Keis Khatib om dansk rap anno 2016: »Det er vigtigt for mig, det ikke bare er punchlines og rapklichéer«

Keis Khatib om dansk rap anno 2016: »Det er vigtigt for mig, det ikke bare er punchlines og rapklichéer«

Det buldrer i den danske hiphop-undergrund, og rappen har for alvor fået nye, fremadstormende stemmer, der er værd at lytte til – en sulten generation, som vi har sat fokus på i denne uges tema om ‘Ny dansk rap’.

En af dem er Nørrebro-rapper og -producer Keis Khatib: En rutineret rimsmed, som dog først i februar udgav sit stilsikre debutalbum ‘Zone 2’ fyldt med personlig gadepoesi, flyvende flows og melodiske jazz-samples. For Keis handler dansk hiphop om mere end bare showoff og stereotyper: Det handler om selve musikken, om symbiotiske samarbejder og om al den kvalitetsrap, der bliver overset herhjemme.

Hvordan fik du smag for hiphoppen?
»Jeg begyndte at interessere mig for rap, da jeg var 12-13 år. Min kammerat Jonathan (Bidstrup fra Spitzenklasse, red.) og jeg blev introduceret for hiphop af en pædagog i en klub på Nørrebro. Vi hørte mest east coast-rap – især Nas, O.C. og Mobb Deep har hængt ved«.

»Jeg begyndte at lege med at skrive i skolekladdehæfterne. Som 16-17-årige mødte vi folk som Felix de Luca, DJ Graded og andre, der var lidt længere end os. Vi chillede, indspillede og spillede jams rundt omkring. Dengang – for ti års tid siden – var der en rigtig stor jamkultur i hiphop. Det var før Youtube-generationen, så vi havde ikke dét som outlet«.

Så det var kladdehæfte-lyrikken, der kom først i din hiphop-dannelse?
»Ja, det var det. Jeg har altid været en rapper – så blev jeg producer senere. Jeg var lidt lærling hos DJ Graded, som introducerede mig til hvordan man klippede samples. Men det har taget mig lang tid at nå et niveau, hvor jeg selv kunne gøre det. Meget af det har været en kollektiv ting med den vennekreds, jeg hang ud med. Vi hyggede, sparrede med hinanden, skrev og indspillede en masse«.

Hiphop-hierakier og -familier

Det virker som om, hiphop-miljøet generelt består af en masse små grupperinger og ‘familier’?
»Ja, der er helt sikkert nogle tætte relationer. Jeg befærder mig nok mest blandt beatmakers fra SOUNDesc og Green Shades (pladeselskaber, red.), og jeg deler studie med blandt andet Jongpadawan, Jens Nørhave, Benedict og Roger Beattaker. De er virkelig fremadrettede i deres måde at lave musik på. Progressive og kreative med hele produktionen. Det er inspirerende og stimulerende at være omkring – og det har smittet af på mig«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Der er mange hjemmestudie-producere, der kører ting solo, i denne del af miljøet. Men jeg er meget interesseret i at lade flere folk være sammen om at forme musikken. Det er der, der opstår nogle ting, som kan være rigtig fede«.

Er det en særligt dansk ting – de asociale hjemmestudier?
»Det er måske mere en genreting. I dansk rock er der masser af bands, der spiller sammen, så jeg tror måske mere, det er en norm i genren. Men jeg tror også, det er i opbrud. En dag sad jeg og stenede over Kendricks credits – fuck, der er jo 70 mennesker på eller sådan noget. Det er fuldstændig vildt. Men det siger noget om, hvordan nogle af de dygtigste tænker og arbejder. Vi skal øve os i at tænke: ‘Han spiller nice guitar – ham vil jeg have ind over’ i stedet for bare at sample en guitar«.

Show-offs, punchlines og gadelyrik

En hyppig faldgrube på en rap-debut er, at kunstneren går ‘all in’ i forsøget på at vise sit værd så hurtigt og intenst som muligt. Når man tager det i betragtning, at ‘Zone 2’ er dit debutalbum, fremstår lydbilledet meget velafvejet og modent.
»Ja, de går efter noget sprængfarligt showoff på en eller anden måde. Men selv om jeg ikke har været ‘oppe ved overfladen’, har jeg stadig været med så længe, at jeg ikke føler, jeg har så meget at bevise. Jeg ved godt, hvad jeg kan lide, og hvad mit afkom gerne skal være. Det er vigtigt for mig, det ikke bare er punchlines og rapklichéer, for eksempel i forhold til det stereotype mandebillede, du fremstiller«.

»Det har været en meget mere personlig plade. Det har været vigtigt for mig også at vise sider af mig selv, der er mere sårbare, og at tale om ting, der er fucked up. Samfundsproblemer, gaden eller kvarteret. Man kan forherlige det, men der er også nogle ting ved det, hvor man kan tænke ‘fuck, det havde jeg gerne været foruden’«.

Men hvordan er gaderappen, når man er vokset op i København og ikke i Compton?
»’Zone 2′ er meget en plade om kvarteret i en bestemt tidsperiode. Nørrebro har været et udsat og ressourcesvagt område, så på den måde kan der være nogle ligheder med for eksempel Compton – men med en anden kultur, selvfølgelig. En Nørrebro-orienteret ting«.

Hvordan vil du ellers karakterisere dansk rap anno 2016?
»Jeg synes, det udvikler sig som en kunstform herhjemme. Der er kommet nogle andre på banen, end der har været før, og der bliver lavet god musik af rimelig høj kvalitet på kryds og tværs. Det virker som om, der er en hel generation af unge i København – nogle MGK-kids (Musikalsk Grundkursus, red.) – som er fucking vilde og klar på at arbejde. For mig er det vigtigt, at det skal være meget musikalsk«.

KeisKhatib1
Foto: Anthon P. Nymark.

»Det er den retning, hiphop har taget generelt. Det er gået fra at være noget sample- og loopbaseret i 90’erne til at handle om kunstnere – for eksempel fra T.D.E. (Top Dawg Entertainment, amerikansk pladeselskab med bl.a. Kendrick Lamar og Schoolboy Q i stald, red.) – med en tendens til at gøre det mere musikalsk, end det var før«.

Hvordan ser den tendens ud i det brede, danske hiphop-billede?
»Vi har ikke helt kapaciteten inden for public service til at favne det lige nu. Man prioriterer det i hvert fald ikke rigtigt. Der er outlets i udlandet –for eksempel i U.K., hvor der er en meget større platform til at favne dén del af musikscenen. BBC har fokuseret på det og har haft det som strategi at sige: ‘Vi har så multikulturelt et musiklandslab af høj kvalitet i dette land, at det giver god mening at prioritere’. Og det fungerer«.

Høj kvalitet vs. radiorotationer

Er der noget, der decideret bliver overset herhjemme?
»Det synes jeg helt sikkert. Der bliver overset meget god musik. Der bliver produceret nogle vilde ting på dansk – både rapmæssigt og hele beat-scenen. Der er mere kvalitet, end der kommer op til overfladen«.

Hvad synes du så om det, der når overfladen?
»Det, der er oppe på overfladen, er godt. Hvis man generelt ser på rap i Danmark, er det er højt niveau efterhånden. Jeg hører også på, hvad Gilli og MellemFingaMuzik laver, og jeg synes, det er god kvalitet. Hver gang, der er en der laver noget vildt, påvirker det også os andre. Indirekte forbliver man motiveret og får lyst til at udvikle stilen og alt det danske«.

Hvis radiostationerne – på overfladen – skulle et lille spadestik ned i den danske hiphop-undergrund, hvordan skulle det så ske?
»Det er en mediepolitisk prioritering indenfor de store public service-kanaler. DR har jo haft programmer og kanaler orienteret omkring for eksempel hiphop, men der mangler ligesom noget nu. Måske det går nogens næsen forbi. Nogle er måske heller ikke blevet eksponeret udover i vores egne Facebook-kredse. Det er en ny medievirkelighed, hvor tingene kører lidt rundt i nogle mere låste mediekredsløb med Facebook og blogs«.

Ville man kunne lokke et dancehall-track ud af dig, så du kunne komme op til overfladen?
»Haha, nej! Jeg har ikke lyst til at skulle gå på kompromis for at nå et eller andet sted hen. Det er vigtigt, man gør det, fordi man har en vision eller en historie at fortælle – et billede, man vil male. Hvis man er for afhængig af popularitetsfaktoren, bliver det hurtigt meget kalkuleret. Det er ikke sådan, jeg tænker min musik. Det må tage mig derhen, hvor det tager mig hen«.

Se alle vores artikler om ‘Ny dansk rap’ HER.

Læs også: Stemmer fra gaden: Dansk rap er meget mere end du tror

Læs også: Her er 10 nye danske rappere, du skal holde øje med

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af