Janet Jackson genfinder formen på seriøst comeback-album
MTV-superstjerne-tidsalderen fungerede efter nogle helt andre parametre end nutidens fragmenterende, nicheopdelte popscene. Salgstallene var massive, eksponeringen af nogle eksklusivt guldrandede superstjerner altgennemtrængende og albummarkedsføringen med seks-syv singler, der drypvist blev frigivet med op til to års mellemrum, gjorde at man kunne malke den velnærede ko for al dens mælk. Der var ikke noget behov for at tænke i segment og målgruppe, for alle var potentielt med på en lytter.
Med sit 18 sange lange nye opus (det første i syv år) med en spilletid på nærved 70 minutter, demonstrerer Janet Jackson, at hun er et sandt barn af denne popmusikkens ’guldalder’, hvor en stjerne med selvrespekt var optaget af at udnytte compact disc-formatets muligheder til det yderste. Alle Janets store album består af 18-20 sange presset sammen på album med nogle løst gennemgående temaer, der danner en ikke tvingende ramme om musikken.
Det er også ambitionen på ’Unbreakable’ – en titel, der giver lidt uheldige mindelser om brormands past-his-prime-studiealbum ’Invincible’ fra 2001 – der (gudskelov) gør op med den sexfiksering som Janet dyrkede i 00’erne. Indimellem har det virket som om, at nipplegate-miseren ved Super Bowl 2003 har været med til at fastholde hende i den samme rille snarere end fungeret som et korrektiv.
’Unbreakable’, derimod, beskæftiger sig med tro, skæbne, privatliv, familie og tab samt kærlighed, tosomhed og loyalitet, og når Janet endelig berører sex (som på førstesinglen ’No Sleep’) synger hun om længslen efter kødets lyster (sangens protagonist befinder sig i et langdistanceforhold).
Det er i det hele taget et album, der tager sig selv seriøst fra start til slut. Det er Janets intime late night-opkald til en god ven – i skikkelse af hendes fans. En generøs gestus, der måske ikke byder på lige så storslåede enkeltøjeblikke som hendes mesterlige album fra 80’erne og 90’erne, men dog er drevet frem af en tilsvarende modtagelighed over for kunstens muse.
Janets stemme har mistet en del af den sødmefulde elegance i især nedre- og mellemregister, som tidligere kendetegnede hende, og det gør hendes vokalarbejde mere enstrenget end tidligere. Men selv om brugen af autotune indimellem skæmmer (den trap-inspirerede ’Damn Baby’), så er hun mestendels dækket godt ind af nogle fine produktioner og vokal-backing tracks, der skaber en fornemmelse for den spontanitet og glæde, som hendes ’nøgne’ stemme har svært ved at formidle (særlig fornemt på seen it all-hymnen ’Well Travelled’). Til gengæld har hendes stemme vundet en malmfuld dybde, der for eksempel klæder den folkinspirerede ballade ’Lessons Learned’.
Der er svipsere på ’Unbreakable’ (såsom den gumpetunge ’Take Me Away’ med overstyret guitarsolo og EDM-light-hymnen ’Shoulda Known Better’), men der er samtidig nok fine momenter til, at den samlede spilletid giver mening.
De allerede frigivne ’No Sleep’, ’Unbreakable’ og ’Burnitup!’ er forholdsvis retningsgivende for albummet som helhed. Det pendulerer mellem slow jams og funk- og til tider EDM-inspirerede uptempo-numre med et udpræget nutids-sheen, der er med til at forankre albummet i en god vekselvirkning mellem det eftertænksomme og glædespredende.
’Broken Hearts’ binder begge sider af albummets temperamenter overbevisende sammen. Det brudte hjerte (sangen er efter alt at dømme om tabet af Michael) smelter sammen og heles i sangens feststemte konklusion (»see you in the next life«). Mark Ronson ville have været stolt af Stevie Wonder- og Smokey Robinson-hyldesten ’Gonna Be Alright’, der slutter albummet af som var der tale om en fest-til-døden, inden vi sendes ind i soveland med en J. Cole-løs reprise af ’No Sleep’.
Janet genopliver ikke sin superstjernefortid med ’Unbreakable’, men hun har i stedet opnået at kreere et nutidsrelevant voksen-r’n’b-statement, der åbner døren ind til en frodig fremtid.
Kort sagt:
Janet Jacksons comeback er et velkomment skifte væk fra den sexfikserede r’n’b, der optog hende i 00’erne og fik hende til at virke lidt desperat. På ’Unbreakable’ genfinder hun formen med et inspireret og seriøst album, der veksler mellem slow jams, funk og EDM-inspirerede øjeblikke og tackler emner som kærlighed, familie og loyalitet. Resultatet er et langtidsholdbart voksen-r’n’b-statement, der klæder hende.
Læs også: Janet Jackson og 14 andre navne, Roskilde Festival skal booke til Orange Scene