Roskilde-aktuelle Future Brown: »Vi havde ingen intentioner om at please nogen eller lave et popalbum«

Glem Diplo. De her fire producere skaber moderne, elektronisk verdensmusik, der får smeltediglen til at koge over.
Roskilde-aktuelle Future Brown: »Vi havde ingen intentioner om at please nogen eller lave et popalbum«

Hvem er de?
Fire globetrottende producere og dj’s, der i flere år blev ved med at løbe ind i hinanden på den elektroniske musikscene, før de slog sig sammen. Future Brown tog deres navn efter en fantasifarve, som deres ven opfandt på et svampetrip, og deler en forkærlighed for både febrilske, skæve grime-beats, Chicagos drill-lyd og hårdkogt jamaicansk dancehall såvel som silkebløde r’n’b-vokaler og varm reggaeton.

For hele verden er i den grad kvartettens musikalske inspirationskilde og legeplads, og de er vant til at være spredt for alle vinde. Det står klart, da Jamie Imanian-Friedman, kendt som J-Cush, straks efter at have modtaget mit Skype-opkald i New York går i gang med at koble de resterende medlemmer på samtalen. Fatima Al Qadiri sidder i hjemlandet Kuwait på en halvdårlig internetforbindelse, mens Asma Maroof og Daniel Pineda befinder sig i Los Angeles. Men de slår fast, at det er ikke sådan, de laver musik. For selv om mange musikere i dag samarbejder uden at mødes, så insisterer Future Brown på at skrive og producere musik i samme rum.

»Det at være i studiet sammen gør processen hurtigere. Rigtig mange digitale musikprojekter er så langsomme og besværlige. Bare prøv at forestille dig, hvor lang tid det ville tage os fire at gøre bare et enkelt track færdigt, hvis vi lavede det over nettet. Det ville have taget os ti år at lave det her album«, bemærker Fatima om de praktiske fordele, før gruppens mest snakkesalige medlem, J-Cush, peger på det kreative sammenspil: »Det er nemmere for os at kaste ideer frem og tilbage og skabe noget naturligt i stedet for at sidde og sende hinanden små bidder og håbe på, at de andre kan lide det«.

Multikulturel smeltedigel
I deres tidligere projekter har de fire musikere også draget inspiration fra forskellige stilarter og kulturer. På sit debutalbum, ‘Asiatisch’, udforskede Fatima mødet mellem asiatiske og vestlige kulturer, mens Asma og Daniel under tilnavnet Nguzunguzu på deres ‘The Perfect Lullaby’-mixtapes blandede den amerikanske hitliste-r’n’b med populærmusik fra Latinamerika, Vestindien og Afrika.

Den alsidige musik er en naturlig forlængelse af deres multikulturelle opvækst. For mens Fatima er født og opvokset i Kuwait, er J-Cush søn af en iransk mor og amerikansk far og boede i løbet af sin barndom skiftevis i London og New York. Asmas forældre immigrerede til USA fra Indien, og Daniels har en puertoricansk mor og dominikansk far.

På deres selvbetitlede debutalbum har gruppen – selvfølgelig, fristes man til at sige – også inkluderet en række verdensomspændende vokalister fra blandt andet Chicago, New Orleans, London og Jamaica. Future Brown har stået for sangskrivningen og produktionerne, mens vokalisterne har skrevet teksterne og indspillet dem.

Blandt den brogede skare, der inkluderer den progressive r’n’b-sanger Kelela, den spansk-rappende mode-darling Maluca Mala og bop-rapperne Sicko Mobb, var det den lovende Chicago-rapper og sangerinde Tink, der gjorde størst indtryk på Future Brown.

»Hun er fantastisk dygtig til at skrive en sang lynhurtigt og levere sine vokaler fejlfrit i første take«, fortæller Daniel, og J-Cush stemmer hurtigt i: »Vi lavede to sange med hende på fire timer, og det er altså inklusiv den tid, det tog hende at lytte til alle de tracks, vi havde, vælge de to, hun ville rappe over, skrive tekster og indspille«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ingen censur
J-Cush fremhæver også Tinks ærlige, kløgtige og beskrivende tekster, der ligesom Drakes ofte svinger mellem følelsesladede forholdsanalyser og selvsikkert blær. Men det er ikke alle teksterne på deres album, hvis indhold de kan stå inde for.

På nummeret ‘Killing Time’ rapper Johnny May Cash, YB og King Rell om bitches, der skal slås og knaldes, hvilket Fatima ikke billiger, men samtidig heller ikke protesterer imod.

»Hvis du gerne vil arbejde med nogen, bliver du nødt til at lade dem udtrykke deres egen virkelighed. Det ville være for meget ikke bare at prøve at censurere folk, men også at ændre på deres personlighed for at få den til at stemme overens med ens egne holdninger. Siden jeg var barn, har jeg altid ignoreret kvindefjendske tekster i rapmusik. Det har resulteret i, at jeg ignorerer teksterne i al musik«, siger Fatima og griner. »Så jeg lægger aldrig mærke til dem, og de påvirker mig ikke rigtig«.

Daniel er enig: »Vi har ikke tænkt os at fortælle en rapper, at han eller hun ikke må sige for eksempel bitch. Så kan du næsten lige så godt lade være med at lave en rapsang. Det er ikke så vigtigt at være politisk korrekt – det er ikke det, feminisme handler om«.

At Future Brown har valgt at overlade tekster og vokaler til andre skyldes, at det er svært at skrive fælles historier, der kan rumme dem alle fire, men de anser stadig deres musik for dybt personlig. Og ligesom de ikke vil begrænse vokalisterne, sætter de ingen begrænsninger for deres musik.

»Det er et album, vi har lavet til os selv. Vi havde ingen intentioner om at please nogen eller lave et popalbum. Vi er alle meget tålmodige og åbensindede, hvilket gør det nemt at arbejde sammen. Vores køkken er det bedste, og vi disker op med forrygende musik«, fastslår J-Cush stolt.

Future Brown spiller på Apollo onsdag den 1. juli kl. 17.15.

Læs også: Party time: Future Brown og fem andre navne der bringer festen til Roskilde Festival

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af