Fallulah famler efter dristigheden på sit tredje album

Fallulah famler efter dristigheden på sit tredje album

Fallulah har aldrig ladet sig begrænse af en enkelt stil. Især på sit fremragende debutalbum, ‘The Black Cat Neighbourhood’, dyrkede sangerinden snarere en ikke-stil i og med, at hun uden betænkeligheder kunne lade en stort opsat, strygerindhyllet popsang blive fulgt af en intim, banjodrevet ballade. Fallulah er sluppet af sted med denne skødesløshed i sit udtryk, fordi den røde tråd i hendes kringlede, detaljerige poplyd altid har stået frem.

På hendes tredje album begynder alsidigheden i lydbilledet imidlertid at spænde ben for helhedsindtrykket. Fallulah svinger her fra en glat, elektronisk poplyd til guitarfræsende udskejelser, og skønt hendes yndefulde vokal står stærkt i begge ender af det musikalske spektrum, efterlades man med et indtryk af en sangerinde, der ikke helt hviler i nogen af de genrer, hun shopper rundt i.

Titelnummeret er måske det mest poppede, vi har hørt fra Fallulah. Her møder svuppende elektroniske beats og diskret boblende synths et favnende popomkvæd med solid syng-med-faktor og larger-than-life-tekster.

‘Social Club’ er mere klassisk Fallulah: En snørklet popsang med en legende struktur, markant percussion, småteatralske vokalarrangementer og et dramatisk, medrivende omkvæd. Dog er Fallulah så meget Fallulah her, at sangen kommer til at virke lidt forceret skæv, som forsøger hun desperat at genfinde dristigheden fra i fjor. Hvad betyder tekststykket »we talk, we talk, bubble gum smack, we talk, we talk, bubble gum« for eksempel?

Midtvejs på albummet får en rastløshed tilsyneladende pludselig tag i Fallulah, da lyden slår over i en form for americana-klingende, guitarbaseret pop. ‘Vandalain’ er et fint øjeblik, hvor Fallulah beviser, hvor kompetent en balladesnedker og sangerinde, hun er. Modsat fremstår den energiske ‘Bob Dylan’ småkomisk med sin meget direkte tekst om den beskidte kapitalisme, imens hun på ‘Lost’ eksperimenterer med en skinger sangstil, der ikke er klædelig. Fallulah er bedre som popfe end rockfurie.

Sine steder på albummet dyrker Fallulah det dunkelt ildevarslende udtryk, der prægede gamle sange som ‘Bridges’. For eksempel på ‘ILWAD’ og ‘Ghostfriend’, hvoraf sidstnævnte vugger af sted i et hypnotisk tilbagelænet tempo over et dunkende beat, knirkende elektroniske effekter og messende korstemmer. ‘Sorrow Is A Shadow’ er mere umiddelbar, men udmærker sig ved at være både melankolsk ballade og synthpulserende dansegulvsbasker.

Fallulah beviser i stunder som disse, at hendes musikalske nysgerrighed er intakt, men det redder ikke albummet fra at være en lidt for usikkert svingende størrelse, hvor de rigtig gode numre er i undertal.


Kort sagt:
‘Perfect Tense’ er lyden af en Fallulah, der ikke rigtig finder sig til rette i de forskellige musikalske udtryk, hun prøver af. Glat electropop møder guitarfræsende udskejelser, og skønt albummet rummer fine sange som ‘Sorrow Is A Shadow’, lyder Fallulah mest af alt som om, hun famler efter dristigheden fra i fjor.

Fallulah. 'Perfect Tense'. Album. Instant Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af