Danske Lower har nok indebrændte følelser til at jævne en betonboligblok med jorden
Lowers nye ep vil måske forbløffe visse lyttere, der ikke har fulgt københavnerbandets udvikling tæt de sidste par år – og i særdeleshed, hvis man har misset sidste års debutalbum ‘Seek Warmer Climes’.
For helt bortslebet og væk er næsten bandets tidligere ellers så centrale vredladenhed og punk-tilbøjeligheder. Tilbage står et ep-udspil, som nærmest kunne lyde som tidlig The Cure, hvis de altså, fremfor håbløse romantikere, i stedet var en flok fnysende, passiv/aggressive unge mænd med evigt knyttede næver og nok indebrændte følelser til at jævne en betonboligblok med jorden.
Ep’en repræsenterer med andre ord en forlængelse af en igangværende udvikling i både produktion og bandets lyd overall. Blandt andet står forsanger Adrian Toubro både klarere og skarpere i lydbilledet end nogensinde – og han synger faktisk også helt objektivt bedre, hands down.
Læg dertil, at bas og trommer oftere står helt nøgne, skrællet for pedaler og andet lyd-lir. Det giver et overordnet indtryk af et band, der har formået at bibeholde deres knugende intensitet, men har omsat den til et mere sofistikeret, nærmest asketisk sprog.
Ep’en er et spændende bekendtskab, men også ét, der ikke er helt pletfrit. Det er som om, at hamskiftet måske stadig ikke helt er komplet – eller, at der i hvert fald fortsat er en smule overskydende vokseværk involveret i processen. De vrantne moltoner får således aldrig rigtigt vinger på de to første numre ‘At the Endless Party’ og ‘Keep Me In Mind’. Men på ‘The Rack’, titelnummeret og måske i særdeleshed den helt eminente, smukke lukker ‘Nasty Business’, som med masser af atmosfærisk rumklang, blæsere og piano er bandets måske mest eventyrlystne stund til dato, fungerer Lowers nye vision som den skal. De leverer stadig et velgørende drag over nakken, men det er langt mere raffineret end nogensinde.
Kort sagt:
Danskernes nye ep er ikke pletfri, men repræsenterer dog en spændende udvikling. Bandets aggressive punk-ham er næsten til fulde smidt til fordel for et mere sofistikeret og nøgent udtryk, men den knugende intensitet er intakt. Især ep’ens sidste tre numre imponerer – særligt den helt eminente, smukke lukker ‘Nasty Business’, som med masser af atmosfærisk rumklang, blæsere og piano er bandets måske mest eventyrlystne stund til dato.