Lowers forsanger Adrian Alexander: Her er soundtracket til mit liv

Fra hiphop over 60’er-rock til svensk folkemusik. Alsidigheden er evident hos det ep-aktuelle rockbands sanger Adrian Alexander.
Lowers forsanger Adrian Alexander: Her er soundtracket til mit liv
Lower. Adrian Alexander står nummer to fra højre.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det første album, der betød noget
The Doors ‘The Doors’ (1967)

»Jeg var på ferie med mine forældre i Spanien, da jeg gik i 9. klasse. Og jeg kan huske, at vi havde det album på bånd, som vi hørte i bilen. Der er sådan en ørkenagtig stemning over musikken, som var vildt stemningsfuldt, da vi kørte igennem det tørre bjerglandskab i Andalusien. Jeg blev enormt fascineret af de langstrakte numre som ‘The End’ og hele instrumentaldelen i ‘Light My Fire’«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fik mig til at ville være musiker
David Bowie ‘The Singles Collection’ (1993)

»Jeg sad i mine forældres sommerhus og hørte den plade, og sangene greb mig virkelig. Før det havde jeg hørt Spice Girls og Backstreet Boys – det gjorde man jo bare. Jeg tænkte ikke bevidst, at nu vil jeg spille musik. Det tror jeg, de færreste gør, men at sidde og lytte til et nummer som ‘Space Oddity’ var helt magisk. Og så er han jo en spændende person. Jeg kan huske, at jeg først troede, Bowie var en kvinde«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mit teenagesoundtrack
Wu-Tang Clan ‘Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ (1993)

»Fra jeg var 12, til jeg blev 19, hørte jeg primært hiphop. Og Wu-Tang var sindssygt sejt og cool. Hele historien omkring medlemmerne – og det univers, de skabte, var jo nærmest et samuraiunivers. Det virkede underligt udadtil, men lod til at give totalt meget mening for dem selv. Et indforstået univers man blev inviteret til at tage del i, og når man havde hørt det tilpas mange gange, var man helt med på noderne«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et musikalske vendepunkt
Oasis ‘Definitely Maybe’ (1994)

»Her fik jeg øjnene og ørerne op for den bedste rock, der findes. De var så ultimativt et rockband, som kørte stilen helt ud. Det er stor rock på alle områder, og jeg ved sgu ikke, om der har været et rockband i samme skala siden. De var også lidt komiske og ekstreme i det der med, at de følte, de nærmest var Guds børn. Den over the top-attitude charmerede mig«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ville ønske, jeg havde lavet
Roxy Music ‘Flesh and Blood’ (1980)

»Det er først og fremmest et skidegodt album. Deres første ting var meget eksperimenterende og bestemt også rigtigt fede. Dem elsker jeg også. Men da de havde været igennem den fase, nåede de et punkt, hvor Bryan Ferry virkelig havde skærpet sit udtryk så meget, at hver sang både er enormt velskrevet og står knivskarpt. Det fungerer bare vildt godt«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Minder mig om mit barndomshjem
Cornelis Vreeswijk ‘Cornelis Live’ (1972)

»Her er jeg virkelig tilbage i barndommens land. Han er helt genial, og der er ikke meget skandinavisk musik, som har målt sig med hans. Og slet ikke inden for den genre (primært singer/songwriter og folk, red.), han begik sig i. Det er enormt smukke sange og meget ekspressivt. Man mærker, at det er en skarp hjerne, som står bag. Der er en underspillet ironi i hans sange, som man også finder i Bob Dylans musik«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Festede til som teenager
Dr. Dre ‘2001’ (1999)

»Hvor ‘36 Chambers’ var en meget sofistikeret plade, var denne her mere en ultimativ hiphop-plade med gennemført west coast-lyd, stort tøj, weed og den livsstil. Vi havde en ungdomsklub, hvor vi sneg os udenfor i ly af mørket og drak stærk øl ved aftenstid, da vi var 13 år gamle. Og så gik vi tilbage i kælderen og festede videre, og der var Dr. Dre fast inventar på anlægget«.

Læs anmeldelse: Lower ‘I’m a Lazy Son… But I’m the Only Son’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af