Sia ‘1000 Forms of Fear’

I musikvideoen til Sia’s megahit ‘Chandelier’ er hun selv kun til stede metaforisk via en paryk, og i efteråret var hun på forsiden af musikmagasinet Billboard med en papirpose over hovedet. Vi ved, at pop aldrig kun er musik, men også optræden, video, fortælling og publikum. Så kan en popsanger træde i karakter og vinde vores begær uden at vise ansigt? Svaret her er ja. Hvordan gør hun det?

 
For det første har Sia, på dette hendes sjette soloalbum, valgt et voksent tekstunivers fyldt med usikkerhed og bekymring. Det kan måske lyde fladt og uoriginalt, men det er det ikke. Tidens popmusik har et højst akavet forhold til voksenlivets angst: Enten foragtes den (Miley Cyrus, Katy Perry) eller udslettes utålmodigt i et empowerment-bombardement (Lady Gaga, Beyoncé). Sia ved, den er et vilkår, og ønsker at acceptere den. »I want it, I want my life so bad«, hedder det for eksempel på ‘Elastic Heart’. Kun en ægte eksistentialist kan længes efter det, hun allerede har.

For det andet præsenterer Sia sit tekstunivers i en klassisk triumfbåret balladeform. Hun har et enestående talentfuldt øre for balladens særlige hook – den langstrakte, holdbare frase i modsætning til dansehittets kavalkade af små virkningsfulde bidder. Hør bare den formidable ‘Eye of the Needle’, hvor en enkelt frase står som bærende sølje gennem hele sangens struktur. Sias ballader er stringente, men rå. Selv har hun kaldt dem for cheesy – og netop denne skamfulde, men udtrykslystne selverkendelse passer perfekt til den rygvendte sangers fortælling.

For det tredje har Sia en vidunderligt mangefacetteret stemme. I det ene øjeblik låner hun helt åbenlyst fra andre sangerinder, for kort efter at flygte i nye højder, som ingen før har besøgt. Hør for eksempel det hyppige Adele-knæk i stemmen på verset til ‘Dressed in Black’ eller Rihanna-accenten i verset til ‘Chandelier’. Denne lån-flygt-figur giver en smuk effekt af kombineret usikkerhed og viljestyrke. Som om hendes egen lyd kun kan ytre sig til fulde, idet hun starter i andres klicheer. Sia insisterer ikke på at være anderledes, men bliver det så snart albummets sange åbner sig.

Med disse tre grundgreb har Sia allerede skabt rigeligt med fortælling og ikonografi uden sit ansigts skønhed. Hun er begavet med evnen til at skrive sange, der fanger lyden af at rejse sig fra støvet og sejre – en kernekompetence, hvis man vil vinde vor tids pophjerter. Men hun udfolder et andet univers i denne lyd, end det man forventer, og det gør album,et specielt. Med al sandsynlighed vil pladen bringe hende ud af rollen som sangskriver og op på poppens højeste tinder.