Der er noget forstyrret over 34-årige Joshua Tillmans musik. Særligt efter at han er blevet til Father John Misty. Det blev krystalliseret i november sidste år, da han i sin nu nærmest legendariske Letterman-optræden præsenterede dåselatter i den storladne ballade ‘Bored in the USA’ og på den måde understregede sig selv som oprigtigheden i en distanceret verden.
Han går sjældent af vejen for at ytre sig om verden. Hans Instragram-profil holder et spejl op foran det narcissistiske medie, som når han poster en tilfældig person i gang med at tage en selfie med ordene: Min hjerne siger, at det er kliché, men mit hjerte siger, at jeg fundamentalt er unik. Tidligere på året drillede han Ryan Adams efter Taylor Swift-coveralbummet, pegede fingre af streamingtjenesterne og revsede reklamebranchen og kunstverdenen på nummeret ‘The Memo’.
Helt så klar i spyttet var han ikke, da vi forsøgte at samle op på året, for selvfølgelig er Tillman for skarp til at gide spille sin påtagede rolle som samfundskritiker på kommando.
Føles dit album, ‘I Love You, Honeybear’, som dit gennembrud?
»Hvad er et gennembrud? Det aner jeg ikke. Hvad skal jeg sige? Jeg går ikke op i, hvilket år eller hvilken dag det er. Jeg går i op at lave musik. Bagefter er jeg træt. At lave et album er at tømme sig selv«.
Hvad har været dit musikalske højdepunkt i år?
»Mine koncerter. Jeg har været på farten i lang tid, og noget, jeg husker tydeligt, var den modtagelse, jeg fik på Roskilde Festival. Folk var interesserede i at lytte. Det var et dejligt øjeblik, selv om det nu er meget få øjeblikke, hvor jeg tænker, at det her vil jeg huske. Men alright, da jeg blev færdig med ‘I Love You, Honeybear’, fik jeg nu alligevel en underlig følelse i kroppen. Det album toppede på en eller anden måde alt, jeg havde oplevet indtil da. At blive færdig med et album er det største, fordi du næsten ikke kan hænge sammen, men alligevel føler dig fri. Du har lavet så mange kompromisser, men har alligevel kæmpet for din musikalske ret«.
Kampen for lige vilkår for kvinder i musik har igen fyldt i mediebilledet. Hvordan forholder du dig til problematikken?
»Jeg er træt af fokuseringen på køn. Mænd er afhængige af kvinder, og kvinder er afhængige mænd. Vi kan bruge hinanden, og derfor er den entydige fokusering på køn uinteressant, fordi det kun er kvinder, der fokuserer på den. Alle burde kunne fokusere på deres eget og andres køn, og derfor er der ingen grund til, at ikke også mænd taler om kvinderettigheder. Hvis vi gav hinanden lidt mere plads, ville vi formentlig løse mange problemer. Musik er et eminent sted at give plads til, at man lytter til hinanden. Det er alt, hvad musik handler om faktisk. Mænd kan lytte til kvinder uden at tænke på, at det er kvinder, de lytter til, og vice versa. De fleste af mine yndlingsmusikere er kvinder. Fiona Apple, Joni Mitchell, Björk, Erykah Badu, Nina Simone. Det er de ikke, fordi de er kvinder, men fordi de er forbandet gode musikere. Kan man transcendere denne tanke ud til andre grene af samfundet, vil køn komme til at fylde mindre, og så vil vi være nået langt«.
Politik fyldte en del i år, især i hiphop, hvor særligt efterspillet til Ferguson var en katalysator. Du skriver også selv samfundsrevsende tekster. Burde der være mere politisk musik?
»Nej, for jo mere du anskuer nutidens politik, jo mere åndssvag virker verden«.
Hvad mener du om Kanye West og hans annoncering af, at han stiller op til præsidentvalget i 2020?
»Jeg tænker ikke på præsidentembedet. Det er efterhånden en irrelevant institution i vores samfund. Magten ligger ikke længere i Washington. Den ligger spredt ud over resten af verden. Se på, hvordan vi forbruger ressourcer. Hvad kan politikere gøre ved det? Intet, for det er alligevel verdens førende virksomheder, der bestemmer. I forhold til dem er politikere legemliggjorte vittigheder«.
Hvad mener du om musikeres brug af sociale medier til at kommunikere med deres fans?
»Sociale medier er forgiftet med dumme holdninger og ideer. De giver folk en grund til at hænge sig selv«.
2015 var året, hvor The Weeknd og Fetty Wap indtog hitlisterne. Er r’n’b og hiphop det nye popmusik?
»Det har det været i mange år, men jeg er ligeglad med hitlister, for de er ikke et resultat af, at folks smag har flyttet sig, men af at musikerne har rykket sig. Hitlister kan ikke påvirkes. Intet ukonventionelt kan nogensinde komme på en hitliste. Alt er mainstream sådan et sted, men mainstreamen finder så noget musik, der kan blive kaldt ukonventionelt, for at folk kan føle sig specielle. Der er intet ukonventionelt ved The Weeknd. Han har lavet ændringer, som han blev nødt til at lave for at passe ind i den mainstream. Mainstreamen vil aldrig ændre sig for at møde en musiker på halvvejen. Aldrig«.
Hvad tænker du om streaming som fremtidens måde at høre musik på?
»Det er bare sådan, det er. Jeg er ikke nostalgisk omkring sådan noget, for hvis folk vil høre musik på den måde, så må os, der lever af musik, rette ind efter det. Alt andet vil være idiotisk«.
Father John Misty spiller på Train den 27. maj og i Falconer Salen 28. og 29. maj.
Læs også: Årets bedste: Anyas favoritter indenfor musik, film og tv-serier