Med blottet sixpack har det olieglitrende fænomen i den grad taget rollen som sexsymbol på sig. Men på sit tredje album, ‘Wildheart’, giver den koncertaktuelle sanger også modspil til fordommene omkring den sveddryppende r’n’b. Sexsymbolet må aldrig overskygge musikken.
I mødet med Miguel kan det være svært at se forbi amerikanerens lyst til at smide trøjen, stikke tungen ud og lade hænderne løbe ned over sin sveddryppende og skarptskårne overkrop, som han ynder at gøre på scenen. Og selv før du får hørt hans tredje udspil, ‘Wildheart’, bliver du konfronteret med hans smykkeprydede, tatoverede overkrop, veltrimmede fuldskæg og sovekammerøjne på det psykedeliske albumcover.
Så du kan ikke bebrejdes, hvis du forfalder til at afvise ham som en flødebolle fuld af varm luft og uden kunstnerisk indhold. Men 29-årige Miguel Jontel Pimentel beviser i den grad, at han er mere kompleks end som så. ‘Wildheart’ kredser om typiske r’nb’-temaer som animalske impulser og følelser som virilitet, kødelighed og dødsdrift, men lykkedes netop med at give en nuanceret fremstilling af den mandlige seksualitet. Ifølge Miguel kan den nemlig sagtens være dominerende uden at være kvindeundertrykkende, dyrisk uden at være fordummende og sensuel uden at blive slesk.
Det største modbevis til enhver forsimplet machoanklage kommer på nummeret ‘What’s Normal Anyway’, hvor sangeren med de mexicanske og afroamerikanske rødder tager fat på sin egen usikkerhed. »Too proper for the black kids, to black for the Mexicans / Too square to be a hood nigga, what’s normal anyway?«, synger han om sin egen opvækst og følelsen af at være en outsider. Så selv om nummeret ender med en forsimplet selvhjælpsklingende opfordring: »Don’t let them change you, you can’t please them all«, så understreger det hans kompleksitet og nyfundne selvsikkerhed.
Det nye album præsenterer nemlig en kunstner, der lader til at have fundet sig selv og hviler i det billede, der møder ham hver morgen i spejlet. Efter den producerdrevne debut, ‘All I Want Is You’ fra 2010, hvor han i musikindustriens fangarme blev kørt frem som den næste r’n’b-popstjerne, tog han selv mere kontrol på efterfølgeren ‘Kaleidoscope Dream’ to år senere. Men det er først nu med ‘Wildheart’, at han for alvor har fundet modet til at blotlægge sig i sin musik.
Så selv om musikhistorien er fyldt med ligesindede r’n’b- og soulforgængere som D’Angelo, Maxwell og Lenny Kravitz, for hvem kroppen ofte endte med at skygge for det musikalske budskab, så lader Miguel til have knækket koden.
Vi har spurgt Miguel om hans overvejelser omkring at prøve at tegne et mere nuanceret billede af, hvad et sexsymbol kan være i nutidens musiklandskab.
R’n’b og soul har tradition for at være en erotisk ladet genre. Hvad er dit bidrag til den arv?
»Tekstbaseret musik har generelt altid haft en tradition for erotisk tiltrækningskraft, uanset genre. Mit unikke bidrag til den tradition er udforskningen af seksualitetens følelsesmæssige dynamikker«.
Men kan man ikke sige, at sangere fra særligt de to genrer har været ofre for seksualisering? Du har også selv oplevet det. Er du ikke bange for, at din krop står i vejen for din musik?
»Overhovedet ikke. De fleste musikikoner har været sexsymboler på et eller andet plan«.
Apropos sexsymboler så lader din sang ‘What’s Normal Anyway’ til at være et nøglenummer på din nye plade. Oplever du ofte, at du og din musik bliver reduceret til begrænsende beskrivelser?
»Jeg synes, at folk antager mange ting om mig og min musik baseret på min hudfarve frem for bare at lytte til musikken«.
‘Wildheart’ er blevet rost for dets nuancerede fremstilling af mandlig seksualitet. Var det vigtigt for dig at skabe et mere nuanceret mandligt narrativ?
»‘Wildheart’ er blevet rost – og kritiseret – for mange ting, men overordnet set, var det vigtigt for mig at skabe et album, som gav et helhedsindtryk af mit perspektiv og min energi som person«.
Det er stadig kun halvdelen af fortællingen. I mange af dine sange lader du til at have en fiktiv kvindelig samtalepartner. Tager du nogen forbehold for at undgå unødig objektivering af kvinder?
»Jeg tilslører mange af mine idealer omkring livet og mine aspirationer, hvad angår kærlighed og lyst«.
Nu hvor vi taler om kroppen – har du overvejet, hvordan du omsætter den seksuelle energi fra dine album til dine koncerter?
»Jeg er et produkt af musikken, på samme måde som musikken er et produkt af mig. Min fortolkning af følelsen i musikken har ikke brug for at blive intellektualiseret, den skal bare mærkes«.
Med ‘Wildheart’ er du vendt tilbage til din barndomsby, Los Angeles. Hvordan påvirkede byen processen omkring albummet?
»Energien fra Los Angeles, som jeg er født og opvokset i, fungerede som en kulisse for hele albummet, fordi jeg bærer byens energi i mig. Det er en del af den, jeg er«.
L.A. har historisk set haft en stærk rockscene med navne som Metallica og Red Hot Chili Peppers. ‘Wildheart’ er mere rocket end dine tidligere album. Er det indbegrebet af ‘Miguel-lyden’?
»I min barndom lyttede jeg til virkelig meget rock’n’roll fra Los Angeles, så jeg går ud fra, at det underbevidst altid har været en del af mig. Hvad angår ‘Miguel-lyden’, så må vi vel vente og se, hvad der sker«.
Miguel spiller i Falconer Salen den 29. september.
Læs også: Miguel og 14 andre navne, Roskilde Festival skal booke til Orange Scene