imens Cave lever sig helt ind i teksten som en anden vækkelsesprædikant.
Nick Cave and the Bad Seeds’ seneste livevisit på vores breddegrader høstede da også fuld plade af vores anmelder.
8. De vigtige samarbejder (2014)
I de senere år har det i høj grad været samarbejdet med komponist, violinist m.m. Warren Ellis, som har antændt Caves kreative flamme. Ligesom det i The Birthday Party og The Bad Seeds var Mick Harvey.
Ét samarbejde har dog haft særlig betydning: Det var med Blixa Bargeld fra det tyske avantgarde-støjband Einstürzende Neubauten, som var guitarist i The Bad Seeds fra 1983 til 2003. Cave har altid fået benzin på sit kunstneriske bål med markante sidekicks, og i dette klip fortæller han om Bargelds betydning for ham som musiker og menneske.
»Jeg savner hans tilstedeværelse, bare at have ham i nærheden«.
9. Gud er i huset
En gennemgående tematik i hele Caves sangskrivning er hans forhold til Gud, og han har berørt kristendommen og religiøse perspektiver på forskellig vis gennem karrieren. I såvel profane tekster, hvor han går i clinch med Kristus (i The Birthday Party-sangen ‘Big Jesus Thrash Can’) over beskrivelser af et bibelbæltesamfund (‘God is in the House’) til tvivlsspørgsmål om Gud og engles eksistens (‘Into My Arms’).
I ’20.000 dage på jorden’ fortalte Cave også om, hvorfor Gud eksisterer i hans sangskrivning, men at han ikke selv tror på tilstedeværelsen af Gud. Ligesom han også berører, hvordan han som ung junkie gik i kirke, før han gik ud og købte stoffer.
10) Stadig badass og cool as fuck (2013)
35 år med albumudgivelser, bøger, filmmanuskripter, soundtracks og mere til har ikke gjort Cave træt af sin metier, ligesom det på ingen måde har falmet hans aura af coolness. Han opretholder eftersigende en streng daglig 9-17 arbejdsdisciplin, hvor han sidder på sit kontor og kommer på nye kreative ideer.
Musikalsk er der heller ingen metaltræthed at spore, idet udgivelserne vedbliver at holde et højt niveau. Senest ‘Push the Sky Away’ fra 2013, som viser det 57-årige rockikon i storform, hvilket den kinky og stemningsfulde video til ‘Jubilee Street’ (omhandlende en prostitueret, der blot skal make ends meet) også understreger.
Læs også: Interview: Nick Cave: »Jeg har altid været cool«