December, 2014. Karen Marie Ørsted står på taget af en kulørt malet bus i udkanten af den indiske millionby Mumbai. I horisonten har solen taget form som en orange kugle, der kaster en tung varmedis over det udslidte boligkvarter og bader Møs bare maveskind og rækken af indiske dansere bag hende i et varmt skær. Et øjeblik stopper hun op og betragter solnedgangen. Det slår hende, at det her øjeblik vil hun aldrig glemme. For lige nu udlever hun sin ultimative drøm.
Det er tredje døgn i Indien, og Mø har sammenlagt fået fire timers søvn. Ikke fordi hun har festet til den lyse morgen. Tværtimod har hun og resten af holdet arbejdet fra tidlig morgen til sen aften for at få musikvideoen til Major Lazers single ‘Lean On’ i kassen.
Mø har skrevet teksten og melodien, og det er hende, der synger vokalerne på nummeret med det, som senere skal vise sig at blive et verdenskendt omkvæd: »Blow a kiss, fire a gun / All we need is somebody to lean on«. Den endelige udgave af nummeret blev til under en writing session i Las Vegas i oktober 2014. Her transformerede Diplo og hans samarbejdspartner Jr. Blender den chillede, reggaeinspirerede demo til den version af ‘Lean On’, vi kender i dag med DJ Snakes instrumentale hook og et mere uptempo beat. Mindre end to måneder senere står Mø på taget af bussen uden for Mumbai og har det, hun kalder et moment. På det tidspunkt kan hun ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at ‘Lean On’ vil stryge til tops på hitlisterne og blive det mest streamede nummer på Spotify nogensinde.
»Jeg kan huske, at selv dér stod jeg og tænkte: Nå ja, det kan være, at der ikke sker særligt meget med den her sang. Det er noget, jeg altid har i mig. Når jeg tillader mig selv at have den tanke, jeg havde på bussen, så er der samtidig noget i mig, der siger: Ja ja, tag det nu stille og roligt, ikk’å’«, siger Mø og afslører sit fynske ophav og sin indgroede jordbundenhed.
Men takket været ‘Lean On’ blev 2015 endnu et vildt år for den 27-årige sangerinde, der føjede et hav af oplevelser til sit i forvejen hæsblæsende cv: Amerikanske talkshow-optrædener, en punkkoncert i Ungdomshuset, udgivelsen af hendes første single i halvandet år, ‘Kamikaze’, mens hun sluttede året af med at synge ‘Lean On’ for den kulturelle verdenselite til Nobelprisfesten i Oslo.
Pop Voice of the Møment
Da jeg møder hende, er hun endelig hjemme i København for en stund efter et 2015, der sparkede hendes beskedenhed langt pokker i vold og cementerede Mø som en verdensstjerne på vej. Eller som The Sunday Times proklamerede i en stort anlagt forsideartikel for nylig: Pop Voice of the Møment.
Når Mø skal gøre status over det forgangne år, har hun selv svært ved at følge med. Siden hun i 2013 brød igennem med singlen ‘Pilgrim’ er hun fræset igennem en stadig mere booket kalender. Debutalbummet ‘No Mythologies to Follow’ høstede i 2014 anmelderroser både herhjemme og i udlandet og fulgte sikkert op på den stigende opmærksomhed, de første singler havde skabt.
Med sin electropoppede lyd, alternative vokalsammensætninger og karakteristiske ‘hey-hey’-råb er Mø blevet synonym med ungdommens rastløshed og uvillighed til at lade sig bokse ind af genrer og konventioner. Hun er punk og pop på samme tid – hvileløs og eftertænksom, brølende og sårbar.
Netop sårbarheden, som står så tydeligt frem på nummeret ‘Maiden’, som hun lagde på Youtube i 2012, og som fik producer Ronnie Vindahl med om bord, var med til at give Mø den musikalske anerkendelse, hun har drømt om, siden hun var barn. Inden da rappede hun beskidte, Peaches-inspirerede tekster over trashy crunk-beats og havde numre som ‘When I Saw His Cock’ på repertoiret.
Det virker som en menneskealder siden. De seneste tre år er fløjet forbi, og hun har stadig svært ved at begribe den stejle opadgående kurve, hendes musikalske karriere fortsatte ad sidste år.
»Det sidste år har været så fucking sindssygt og fuldt af vilde oplevelser. At have været med til at lave et verdenshit, det er jeg selvfølgelig enormt rørt over. Jeg er så stolt på syvårige Karens vegne«, siger hun.
Vi sidder på hendes managers kontor på Nørrebro, ikke langt fra hendes egen lejlighed. Hun er iført en mønstret bomuldskimono, indenunder titter en sportstop frem. Håret er sat op i den karakteristiske knold på toppen af hovedet og bliver holdt tilbage med et Lacoste-hårbånd. Udenfor har vintermørket lagt sig over hovedstadens tage. Et møde med manageren er netop overstået, og vi tager fat, hvor vores Skype-interview ugen før slap: Begyndelsen på ‘Lean On’-eventyret, og hvordan det er at være blevet den popstjerne, hun altid har drømt om.
Drømmesamarbejdet med Diplo
Det første udkast til nummeret skrev hun på et hotelværelse et sted i Luxembourg. Eller Belgien. Hun kan ikke huske det, hvis hun skal være ærlig. Men hun kan huske følelsen, hun havde, da hun satte sig foran skrivebordet og betragtede byen udenfor gennem det tynde gardin. Adrenalinen pumpede stadig i årerne på hende efter aftenens koncert, hvor hun havde varmet op for Major Lazer. Og hun fik en umiskendelig følelse af vemod.
»Jeg savnede mine venner. Men samtidig havde jeg det sådan, at det er det her, jeg vil«.
Teksten kom til at kredse om en længsel efter mere simple tider. Dengang kærlighed og venskab var mere ukompliceret. Hvor de tætte relationer var lige ved hånden, og man så sine venner hver dag. Noget, Mø har måtte give afkald på til fordel for timer i studiet, turneer, photo shoots, interview, fanpleje og møder med pladeselskaber og pr-folk.
»Omkvædet er en metafor for det her med at være ude og overtage verden og være væk fra dem, man elsker. For ligegyldigt hvor stor en fucking kanon du er, så har du brug for kærlighed og nærhed, for nogen at læne dig op ad«.
Hun stopper op og udbryder så: »Ej, jeg bliver helt følsom, når jeg snakker om det«.
Når Mø taler, gør hun det ufiltreret og med stor energi. Armene flyver ud fra kroppen og tilbage igen. Der bliver ikke sparet på superlativerne, og følelsesudbruddene kommer umiddelbart og for fuld kraft. Man får følelsen af, at hun lige så godt kunne sidde over for en ven og fortælle om det øjeblik, hun havde med sig selv på et hotelværelse et sted i Benelux-regionen. Dengang havde hun det vildt over det, hun havde skrevet, og da hun lagde sig i sengen med de røde lagener og kitschede Buddy Holly-puder og endelig faldt i søvn, var hun stadig høj på følelsen.
»Det er en mærkelig blanding – en sovs af flow og følelsen af, at verden er stor og naturen og alt muligt lort«, siger hun om den tilstand, hun får, når hun bliver ét med en tekst.
Dengang havde hun fornemmelsen af, at det her, det bliver stort. Men så igen, det har hun ofte haft, når hun har færdiggjort en tekst.
»Og så er der ikke sket en skid«, siger hun og griner.
Men det gjorde der altså. I den grad. ‘Lean On’ bragede igennem og slog alle rekorder. I skrivende stund har nummeret flere end 616 millioner afspilninger på Spotify, og på Youtube har anstrengelserne i Indien resulteret i mere end en milliard visninger. Det er mere end både Taylor Swifts ‘Bad Blood’ og Pharrells ‘Happy’. Arbejdet med Møs kommende album er blevet udskudt til fordel for koncerter og tv-optrædener med Major Lazer. Endnu en drøm, der er gået i opfyldelse.
»Jeg har været kæmpe fan af Major Lazer siden ‘Get Free’. De symboliserer noget helt rigtigt. De har det her globale samhørigheds-fredsbudskab og samtidig et virkelig fresh frontmover-image. Og musikken har en blanding af noget, der er pop, og noget der har nosser, noget anderledes. De har en fucking cool ting kørende, og jeg er så stolt over at arbejde sammen med dem«.
Da hun mødte Diplo første gang til en session i Amsterdam i starten af 2013, var hun så starstruck, at hun ikke sagde andet end ‘hej’ og ‘farvel’. Mødet var kommet i stand efter, at en fan havde læst i et interview i DIY Magazine, at Mø drømte om at arbejde med Major Lazer. Det blev tweetet til Major Lazer, der fyndigt svarede: »We love her«. Og så gav resten sig selv.
I dag er benovelsen taget af, og Mø betragter Diplo som sin gode ven. Efter det første møde udvekslede de løbende beats og tekster. Det resulterede i, at den 37-årige amerikaner producerede ‘XXX 88’ til ‘No Mythologies to Follow’, ligesom han står bag produktionen af hendes seneste single, ‘Kamikaze’, som hun slap i efteråret.
»Vi har set hinanden ret meget det seneste år, og jeg har det virkelig sjovt med ham. Han har totalt passet på mig og representet, hvor end vi har været«.
Som til Energy Award Show i Frankrig, hvor han introducerede hende til Justin Bieber med ordene: »Du skal møde Mø. Det er hende, vi har lavet ‘Lean On’ med«.
Ild indeni
‘Lean On’s massive succes har gjort, at alle vil have et stykke af Mø. Samtidig ligger der et pres på hende for at få et nyt album på gaden. Ikke mindst fordi resten af verden nu for alvor har fået øje på Skandinaviens punkede udgave af Sporty Spice.
»Jeg har følelsen af, at det hele ligger lige foran mig – stjernedrømmene, de ligger lige dér. Men det gør også, at folk forventer en hel masse af det, jeg udgiver i fremtiden. Og jeg er lidt ærgerlig over at stå i en presset situation lige nu, for egentlig synes jeg ikke, man skal presse musik ud«.
Alligevel passer det høje tempo Mø godt. Det stemmer overens med hendes temperament. Hun er typen, der vil videre.
»Faktisk hungrer jeg efter at komme i studiet og få lavet nogle sange. Der er noget i mig, der bare har lyst til fucking at komme videre. At få det lavet færdigt og så af sted. Der er bare en masse ild inden i mig, og det går ikke, at jeg stagnerer for meget«.
Hun er født med en rastløshed, som skal holdes i skak, ligesom sin far, pointerer hun. Hun beskriver sig selv som kaotisk og forvirret, og ordene vælter også ud af hende i én lang talestrøm. Ufiltreret og ærligt. Rodet. Hun har efterhånden accepteret det. Hun har ikke DAMP – det har hun fået tjekket – og egentlig er hun tilfreds nok med sin rodede måde at fremstå på.
»Det er ikke altid så gennemtænkt, når jeg siger noget. Så vælter tingene bare ud, og nogle gange kan folk godt blive lidt forvirrede over, hvad jeg egentlig mener. Men det er fint nok«.
Selv om Mø har et højt energiniveau, bliver arbejdspresset til tider for meget. Ikke mindst fordi hun selv har svært ved at sige nej. Men mest af alt handler det om at håndtere tankerne, der i sidste ende kan give stress.
»Stress er alle de negative tanker om ikke at have tid nok. Det med at overbooke dig selv og ikke have tid til at se en film med din kæreste eller bare ligge og slappe lidt af. Men travlhed er fedt, jeg elsker at have totalt gang i den. Og jeg håber ærligt, at jeg kommer til at have så travlt her altid«.
Hun har allerede en god håndfuld sange, som hun har arbejdet på siden debutalbummet. Hun har været i studiet med Lordes co-writer Joel Little, der også producerede Elliphants ‘One More’, som Mø medvirker på. Også norske Cashmere Cat, der har produceret for navne som Kanye West, Ariana Grande, Usher og Tinashe har vist sig på Møs Instagram og vidner om et samarbejde. Men om det er numre, som kommer med på den kommende opfølger, ved hun ikke endnu.
Når det stinker at være antihelt
Mø har altså nok at se til. Og de seneste tre år siden gennembruddet har modnet hende, siger hun. Undervejs har hun også pådraget sig et par knubs. Som i oktober 2014, da hun optrådte med Iggy Azalea i ‘Saturday Night Live’. Møs vokaler kom underligt forskudt i forhold til hendes backtrack, og det gjorde hendes performance stiv og akavet. Den dag i dag ved hun stadig ikke præcis, hvad der skete.
»Det var lidt mærkeligt. Det var gået fint til lydprøven, men da vi spillede, var det som om, at når jeg åbnede munden, kom mine ord først ud senere«.
Selv om hun ikke forstod, hvad der var gået galt, var Mø helt ødelagt og fuld af skyldfølelse bagefter. I dag tror hun, det handler om, at hun var for overmodig.
»Jeg var nok for dumdristig. Jeg troede, jeg kunne gå ind og køre punkrockstilen og optræde uden at varme op og uden in-ears. For det havde jeg jo gjort så mange gange før«.
Bagefter ramte det hende.
»Du står her i ‘Saturday Night Live’, og du skal spille med Iggy Azalea, og du har ikke styr på dit shit. Man kan måske godt gøre det punk, hvis man har mere erfaring, men i min situation som nervøse, upcoming, lille Karen går det bare ikke«.
Hun havde ondt i maven i en uge. Og postede en undskyldning på Instagram, hvor hun forklarede sig. Samtidig erklærede hun, at hun ikke er perfekt og ikke ønsker at være det.
»Nogle gange stinker det at være en antihelt. Hvad kan jeg sige? Du er nødt til at omfavne den, du er«, skrev hun.
Så var det også overstået. Hun tog konsekvensen og strammede op. Fik støbt et par in-ears – et par formstøbte monitors til ørerne, som sikrer, at hun kan høre musikken ordenligt og time, hvornår hun skal synge. Hun begyndte konsekvent at varme op inden et show. Nu sørger hun for at have et par minutter alene, så hun kan samle sig, inden hun går på scenen. Og det er symptomatisk for Mø og hendes tilgang til arbejdet som musiker og alt, hvad der følger med af berømmelse og stjernestøv.
»Du kan floppe totalt, og så skal du rejse dig igen. Det er bare fremad, fremad, fremad. Ikke dvæle for meget ved det dårlige, men heller ikke dvæle for meget ved det gode. Det handler om at skabe, og det er rejsen, der er det svedige. Alt det, du oplever på godt og ondt, som gør det så fucking spændende og fedt, at du hele tiden stræber efter noget mere, hvad det så end måtte være«.
Og fejl er i virkeligheden smukke, synes hun.
»Du skal lære at sætte pris på de fejl, du begår, fordi – og det lyder måske som en kliché – de gør dig stærkere og dygtigere. Fejl er smukke, ikke bare når det kommer til udseendet. Fejl generelt er en nice ting. Man har godt af at kæmpe lidt for tingene, få noget modstand. Det bliver vi mere stabile af som mennesker«.
Du har kun ét liv
Sådan forholder hun sig også til den øgede opmærksomhed, der følger med berømmelsen – på godt og ondt. Når man indgår globale samarbejdsaftaler og spiller politisk betændte koncerter, som den hun gav i Tel Aviv i maj sidste år, så vil der også være kritiske røster. Som for eksempel den gruppe, der forsamlede sig på Facebook og kaldte koncerten en blåstempling af den israelske stats handlinger.
Folk kan være særligt kritiske, når man som Mø kommer fra punkmiljøet, hvor de politiske synspunkter ikke umiddelbart korresponderer med det at være en international popstjerne med sponsoraftaler, Instagram-promovering og andre kommercielle interesser.
»Man vil altid komme til at gøre nogen sure, lige meget hvad man gør. Det er nederen, men det er klart, at man kommer til at begå fejl og gøre ting, som folk ikke synes er cool. Men hvis man er bange for at træde ved siden af og ikke tør prøve noget nyt, fordi man ikke vil have kritik, så kommer man jo ingen vegne. Jeg vil gerne se, hvad der er derude. Jeg vil gerne prøve ting af«.
Hun hæver stemmen. Det er tydeligt, at emnet ligger hende på sinde.
»Man skal ikke være så bange for at tænke stort, så længe man gør det med de rigtige intentioner. Det kan ikke nytte noget at stå stille, fordi du er bange for at gøre nogen sure. Du har kun ét liv til at fucking prøve at … argh! Du ved, det er for sindssygt ikke at gøre det«.
Generelt synes hun dog ikke, at hun får særligt meget hate. Måske fordi hun ikke prøver at være noget, hun ikke er. Som barn følte hun sig »über-kikset«. Hun var den sjove, skøre, sportsnørdede pige, der hang ud med drengene. Da hun blev 14, skiftede hun popmusikken ud med punk og begyndte at gå i sort tøj og spændte et nittebælte om halsen. Og punken sidder stadig i hende. Det kan hverken en pris fra Kronprinseparret eller en optræden i hvidt tylskørt til Nobelprisuddelingen fjerne.
»Når jeg lytter til min musik i dag, er det ikke, fordi jeg synes, punk bare lyser ud af den. Men så spørger jeg også mig selv, hvad er punk? For at citere Thurston Moore, så er det mest radikale, du kan gøre, at være dig selv. Du kan altid gå ud og være sådan, fuck alt, fuck alt, waah«, siger hun, mens fuckfingrene flyver illustrerende gennem luften.
»Nej, jeg er ikke 18 år længere og spiller i MOR. Men jeg brugte ti år af mit liv i punkmiljøet, så det er en del af mig, ligesom pop altid vil være en del af mig, fordi det rørte mig så hårdt som barn. Og så kan det godt være, at jeg agerer mindre punk, end jeg gjorde dengang, men de ti år er en indgroet del af mig, dem kan man ikke bare trække ud. Så må folk sige, hvad de vil. Det ændrer ikke på, hvordan jeg har det indeni«.
Måske er det netop den ærlige, punkede attitude, der giver Mø et spillerum til at være skæv og uperfekt i modsætning til mange andre popstjerner. Mange af hendes tekster er også et opgør med perfekthedskulturen og idealet om det glamourøse liv i overhalingsbanen. Og selv om det også i mainstreamkulturen er blevet in at være underlig og have attitude – artister som Charli XCX, Elliphant og Sky Ferreira falder i samme kategori som Mø – er der stadig meget glat popmusik derude. Den slags siger hende absolut ingenting.
»Jeg elsker pop, men det er nødt til at have noget kant, skubbe nogle grænser og være nøgent og ubarberet og flænset op. Anderledes, du ved. Det er så vigtigt, når du laver pop, at det ikke lyder som et ekko af alt det, der er derude i forvejen. For musik skal kunne sætte gang i noget. Du skal ville noget med det«.
13 på låret i Kiev
Og Mø vil absolut noget med sin musik. Det var også derfor, poppen i sin tid optog hende.
»Selv om det måske lyder latterligt, og selv om jeg har sagt det tusind gange før, så har jeg jo bare fucking drømt om det der med at være popstjerne, siden jeg var et lille barn. Jeg vil gerne lave musik, som rører folk, ligesom musik har rørt mig igennem mit liv og inspireret mig til selv at lave musik«.
Allerede dengang var musikken et talerør for hende, en måde at komme ud med sine følelser og føle samhørighed med andre. Og det gav hende selvtillid. Som dengang hun første gang stod på en scene og sang til skoleafslutningen i 6. klasse. Hun og en veninde fra klassen havde skrevet deres egne sange, og de var begge rystende nervøse. Men så, lige inden koncerten, ringede veninden og sagde, at hun ikke kom alligevel.
»Jeg var scared to death. Men så måtte jeg jo synge det selv«.
Bag hende stod fire drenge fra klassen og spillede instrumenter, lige så nervøse som hende. Bagefter kom folk op og klappede hende på skulderen.
»Det var første gang, jeg følte, at der var noget, jeg var rigtig god til – hvor folk kom og sagde til mig, at det var godt«.
Og en af de drenge, som ellers aldrig kiggede hendes vej, fik pludselig øjnene op for hende.
Dengang kunne hun også bare have været blevet hjemme ligesom veninden, men hun vidste instinktivt, at hun var nødt til det.
»Jeg indså ret tidligt, at okay, jeg har ikke rige forældre, jeg kommer ikke fra en eller anden privilegeret familie, der kan skaffe mig ind alle mulige steder, så jeg bliver nødt til at sætte mig ned og lære at gøre det her selv. Nu. For ellers sker der ikke noget. Og sådan havde jeg det også den dag: At hvis du ikke går derop og gør det, så sker der ikke noget«.
Sådan har hun det stadig. Og hun sætter pris på, at hun har den indstilling med sig.
»Jeg er glad for, at jeg har skullet kæmpe mig til at få de rigtige kontakter og nå dertil, hvor jeg er i dag, for det lærte mig at arbejde hårdt for tingene«.
Alligevel tror hun en lille smule på skæbnen. Eller held. Fra hendes højre lår lige over knæet titter et 13-tal frem. Det er hendes lykketal, men tatoveringen har også en anden betydning.
»Jeg er ikke spirituel, men jeg kan godt være lidt overtroisk. For lang tid siden lavede jeg en pagt med mig selv om, at hvis min debutplade bare fik fire stjerner i Soundvenue, så skulle jeg få en tatovering med tallet 13. Da pladen kom ud, og det gik godt, blev jeg for alvor sådan, okay, hvis du ikke får lavet det 13-tal, inden du begynder på plade nummer to, så er det bad luck«.
Da hun var i Kiev for at optage videoen til ‘Kamikaze’, var det derfor sidste chance.
»Det siger jeg altså ikke for at kiss-asse«, siger hun og griner.
Vil gerne være Mø for altid
Mø er ikke selv i tvivl om, at hun er vokset gevaldigt det seneste år. Samtidig øver hun sig stadig på at prioritere og sige fra, og hun kan stadig føle sig umoden, forvirret og søgende. Hun ville gerne involvere sig mere i politik og bruge sin platform til at gøre en forskel. Men lige nu er der ikke overskud til det, og hvis hun skal gøre den slags, skal det gøres ordentligt. Hun vil ikke bare bralre ud med et eller andet ugennemtænkt. Så skal det være velovervejet og tjekket.
»Jeg er totalt meget typen, der kunne komme til at jokke i spinaten og sige et eller andet forkert eller blive misforstået. Og det der med politik er så fucking følsomt«.
Så der er hun ikke endnu, selv om hun i efteråret sammen med veninden Josefine Struckmann gendannede punkduoen MOR for en aften og blandt andet gengav verbale lussinger til Pia Kærsgaard midt om natten i Ungdomshuset. For hende handler det at tage politisk standpunkt desuden lige så meget om, hvordan vi som individer behandler hinanden.
»Jeg ved ikke ret meget om de forskellige krige og politikere og ting, der foregår i hele verden. Jeg vil hellere, som jeg også prøver at skrive om i mine sange, diskutere, hvordan vi behandler hinanden«.
Hun er også ekstremt bevidst om ikke at bukke under for det pres, der hviler på hende med den kommende albumudgivelse, koncerter og fanpleje.
»Du kan ikke gå ind i flere krige, end du kan kæmpe. Ellers er du færdig. Og så kan det være lige meget med den platform, du har for at sige en masse gode ting. Hvis du ikke har tid til at trække vejret og finde ud af, hvem du er, og hvad din musik skal lyde som, så nytter det ikke noget«.
Lige nu er hun bare stolt af, at hun er nået så langt. Men der burde også være tid nok. For Karen Marie Ørsted er ude på en rejse. For hende handler Mø-projektet om at nå til bunds i sine følelser og komme tættere på noget inde i sig selv. Som den nat, hvor hun skrev ‘Lean On’.
»Jeg fik det virkelig bedre af at få mine tanker ud. Den refleksion, det giver, det er jo terapi«, siger hun og tilføjer: »Jeg håber, at jeg skal fortsætte med at være Mø hele mit liv«.
Artiklen er tidligere blevet bragt i Soundvenue #98.
Styling: Maria Barfod
Makeup: Marie Thomsen
Hår: Marianne Jensen
Læs også: Mø afslører årets eneste indendørskoncert i Danmark