Eloq har hikke. Det er noget lort, for på scenen handler alting om rytme. Han ser ud over publikum i Koncerthuset, hvor folk nikker med til musikken. Men de vil have mere. Når han er på, handler det om fornemmelsen for tonerne. Alt andet bliver ligegyldigt, når først bassen blandes med rytmerne.
Når Eloq har hikke, svæver han ikke. Det ville svare til, at hans mor, Søs Fenger, var hæs, når hun skulle ramme de øverste toner i ‘Den jeg elsker, elsker jeg’. Eller til at hans far havde fået et hekseskud, lige før han skulle sidde i sin præcis 135 graders vinkel med celloen.
Når Eloq har hikke ligger beatet ikke, som det kunne. Hans verden hakker. Så Eloq søger sin rytme, fordi han ved, at han skal gå forrest denne februaraften i det tætpakkede Studie 4. Sammen med Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad er han Av Av Av, og de er et af trækplastrene på Sónar-festivalens københavnske flirt. Men de er amputeret. Den ene har madforgiftning og endda en champagnespand med på scenen, hvis brækket pludselig melder sin ankomst. Den anden skal føle en fest, før tempoet kommer. Den tredje er Eloq, og han skal skabe festen, men han hikker. Derfor finder han sine trommestikker frem, stort set samtidig med at hans mor stikker et hvislende pift igennem salen.
Første nummer er snart færdigt. Eloq må finde på noget. Folk nikker stadig, men de ved lige så godt som han, at Av Av Avs musik bygger på bølger. Det skal snart gå stærkt, så ned i tempo, så op igen. Ned, op, ned, op, og derfor skal der knald på nu. Eloq ser ud over publikum. De 300 festglade mennesker kan ikke se hikken. Musikken skal have én over nakken, så publikum kan flyde med. Det er det, han brænder for. Musikken.
Et par dage tidligere går Eloq – eller August Fenger som han hedder herude i det virkelige liv – og jeg en tur i hans hood, Stefansgade-kvarteret på Nørrebro. I årets første forårssolstråler drikker vi to go-kaffe og taler om fodbold til en start. Vi er begge tilfredse med, at PSG slog Chelsea ud af Champions League aftenen før.
»Jeg er vild med Paris, eller nej, jeg er nok bare vild med Zlatan«, siger Eloq og klør sig i sit korttrimmede skæg.
Det er stort set det eneste, der ikke handler om musik, vi når at tale om i de timer, vi hænger ud. For August er musikmenneske helt ind i kernen. Musik er en social ting for ham, og han er ikke bange for at beskrive sin generation som en helt ny retning for musikken.
»Musik lever på nettet, og det gør ens sociale liv jo også mere og mere«, siger han og bunder sin kaffe (jeg er nået til min tredje tår). »På den måde finder de to ting ligesom sammen. Musikken og det sociale. Jeg kunne aldrig finde på at sidde og holde på min musik. Den skal bare ud. Hvad er alternativet? At musikken ligger og samler støv på en computer. Det er der jo ingen grund til, hvis man kan give folk noget, de synes er fedt. Formatet går jeg sgu ikke så meget op i. Om det bliver udgivet helt old school eller bare lagt op på Soundcloud i 24 timer er jo overhovedet ikke vigtigt. Det er musikken, der betyder noget. Jeg bruger også Twitter en del. Her kan du lægge en lydbid ud og få respons fra alle dele af verden. For tiden arbejder jeg med en japansk sangerinde. Vi har fundet hinanden på den måde«.
På besøg hos Skrillex
Nogle måneder efter taler jeg i telefon med Eloq. Han fortæller mig, at han lige er kommet hjem fra Los Angeles, hvor han har samarbejdet med en noget mere kendt sangerinde, Mø.
»At arbejde med Karen er altid fedt. Vi har kendt hinanden i et godt stykke tid nu, så vi hygger helt vildt, når vi ses. Vi har lavet et fedt nummer til min næste udgivelse, som jeg er meget spændt på. Jeg ved ikke, om vores samarbejde har gjort mig mere kendt uden for Danmarks grænser, men det er da klart, at når folk ser sammenhængen, så skaber det en vis interesse«.
Og Eloq er så småt begyndt at kunne mærke interessen i L.A. Han har været derovre et par gange, og senest endte han lidt tilfældigt med at spille sammen med producervennen Hoodboi på Coachella, ligesom han gennem Hoodbois kontakt til selskabet Fool’s Gold kom til at spille til en privatfest hos label-chefen og Kanye Wests tidligere turné-dj, A-Trak.
»Det er ligesom herhjemme. Her er det bare Katos releasefest, jeg ender med at spille til. Derovre er det mine idoler og min verden«, siger han og fortæller, at han derfor regner med at tage tilbage til L.A. i november.
»Sidst jeg var derovre, begyndte jeg at arbejde sammen med en sangerinde, som Skrillex åbenbart godt kan lide, så pludselig var jeg på besøg hos hans pladeselskab OWSLA. Folk var mega søde og sagde, at jeg bare kunne komme igen. De har steder, hvor jeg kan bo, og masser af studier, hvis jeg har brug for det. Man føler sig virkelig velkommen, hvis de synes, man er en fed fyr«.
Den slags netværk har betydet meget for Eloq igennem det meste af hans karriere. Tilbage på vores Nørrebrotur snakker vi netop om det med at være en del af noget.
»Jeg begyndte tidligt at gå op i sydstatshiphop og elektronisk musik. Det miks tændte et eller andet i mig, hver gang jeg hørte det, og jeg begyndte at gennemsøge nettet for kunstnere, der kunne give mig det her kick. Jeg fandt ud af, at Rusty og Hudson Mohawke eksempelvis havde den lyd, jeg kunne lide. Jeg ville gerne være en del af deres fællesskab, og det var ikke umuligt, for generationen af internetmusikere er enormt inkluderende«.
Det er det samme, han kan mærke, når han er i L.A.
»Når jeg har været derovre, er det gået op for mig, at folk, jeg rigtig godt kunne lide i forvejen, også kendte min musik. I dag hører en amerikansk dj en dansk dj med allerstørste selvfølgelighed«, siger Eloq og tænder en smøg.
Kan ikke lave det samme for længe ad gangen
Det var i den grad også et sammenhold, der for alvor satte gang i Eloqs musikalske livsbane, selv om det skilte sig ud fra internettets grænseløse samarbejdsmuligheder.
»På nettet kender man folk ud fra, hvor dygtige de er. I det københavnske musikmiljø kender vi hinanden, fordi vi hele tiden render ind i hinanden. Det var også sådan, Cheff startede. Med masser af byture«.
For de ikke-indviede er Cheff (som udtales chæææf på Eloq’sk) musikkollektivet Cheff Records, der for snart fire år siden vendte op og ned på dansk musik. En flok gadedrenge ville skrive, indspille og producere hele lortet selv, og ansigtet udadtil blev i første omgang Kidd, der var mellemtingen mellem vanvittig og nå, ja, vanvittig i sit flow. Kort efter brød Klumben og TopGunn så igennem, men i musikbranchen mener de fleste at vide, at tovholderen på hele projektet var den dengang 20-årige Eloq.
»Jeg tror, jeg har fået det emblem, fordi jeg kunne finde ud af at tage min telefon, når den ringede«, siger Eloq og stikker ild til sin smøg. »Hvis man skulle have fat på TopGunn eller Kidd, så ringede man til mig, for de to tog aldrig deres telefon«, griner han og suger røg ned i lungerne.
Eloq husker tiden med Cheff som noget skelsættende i sit liv.
»Cheff er jo efterhånden blevet et fænomen. Et ord man bruger. Jeg var i gang med mit elektroniske hiphop, og de andre lavede forskellige ting, men vi kolliderede musikalsk og fandt kemien. En dag lavede Nicholas (Kidd, red.) og jeg en demo, der var helt ad helvede til, men så fandt jeg lyden til ‘Ik lavet penge’, og Nicholas fandt sin stemme. Resten er blevet fortalt tusind gange på tusind forskellige måder, og mange taler endda om os, som noget der var. Sådan ser jeg det ikke. Slet ikke. Jeg dur bare ikke til at være i det samme alt for længe af gangen. Musik skal ud, og det er altid spændende at udvikle sig i nye retninger. Derfor er det ikke farvel til Cheff. For tiden er det bare mere goddag til Av Av Av«.
Av Av Av. Fordi ‘av, av, av, hvor er det fedt’. Vi drejer væk fra Nørrebros grønne områder og går ad Stefansgade ned mod Eloqs lejlighed.
»Mine gåture er aldrig ret lange, for tænk hvis jeg hører en lyd, jeg kan bruge, eller kommer på en tone, jeg må hjem og arbejde med«, siger Eloq og knipser den næsten færdigrøgede cigaret ud i universet. Smøger blev der også røget i bunkevis, da Av Av Av blev til. Det startede med en sommerhustur, hvor DJ Er Du Dum Eller Hvad, Unkwon og Eloq tog af sted med al deres udstyr i bagagerummet.
»Vi havde brug for at holde fri med vores musik. Ikke tænke i projekter, men kun i lyd. Pludselig lød det fedt. Vi burde sende det ud, talte vi om. Så lod vi det ligge og drak os fulde, men næste dag over morgenmaden lå ideen stadig og simrede i vores hoveder. Den ene sommerhustur tog den anden, og til sidst var vi enige om Av Av Av«, siger Eloq og griner.
Bliver ting bare lige til noget, når man er Eloq, eller underspiller du?
»Nej, nej, selvfølgelig kræver det hårdt arbejde. Den senere tid har jeg eksempelvis haft daglige nedture, som jeg kun kunne komme ud af ved at stene. Fjerne mig helt fra musikken, spille på min konsol eller sådan noget. Gå en tur, du ved«.
Hvordan føles en nedtur?
»Jamen, på en uge kan jeg faktisk godt have fem depressioner og fem opture. Det er særligt, hvis jeg begynder at tage mig selv for alvorligt. Jeg kan sidde med min computer og pludselig synes, at musikken ikke fungerer. At mine tracks ikke er gode nok, at jeg ikke rammer niveauet simpelthen. Måske har jeg ikke lige fået den mail om det gig, jeg gerne vil have – ja, jeg mangler i bund og grund et klap på skulderen. Det er der, jeg går en tur og får noget luft. De op- og nedture er først noget, der har ramt mig, efter jeg er blevet så offentlig, som jeg er blevet på det seneste. Det har givet mig et ansvar, som jeg ikke har følt før«.
Måske er det det, nogen kalder at blive voksen.
»Måske. Jeg ved det ikke, men jeg har faktisk talt en del med mine forældre om det. De siger, nå, har det først ramt dig nu. Det oplever alle i branchen da. De har lært mig at styre mine humørkurver bedre. Det tror jeg er vigtigt, så man ikke bliver sådan en eremit, der lukker sig inde og kun laver ting for sin egen skyld. Det vil jeg gerne undgå«.
Droppede skolen for musikken
Eloq stopper op. Han har noget, han virkelig gerne vil sige. Mens en hund galper i fuld fart efter en afgnasket tennisbold, ser han på mig og fortæller så om, hvordan tryghed på mange måder er det vigtigste for ham. De første år af sit liv boede han i Stockholm med sine musikerforældre, Søs Fenger og Henrik Janson. Han husker tiden som legende og sjov, men da forældrene blev skilt, flyttede han med sin mor til Østerbro i København.
Det var ikke en skilsmisse med komplikationer. Faktisk er forældrene stadig gode venner den dag i dag. Det var også igennem sin far, at Eloq begyndte at producere. Han havde spillet trommer i mange år, men fik så lov til at låne farens computer. Kort efter fik han Garageband på sin egen og dykkede endnu mere ned i det. Dengang var han 12-13 år og havde lige opdaget Dr. Oizos album ‘Analog Worms Attack’, som han havde fået af sin fars eller mors pladeselskab (»De gav mig altid alle mulige cd’er«). Det satte for alvor gang i producerdrømmene.
Hans mor og far har altid støttet hans valg. Selv da han droppede ud af 3.g få måneder inden studentereksamen.
»De forstod mig, når jeg sagde, at jeg måtte satse på musikken. Det var en stor tillidserklæring«, siger Eloq, der siden har levet af sin musik, og nævner så pludselig henkastet, at han snart bliver nødt til at komme tilbage til Los Angeles. »Måske flytter jeg derover«.
Det kommer din mor nok ikke til at bryde sig om…
»Mon ikke hun også støtter mig i det valg?« siger han, griner og klapper sig på lommerne for at finde sin lighter. Han skal nu ikke ryge. Bare lade lighteren køre rundt mellem to fingre, mens vi går det sidste stykke ned mod hans opgang. I døren siger vi på gensyn.
»Vi ses lørdag«, siger Eloq og smiler.
Tilbage i DR Koncerthuset om lørdagen har Eloq grebet trommestikkerne, slået sin hikke ud af kroppen og fundet sin rytme. Søs Fenger er ved at revne over i et stille, men stolt smil. Hendes knægt underholder salen med små munterheder mellem numrene og trommeri på det meste af udstyret. Mor er stolt, far er i Sverige, Eloq er snart på vej til L.A. igen, men lige nu handler det om musik.
Sveden driver fra Eloqs trimmede skæg, mens han ser over på sine to musikalske medkumpaner. DJ Er Du Dum Eller Hvad holder en fest. Hans overkrop er løs og svinger ivrigt, mens han drejer på pultens knapper. Unkwon er inde i sin egen boble.
Eloq vender sig mod pulten, bider sig i underlæben i stedet for at knibe sig i armen. Hans to musiksammensvorne har det fedt. Han har det fedt. Det her spiller. Rytmen er der. Det er musik, det er ikke sværere end det. Det skal ud, hvis man har det. Det skal ikke samle støv.
Salen er helt på lydbølgelængde. Publikum går fra stillestående nikkeri til mere bevægelige skuldre. Så kommer hofterne med, og til sidst sætter bassen også folks ben i gang. Musikken har lige været nede, nu bevæger den sig op. Eloqs trommestikker dirigerer det spontant dansende menneskehav. Snart skvulper det over i en kæmpe fest. Av, av, av, hvor det kører for Eloq.
Læs også: Soundcloud lukker Eloqs konto over copyright-stridigheder