Hudson Hohawke vil det hele på én gang, men kommer kun halvt i mål
Hudson Mohawke har igennem sin diskografi demonstreret, at han er både maksimalismens og minimalismens – og dermed også eklekticismens – mester. Fra de glitch-hoppede ep’er, som indledte hans karriere og kulminerede på det kaotiske debutalbum ’Butter’, til den metalliske trap som en del af duoen TNGHT, der landede ham en kontrakt som husproducer på Kanye Wests G.O.O.D. Music-label.
Der er umiddelbart langt mellem de to yderpunkter, men en fællesnævner gennem producernes hidtidige virke har været hans evne til at appellere til både dansegulvet og gaden. Den stil fortsætter skotten med på dette album, om hvilket han selv har sagt: »Jeg vil ikke være nogen genre. Jeg vil være min egen ting. Alting«.
Selv om sætningen indrammer albummets udtryk, der aftvinger sig konventionelle genrekategorier – som det for eksempel kan høres på den storladne ’Warriors’, der både kan høres som Beyoncé-potentiale eller et vaporwavet Calvin Harris-nummer på halv bpm – er det også heri albummets udfordringer består. For ’Lantern’ er ikke både-og. Den er hverken-eller.
Uden at det skal blive for filosofisk, kan Hudson Mohawkes programerklæring derfor også passende modsvares med Goethe-citatet om, at »den som vil noget stort, må tage sig sammen, for først i begrænsningen viser mesteren sig«. Mohawke bruger ikke blot farver fra hele sin musikalske palet, han bruger malerrullen til at tapetsere sine lydmure.
Hvor maksimalismen tidligere var et charmerende særkende ved hans musik, fordi den i praksis blev operationaliseret til signaturelementer som sirene-synths, boom bap-trommer og garagehouse-klaver, der gjorde ham genkendelig selv i de yderste afkroge af tankemylderets tonalitet, står den eklektiske stil nu snarere i vejen for budskabet på numre som ’Scud Books’ og ’Lil Djembe’.
Nuvel, signaturelementerne findes stadig på tracks som ’Very First Breath’ og ’Portrait of Luci’, der begge er Mohawke classic, men den store diversitet gør det samtidig svært som lytter at samle sig om de mere dæmpede, vokalbaserede numre, der ellers rummer masser af potentiale og tæller prominente solister som Antony Hegarty, Miguel og Jhené Aiko.
Kort sagt:
Hvor maksimalismen tidligere har været et charmerende særkende ved den skotske producer, har storhedsvanviddet taget overhånd på ’Lantern’, der vil det hele på én gang og kun ender med at komme halvt i mål. Hudson Mohawke havde været bedre tjent med at lave henholdsvis en instrumental og en vokalbaseret udgivelse, da de to dimensioner mudres i hinandens selskab – til begges ulempe og lytterens irritation.