Kurt Cobain-demoalbum er umådeligt anstrengende at lytte til – selv som Nirvana-fan
I forbindelse med filmen ‘Montage of Heck’ udtalte instruktør Brett Morgan, at et soloalbum bestående af Kurt Cobains private demoer ville se dagens lys, og resultatet ligger nu klar til udforskning i form af denne samling ‘home recordings’.
Forventningerne har penduleret mellem skepsis og nysgerrighed, for med tanke på den sprudlende, men også kaotiske kreativitet, der præger bogen ‘Kurt Cobain Journals’, var en tilsvarende oplevelse nok i vente.
Det viser sig netop at være tilfældet. Albummet bærer i sin skitseagtige lo-fi-æstetik mindelser om en af Cobains musikalske helte, kultikonet Daniel Johnston, hvis første udgivelser ligeledes var kassettebåndsoptagelser med fejl, fjollerier og summende støj. Cobain laver nærmest en parodi på Johnston i ‘Beans’.
Det er spændende at få indblik i Nirvana-sange på præmature stadier: Det drejer sig blandt andet om ‘Been a Son’, ‘Sappy’ og ‘Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle’, men hovedparten af albummet kan bedst rubriceres som inferiørt fyld.
Cobains monologbidder implementeres på fascinerende, intim og vellykket vis i filmen, fordi de akkompagneres visuelt, men her står de alene, og det kan udgivelsen ikke bære – slet ikke på en spilletid på over 70 minutter.
Bevares, man kan da godt begræde, at antrækkene til interessante ideer i den folkede ‘The Happy Guitar’ og ‘Letters to Frances’ ikke blev videreudviklet, men det bliver simpelthen for infantilt, når Cobain laver stemmer og eksperimenterer med båndoptagerens hastighed på ‘1988 Capitol Lake Jam Commercial’ og lydcollagen ‘Montage of Kurt’. Ligeledes stiller ‘Rehash’ og ‘You Can’t Change Me (Burn My Britches)’ store krav til ens tålmodighed.
Man kunne godt have nogle grådige pladeselskabsmænd mistænkt for at skumme fløden ovenpå succesen med ‘Montage of Heck’-filmen, men disse hjemmeoptagelser er på den anden side så anti-kommercielle og kompromisløse som afsenderen var det i sin punkfilosofi.
Albummet er et ufiltreret blik ind i et kreativt sind, fuld af legesyge, fortællelyst og spilleglæde, hvor alskens ideer og udtryksformer prøves af. Men det er også umådeligt anstrengende at lægge øre til – selv som Nirvana-fan.
Kort sagt:
Demo-opsamlingen er et ufiltreret blik ind i et kreativt sind, fuld af legesyge og spilleglæde, men hovedparten er inferiørt fyld, som sætter tålmodigheden på prøve. De ufærdige sangskitser og skramlede collager henvender sig kun til hardcore fans. Se filmen i stedet for!