‘Villa’ er Nikolaj Nørlund på ny grund med 25 mand stort symfoniorkester
Det er ikke normalt Nikolaj Nørlunds gebet at tage chancer med sit eget materiale. Han virker som en kunstner, der kender sine særlige kvaliteter, men også – lige så vigtigt – kender sine begrænsninger.
Det er derfor et sats at stable et samarbejde med det 25 mand store Copenhagen Philharmonic Orchestra på benene på ’Villa’, men det er også et sats målt på kvantitet. Nørlunds album (minus nyklassikeren ’Nye Optagelser’, 1996) bevæger sig som regel inden for spektret 35-40 minutters spilletid. Heri ligger måske fra Nørlunds side en ydmyg indrømmelse af, at man ikke på dumdristig vis skal udfordre sine egen bæreevne.
’Villa’ er til sammenligning ca. 60 minutter lang, hvilket vitterligt gør en forskel. Men er det en fejende, strunk skonnert eller en doven dødssejler, dansk indiemusiks godfather har sat i søen?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så har det aldrig taget mig så mange afspilninger for at afgøre hvad jeg synes om et Nørlund-album. Nørlund har aldrig lavet et dårligt album, det tror jeg slet ikke han er i stand til. Som sagt: Han kender sine egne styrker og svagheder for godt til at vove sig ud på (alt for) tynd is.
En af udfordringerne er at få Nørlunds meget genkendelige – men ikke just klassisk kønne – vokal til at trives midt i store orkestrale arrangementer, hvor lydbilledet føles stort som hvælvingen på Pantheon snarere end som den fortrolige bekendelse mund til øregang, han normalt gør sig i.
Der kryber lejlighedsvis en afstand ind imellem ham og musikken, simpelthen fordi han her bruger mere luft (og flere ord) end han plejer, ligesom der kryber en afstand ind imellem arrangementerne og de melodier, der ligger til grund for dem.
Det er her albummets længde bliver et lille problem, for når nu Nørlund har stablet så ambitiøst et projekt på benene, er det uheldigt, at ens opmærksomhed glider væk fra både musikken og den ordrige lyrik med jævne mellemrum.
’Villa’ indeholder adskillige rigtig fornemme øjeblikke. ’Ukronede dage’ er drevet frem af Anders Christensens dejligt dynamiske basgang, der fungerer glimrende som modspil til orkesterindpakningen, og på numre som ’Ønsker’ og ’Inden muren’ får projektet virkelig vinger, fordi trianglen vokal/orkester/melodi for alvor finder sammen. Den nærmest triumferende orkesterintro på ’Den evige treer’ er samlingens soleklare vinderøjeblik. ’Vi gir os selv lov’ har et snurrigt, mestendels afdæmpet arrangement, hvor Nørlunds vokal kommer flot til sin ret.
Nørlund skal have point alene for at turde at gøre noget andet end han plejer. Han er ydermere så effen en sangskriver, at han slipper af sted med det meste. ’Villa’ bliver nok ikke det album, jeg finder frem fra hukommelsens gemmer, når jeg tænker på Nørlunds største meritter om ti eller 20 år. Men det er en velkommen tilføjelse til et i dansk sammenhæng ret enestående bagkatalog.