Waxahatchee – cool tvillingepars sortrandede magi
Synet af Alison og Katie Crutchfield på en scene sammen er som at se to tektoniske plader falde helt på plads efter århundreders brydsom kamp med elementerne. Der hersker en så indlysende og indfølt, men samtidig påfaldende ikkeforceret kemi de to tvillinger imellem. Noget klikker bare – roligt, men fast – når de står der sammen og begynder at spille.
Katie har langt hår (med kort pandehår), Alison er helt kortklippet. Katie er i kjole, Alison i stramme cowboybukser og tanktop. Begge er de sorte som natten. Sort tøj, sort hår, sorte tatoveringer.
Jeg bilder mig ind, at Alison er ’storesøsteren’ i forholdet. Nok står hun ved siden af Katie på scenen, men i overført forstand står hun lige bag hende med al sin vægt: Katie har det afgørende sangskrivertalent og – ikke mindst – den lyriske gave, der skal til for at nå nogle helt specielle steder hen med musikken. Det ved Alison godt, det accepterer hun. Den poetiske sensibilitet i Katies sange, vokal og udstråling er kombineret med en naturlig sceneautoritet, der er påfaldende hos en 26-årig.
Alison er mere rå, mere udadvendt. Hun smiler skævt, mens hun svinger guitaren eller harmoniserer med sin søster. Katie nøjes med at skele til Alison en tre-fire gange koncerten igennem, som for at sikre sig: ’Er vi på stadig på samme side?’
Kort sagt: Jeg har svært ved at forestille mig et mere cool tvillingesøsterpar i verden lige nu end the Crutchfields fra Birmingham, Alabama. Coolness-faktoren ligger gemt i måden det rå og sensible brydes og konstant befrugter hinanden – foruden den sikkerhed og tryghed, der ligger i at gøre den ting, som de har gjort siden de som 14-årige begyndte at spille Bikini Kill-coversange sammen!
Der er noget genuint rørende ved se Alison støtte op om og iklæde Katies sange nogle toner, farver og kontraster som med telepatiens kraft får dem til at transcendere det efemere.
Waxahatchee live er i store stræk en larmende oplevelse. Når de tre guitarer skærer igennem samtidig rejser en mur af salig støj sig. Indledningssangen ’Under a Rock’ udgjorde en perfekt timet rambuk mod sanserne – som karamelliseret sukker, der knaser sprødt mellem tænderne, men også har en let brændt eftersmag, og hvis varme efterlader tungen med vabler.
Katie Crutchfield kan tilsyneladende kaste de her to-tre minutters lo-fi-knaldperler ud som esser fra ærmet med en selvfølgelighed, der synes medfødt, men sikkert er en hårdt tillært evne. Selv om guitarerne dominerede sættet – sydende, knasende, hvinende og støjende – så bestod det i en vellykket vekselvirkning, hvor de sarte, neddæmpede momenter, såsom en rystende fin ’Bonfire’, ikke hev energien ud af koncerten, men tværtom fungerede som støjens nødvendige modpol. Det er de kontrasterende ladninger, der skaber musikkens magnetiske tiltrækning.
På ’Air’ og ’La Loose’ fra 2015’s fremragende ’Ivy Tripp’ fik vi et diskret, men effektivt skud synths indover. Førstnævnte bevarede et mere muskuløst præg end studieversionen i og med at guitaren tonsede igennem i omkvædet, men sidstnævnte pustede sig op som en stor lyserød tyggegummiboble af charmerende slackerpop.
På ’Less Than’ indgik hele bandet i en nænsom brydekamp, hvor tromme og bas ligesom kørte efter deres eget forhåndsindstillede ur, mens Crutchfield-søstrene som det naturligste i verden malede impressionistiske støjfigurer fra scenens forkant.
Som ekstranumre fik vi tre solosange med Katie, der blandt andet leverede en meget fornem version af Lucinda Williams’ ’Greenville’ (fra roots-rock-mesterværket ’Car Wheels On a Gravel Road’, 1998).
Selv om Crutchfields musikalske opdragelse primært ligger i 90’ernes alternative rock, så er forbindelsen til Williams’ mere rurale autenticitet soleklar. Ikke mindst fordi Crutchfield – også live – fremstår som et af de bedste bud på en aktuel, ung amerikansk sangskriver, hvis profil en dag vil kunne stå mejslet lige så klart på sangskrivningens imaginære Mount Rushmore som Williams’.
Læs anmeldelse: Seks stjerner til Waxahatchees ‘Ivy Tripp’