Beck var stikflammeskarp på Smukfest

Efter næsten et årti siden hans sidste visit på dansk muld var der lagt i forventningernes blussende ovn, da Beck atter engang trådte ind på Bøgescenerne.

Og heldigvis ikke uden grund, skulle det hurtigt vise sig, for med en indledende bredside bestående af ‘Devil’s Haircut’, ‘Loser’ og den funky ’The New Pollution’ var kursen hurtigt lagt mod en regulær hitparade.

Bemandingen på scenen var måske den mest skrællede, der har bakket Beck op i årevis – en lille, hård kernetrup bestående af Joey Waronker, Justin Meldal-Johnsen, Roger Manning Jr. og Jason Falkner. Allesammen tro væbnere for den californiske forvandlingskugle i mindst ét og i de flestes tilfælde nærmere to årtier. Savnet efter det orgiastiske mylder af korpiger, blæsersektioner og sågar dukkeensembler, der tidligere har fyldt live-landskabet bag Beck ud, fortonede sig lynhurtigt, som det efterhånden dæmrede for én, hvilket dynamitbundt af sammensparet spilleglæde, denne lille venneflok udgjorde.

For de kunne vitterligt ikke lade være med at lege på scenen. ‘I Think I’m In Love’ muterede til et kækt cover af Donna Summer-discoklassikeren ‘I Feel Love’, bundfunky electro-kortslutninger af singlen ‘Timebomb’ og ‘Hell Yes’ afløstes af enkelte tænksomme momenter fra Becks mest melankolske perioder, her repræsenteret ved ‘Lost Cause’ og ‘Blue Moon’, mens koncertpladsen nærmest blev sat i brand med en ondskabsfuldt tungtknasende og stikflammeskarp levering af ‘E-pro’.

Setlisten skrævede vidt og bredt i Becks karriere, og vi fik i tilgift en forsmag på hans kommende album, nemlig den spændstige singleforløber ‘Dreams’, som kunne vække mindelser om David Bowie anno ’Let’s Dance’.

Sammenligningerne med the greats fik yderligere ben at gå på, da bandet efter et mere end timelangt og solidt set fordampede. Beck spærrede herefter scenekanten af med polititape og returnerede i en ulastelig, hvid dario-blazer med en gnistrende varmblodet performance af lummerhymnen ‘Debra’ under armen – komplet med lyrik opdateret til Tinder-generationen. Prince burde være gulgrøn af misundelse!

‘Where It’s At’ trumfede til sidst aftenen af med – som titlen proklamerer – eftertrykkeligt at vise hvor skabet skal stå. Sangen blev introduceret med lidt venskabeligt drilleri rettet mod en af Smukfests andre headlinere: »Yeah, do the Lenny Kravitz! We’re gonna do the humpty dance, split our pants!« lød krigsråbet, inden klassikeren først gled over i et regulært disco-medley, der også fungerede som introduktion af bandmedlemmerne og siden ovenikøbet en indfletning af Becks minearbejderfolk-fascination med en mundharmonika-stampende luns af ‘One Foot in the Grave’.

Becks mangeårige romance med Smukfest fik i 2015 hermed endnu et kapitel at gå på – og hvilket ét af slagsen: Legesygt, overskudsagtigt på alle ledder og kanter – og ikke mindst i en liga helt for sig selv.

Ærgrer du dig over, at du missede koncerten? Så grib chancen i morgen mandag, hvor Beck giver en surprise-koncert i København.