Raekwon

En flot gæsteliste til trods mangler Raes nye soloalbum en klar retning.
Raekwon

Raekwons karriere er på godt og ondt blevet båret frem af hans kraftfulde entreprenante drift. Den hårdtarbejdende rapper har plantet sit navn i alle afkroge af hiphoppens landkort, men længslen efter at stå på egne ben resulterede også i et par katastrofale forsøg på at træde fri af Wu-Tang Clan’s tunge skygge på albummene ’Immobilarity’ og ’The Lex Diamond Story’ omkring årtusindeskiftet.

Det krævede et hårdt tilkæmpet comeback, skudt i gang af det mesterlige ’Only Built 4 Cuban Linx Pt. II’ fra 2009, at redde Raes renommé ud af ruinerne efter de to fiaskoer. Men den stædige rapper har ikke givet op: ’Fly International Luxurious Art’ er endnu et opgør med Wu-Tang-universet, demonstrativt plantet i forlængelse af hans højlydte utilfredshed med klanens ’A Better Tomorrow’ fra sidste år.

Det personlige motiv er krystalklart, men det er den kunstneriske vision for albummet ikke. Pladen er struktureret omkring et løst koncept, der præsenterer Rae som en kvalitetsbevidst verdensmand. Temaet afspejles både i coveret, titlen og en række interludes, men med en så grundliggende mangel på æstetisk sans, at det fremstår ufrivilligt grinagtigt. På samme måde prydes albummet af en stjerneparade af gæster fra rappens dyreste hylde: ASAP Rocky, 2 Chainz, Rick Ross, Snoop Dogg, French Montana og Busta Rhymes bidrager alle med hæderlige optrædener, men mest bare med platinskæret fra deres navne. Der er ingen overordnet idé, der binder deres kompetencer sammen eller tvinger det bedste frem i dem.

Konceptets mangler udstilles dog for alvor i albummets produktioner. Som en besynderlig kontrast til de dyre gæsterappere tegnes albummets lydside af en gruppe mere eller mindre ukendte producere, der alle excellerer i forudsigelige metervare-beats, der klinger af plastik. Det er ikke dårligt, bare uinteressant. Scoop DeVille forsøger for eksempel på ’1,2 1,2’ at puste nyt liv i Isaac Hayes’ ’Ike’s Mood I’, et af hiphoppens mest gennemtærskede breaks, men får i stedet suget det meste soul ud af samplet. Selv gæsten Snoop Dogg har svært ved at få sit smidige flow til at glide på det klodsede beat.

Albummet lykkes med meget lidt, og de to håbløse popnumre ’Soundboy Kill It’ og ’All About You’ får det til at stå uklart, hvem pladen henvender sig til. Det er synd, for Raekwon er stadig en fabelagtig rapper, hvis lyriske tone er en af de mest finslebne og genkendelige i den amerikanske gangsterpoesi.

Hans skildringer af den amerikanske drøms for- og bagsider besidder en detaljerigdom, der får historierne til at udspille sig som filmiske vignetter for ens indre lærred. Raekwon kan skrive den slags vers i søvne, men han leverer dem til stadighed med en vitaliserende indlevelse. Desværre er den musikalske indpakning på ’Fly International Luxurious Art’ for uinteressant til, at man spidser ørene.


Kort sagt:
Raekwon forsøger endnu engang at gøre oprør mod Wu-Tang-universet og vise, at han kan klare sig selv. Desværre formår albummet aldrig at etablere et klart billede af, hvad det er Raekwon vil på egen hånd. Albummet er rigere på prominente gæster end gode ideer og kunstnerisk vision.

Læs interview: Raekwon: »Jeg føler mig som en lærd mand, der underviser på en Ivy League-skole«

Raekwon. 'Fly International Luxurious Art'. Album. Border.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af