Jack Garratt – satte ikke en fod forkert i dyrisk og dybfølt soloshow

Hvis en fokusgruppeanalytiker skulle finde det bedste match til en NorthSide-booking, kunne han nok ikke komme op med et bedre bud end den britiske electro-singer/songwriter Jack Garratt. Og, det skal absolut forståes positivt.

Garratt har kun udgivet et par håndfulde numre, og på studieindspilninger dyrker han et miks af inderlig soul-sang og hidsig electro og synkoperede beats. Den stil blændede han også op for i eftermiddags, men gjorde så den genistreg at garnere det op med en potent omgang spade.

Selvom tidspunktet – 16.30 fredag eftermiddag, hvor festivalgængerne lige har indfundet sig – ikke er det mest taknemmelige tidspunkt at spille, så gik han til opgaven med krum hals.

Det var ikke bare guitarspillet, der pådrog sig opmærksomhed. Det gjorde hans dyriske og dybfølte stemmeføring, der snildt spænder over et par oktaver, så sandelig også. En umiddelbar reference er James Blake, men Garratt har en meget mere klassisk blueset tilgang til sjæleudkrængningen, der gør sig enormt godt live.

Derudover optræder han ene mand med guitar, drum-pads og synthesizer, og at se ham jonglere det setup med abrupte beatstrukturer, guitarsoli og vokalfraseringer i skøn forening, er en nydelse i sig selv.    

Kan man så derefter bryde de elementer op med en lyrisk set voldsom kærlighedssang som ‘Chemical’, der klimakser i flere omgange i heftigt groovende UK Garage, som fik publikum til at bounce sommer-dovent med, har man fat i den lange ende. Slutter man så af med en power-popsang som ‘Worry’, der eksploderer i en guitarsolo, der ville få Jimi Hendrix til at rocke lystigt i sin grav, så har man nærmest ikke sat en fod forkert.

Eneste kritikpunkt var en lidt vattet navnløs ballade midtvejs, og at lyden ikke slog hårdere i mellemgulvet, når de dybe basgange tog over.

Læs også: Apps, højtalere og hardware: Det mest essentielle grej til festivalsæsonen