Autopilot: ‘This Is Acting’ blæser Sias kendetegn op i XXL-størrelse

Titlen på Sias nye album, efterfølgeren til hendes hitlistetopper ’1000 Forms of Fear’, siger sådan set det meste. Den – og hele den tilknyttede promotion på vegne af albummet – spiller på værkets karakter af ’meta’-værk. Det er nemlig ikke i streng forstand hendes egne sange, da de ikke oprindelig var tiltænkt hende selv.

Man kan selvfølgelig indvende, at det ikke gør den store forskel, for forventer vi andet af en popkunstner end at han/hun spiller en rolle? Og ville det være mere eller mindre autentisk at høre Adele synge ’Alive’ eller Rihanna synge ’Cheap Thrills’?

På den ene side er der noget forfriskende over at markedsføre et album med sange som andre (og større) stjerner ikke ønskede at bruge, på den anden side er der noget udpræget ’humblebrag’ over det, for klientlisten siger selvfølgelig noget om den 40-årige australiers status som leverandør af hits.

Produktionerne er ikke voldsomt interessante, men bærer et ekko af alt fra EDM parret med hiphop-hårde beats (’Move Your Body’) til reggae-influeret dancepop med Major Lazer-aner (’Cheap Thrills’), men først som sidst bærer de Sias eget aftryk: Lettere molstemte vers om hvor hård tilværelsen er, når man er en afvist outsider, for så at eksplodere i arenapop-omkvæd, der kalder på vindmaskiner med orkanstyrke. Omkvædene bruger nogle oplagte metaforer til at indgyde lytteren med det samme budskab: ’Tro på dig selv, du er en stjerne (eller, i hvert fald, god nok)’.

Sia kan levere den slags formsikre sange i søvne og hun er ferm til det. Måske lidt for ferm?

For hvis der er noget, der kendetegner ’This is Acting’, så er det, at Sia ikke rigtig bevæger sig uden for sin komfortzone, men i stedet satser pengene på at blæse sine kendetegn op i XXL-størrelse. Det bliver i længden trættende, ikke mindst på albummets anden halvdel, hvor de bombastiske omkvæd står i kø (’Broken Glass’ er Sia på automatpilot).

Der er ingen ’Chandelier’ på ’This is Acting’, og det står og falder albummets kommercielle lykke selvfølgelig med. Men Sia leverer træfsikre simili af hits på numre som ’Bird Set Free’ og den Kanye-assisterede ’Reaper’. De to sange – samt ’Alive’ – opererer med en velplaceret bro til omkvædet, som gør hele forskellen. Uden broen ville de nævnte sange virke for kalkulerede, men med tilføjelsen af en elegant indflettet affyringsrampe er de i balance med sig selv, så at sige. Den slags har en dygtig sangskriver naturligvis blik for.

Sias andet trumfkort er hendes stemme. Den giver hendes sange en patos og en kombination af sårbarhed og viljestyrke, som hendes klienter næppe kan matche. Hun ved, at hun kan hive en masse effekt ud af at presse sin stemme så meget, at den næsten altid knækker i omkvædene.

Sias stemme kan dog ikke dække over en rungende tomhed i en lyrik, der ikke vil noget og en sangskrivning, der (med den hurtigere og kortere ’Sweet Design’ som en mulig undtagelse) er reduceret til en teknisk kompetence på linje med ethvert andet håndværk.

Læs også: Video: Se Sia i sød live-seance med Natalie Portman, Jimmy Fallon og The Roots