Bartender: »Hvad laver I?«
Niels: »Vi sidder lige og bliver interviewet, hvis det er okay«.
Bartender: »Ja ja, selvfølgelig er det okay. Hvorfor bliver I interviewet? Hvem er I?«
»De er kendte. De er med i et band«, forsøger jeg.
Bartender: »Nå ja, okay. Jeg har ikke noget tv, så jeg ved ikke noget om den slags«.
Alle griner.
Niels: »Det er jeg vild med. Det er fedt«.
Anden bartender: »Jeg ved sgu da godt, hvem I er. I er Drengene fra Angora, ikke?«
Alle griner igen.
Scenen for denne, indrømmet noget bodegaprægede samtale er heldigvis netop en bodega. Vi sidder på Enghave Kro, en smukt brun og lav bygning lige på udkanten af Vesterbro, hvor togene begynder at få fart på, efter de har forladt Københavns Hovedbanegård med retning mod Valby og videre væk.
The Minds of 99’s øvelokale ligger i en gammel, ombygget bunker blot få meter herfra, så kroen kan opfattes som en slags hjemmebane. Det var i hvert fald her, forsanger Niels Brandt, keyboardspiller Jacob Bech-Hansen og trommeslager Louis Clausen syntes, at vi skulle mødes. Vi drikker øl. Det er elefanter, og vi får snaps som sidevogn.
Jeg har interviewet The Minds of 99 før. Det var for omkring et år siden, da de udgav deres debutalbum. Dengang snakkede jeg med hele bandet, og det var nærmest lidt overvældende, hvor tætte de seks bandmedlemmer syntes at være. Niels talte endda om, at det nogle gange føltes, som om de hver især kunne mærke, hvad de andre ville synes om en given sang eller idé, allerede inden de havde snakket om det. Bandnavnet var velvalgt, mente han, for nok er de seks medlemmer, men de fungerer som en underlig enhed med en fælles bevidsthed.
Selv om der kun er gået godt et år, er bandet blevet et helt andet siden dengang, i hvert fald hvad angår status på den danske musikscene. De er blevet et større, alment kendt navn og lever ikke blot af hypen fra deres første hårdtslående hit, ‘Det er Knud som er død’. Tværtimod har deres melodiske slagsange skabt fællessang blandt publikum landet over, blandt andet foran Orange Scene på årets Roskilde Festival. Og nu er de allerede klar til at tage næste skridt med deres nye album, ‘Liber’.
Men det er set udefra. Spørgsmålet er, om The Minds of 99 har ændret sig med successen. Om de stadig er lige så tætte. Det er det, vi sidder her for at undersøge.
Hvordan går det?
Louis: »Det går godt. Vi har lige lavet vores nye plade færdig, og det er ret utroligt, for det er jo ikke særlig længe siden, den første kom. På en eller anden måde var der en fin tråd i, at den skulle komme nu, fordi det lidt bliver en forlængelse.
Nogle af sangene var allerede i spil på den første plade, men dengang var de ikke klar. Det er, som om vi ikke var færdige med det, vi var i gang med på den første plade, som om vi er blevet drevet af en helvedesild«.
Jacob: »Nogle gange skal brudstykker af sange gære lidt, før de finder deres krop, og der var flere af dem, som altså ikke var helt klar sidst, men som nu er blevet det«.
Niels: »Nogle gange er fisken for lille, ikke? Så må man lige sætte den ud, inden man fanger den igen«.
Louis: »Fordi vi er så meget sammen, er der tid til at skabe nogle ting. Forstår du, hvad jeg mener? Hvis man går ned i studiet fra fire til otte, og det skal opstå i det rum, så giver man ikke sig selv særligt gode muligheder. Det er det der med ‘Liber’, den frie. Man skal være fri til at skabe noget. At arbejde hårdt handler også om at skabe tid«.
Har det handlet om at opretholde et momentum?
Louis: »Når man snakker om momentum, er det, som om det for folk altid har forbindelse med popularitet. Altså at det er i populariteten, man har momentum. Vores momentum ligger i, at vi havde lavet en plade, og at vi så holdt fast i at være i den proces eller zone, som vi havde lavet den i. Det handlede mere om at holde fast i den energi, der var i bandet, ikke nødvendigvis om det pres, der kommer fra andres forventninger«.
Hvordan har jeres indbyrdes forhold ændret sig, siden I brød igennem?
Jacob: »Vi hænger mere ud, end vi nogensinde før har gjort. Vi er blevet mere sammentømret, både socialt og professionelt. Også i forhold til at vide, hvornår vi er kolleger, og hvornår vi er venner. Det har vi skullet lære«.
Niels: »Før havde vi jo ikke så meget at tænke på. Nu er der interview, award-shows, alle mulige ting. Engang havde vi bare en plade, der skulle laves, men denne gang har der været så meget mere«.
Louis: »Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ville have været meget svært at lave den her plade i det tempo med venskabet i behold, hvis det ikke var, fordi vi nærmest er blevet endnu tættere. Venskab er mange ting, det er ikke altid sjovt. Det er medgang og modgang. Men det er lige netop her, venskabet har været allermest væsentligt. At du kan geare en motor så hårdt, som vores har været det seneste år, kræver noget særligt. Noget sammenhold. Det kræver ro i maven. At alle kan sige, okay, det er fandeme det her, vi gør«.
Har jeres forhold så været under pres?
Jacob: »Selvfølgelig har det det. At få at vide at du skal åbne Orange, ikke engang halvvejs inde i skabelsen af dit andet album, er ret vildt. Men jeg synes, at vores reaktion på det har vist, at vi er der for hinanden«.
Niels: »Lige efter vi fik det at vide, blev jeg konfronteret med tanken om, at vi skulle åbne Orange fire gange om dagen. Folk kiggede mig lige ind i øjnene og sagde, at det havde vi også fortjent, men de kiggede også sådan lidt, som om de havde tænkt på, om man nu også havde fortjent det«.
De griner alle tre.
Niels: »Men så har vi kunnet hjælpe hinanden. Ved at tale sammen og give ro i stedet for at lade det køre op i en spids, som det nok kunne være sket i andre sociale konstruktioner. Hver gang vi har set hinanden, har jeg fået ro i maven«.
Men faren er vel, at man kan blive endnu mere nervøs, når man mødes, fordi man der bliver konfronteret med de andres nervøsitet?
Niels: »Jeg tror mere, at når vi har været sammen, så har vi set det fra en anden vinkel. Så har det været noget, man har glædet sig til, fordi de andre glædede sig«.
Jacob: »Det handler om at stole på hinanden. Helt dertil, at hvis man tabte bukserne på Orange, så var der en af de andre, der hev dem op for en igen og spændte bæltet«.
Louis: »Vi har haft noia på over alt det, vi har skullet, men vi har også kunnet bruge hinanden i forhold til den noia. Nu kan jeg kun tale for mig selv her…«
Niels læner sig ind over diktafonen: »Det er Louis, der snakker«.
Louis: »Men det har været den perfekte kombination, fordi der så bliver plads til at opleve det. Og føle det. Vi har kunnet opleve presset, men også følelsen af, at det bliver lettet. Nærmest som når man går til eksamen og puster ud, når man er færdig«.
Bartender: »Så er det sidste udskænkning. Jeg lukker klokken ti«.
Niels: »Neeej, er det rigtigt? Så skal vi nok lige have en øl mere, tror jeg«.
Louis: »På denne plade kan man høre, hvilket år vi har haft. For når du er kommet op på den store scene og ser, hvad det er for en verden, så ser du også nogle nye musikalske veje, og at dit udtryk derfra kan bære nogle andre musikalske valg. Der er forskel på at spille på en støvet klub, hvor Niels crowdsurfer og falder på gulvet, hvor folk har stået og pisset, og så at stille sig op og se ud over et publikum, man ikke kan se enden på. Musikken spejler sig i den verden, den skal leveres ud i«.
Hvordan er musikken så anderledes?
Louis: »Det er, som om nogen har holdt et forstørrelsesglas hen over det, der var der før. Det, der var elektronisk, er blevet forstørret. Det, der var punket, er blevet forstørret. Det, der var poppet, er blevet mere poppet«.
Og dynamikken jer imellem. Hvordan er den anderledes i dag i forhold til sidste år?
Niels: »Selvfølgelig har vi rykket os, selvfølgelig er vi andre mennesker. Det er løgn at sige, at man er det samme menneske«.
Det er i hvert fald svært at tro på.
Niels: »Det er også noget bullshit at sige. Men hvordan vi er anderledes, det er svært at sige. Vi er blevet bedre venner. Det er blevet mere et team, selv om det også var det før. Venskabet er blevet mere ekstremt«.
Jacob: »Vi er blevet bedre til at give slip på os selv i situationer, hvor vi for eksempel er uenige. Hvor vi måske før i tiden havde større egoer og personlige ambitioner, så er vi blevet bedre til at give slip på egoet og fokusere på sangen og på bandet. Vi er alle sammen blevet bedre til at give sangen den plads og tid, den skal have, før vi tager stilling til, om den overhovedet er os«.
Louis: »Jeg tror også, der har været færre konfrontationer på den her plade end på den første. Minds er et orkester med seks individer, men alligevel er det en sammensmeltet klump. Hvor mange bands kan du nævne, der kan stille et hold på fire, som spiller sammen, og så to udskiftere, der kan hoppe ind midt i det hele? Nogle gange er det sådan, det foregår. Så griber du guitaren eller bassen og spiller et eller andet killer hook«.
Niels læner sig endnu engang ind over diktafonen: »Det var Niels, han pegede på«.
Louis: »Og så er der en anden idiot, som normalt ikke spiller trommer, men som så sætter sig og spiller trommer«.
Jacob læner sig ind over diktafonen: »Jeg spiller faktisk meget godt trommer. Og det var Jacob, der talte her«.
Alle griner.
Jeg tror bare, jeg kører udskriften af det her interview.
Louis: »Pointen er, at så er der noget, der er cooking. Det er en fucking heksekedel, når det kører«.
Hvorfor har I kaldt jeres nye album ‘Liber’? Hvorfor fokus på frihed?
Louis: »Frihed er noget, der optager os alle. Vi har ofte talt om, at det, der følger med succes, altså at man skal spille store koncerter, og tempoet bliver skruet op, er det frihed? Føler man sig fanget af, at man skal levere? Det optager os, om man er fri eller ej. Om man gør sig selv fri, eller om man jagter noget forkert«.
Niels: »Der er mange af sangene, som indeholder tanker om, hvorvidt man har en fri vilje eller ej. Er man fri? Hvad er det at være menneske?«
Jacob: »The Matrix has you«.
Hvad fandt I så ud af?
Niels: »Vi fandt ikke ud af en skid. Der er ingen konklusion. Men det er blevet et frit album på den måde, at vi har lavet det album, vi kunne. Det er frit for andres forventninger, frit for Facebook-feed, Snapchat, Instagram«.
Jacob: »Det er en håbløst umoderne plade, vi har lavet. Og det er perfekt«.
Louis: »Kæft en god øl. Den smager fucking godt. Elefanten, mand!«
Læs anmeldelse: The Minds of 99 ‘Liber’