Omar Souleyman –1001 nats techno-eventyr i Pumpehuset

Omar Souleyman –1001 nats techno-eventyr i Pumpehuset

Hvad var det for en fest, vi var inviteret til? Bryllup, kostumebal eller politisk rally? Det var nok spørgsmålet, der rumsterede i manges hoveder inden koncerten med Omar Souleyman. Men det blev hurtigt klart, at ingen nærmere definition var nødvendig. Allerede inden take-off bekræftede den karnevalsagtige stemning blandt koncertgæsterne, at Omar Souleyman er en festgenre i sig selv. At der var lagt op til bevægelsesmæssig ekstase. Hvornår ville publikum ellers komme til technokoncert med et viskestykke på hovedet?

I løbet af koncertens første halvdel konverserede Omar Souleyman uafbrudt med keyboardspillerens tangentvræl i en varm, vanvittig tungetale. Publikum forstod ikke et suk, men det betød intet for Souleymans udtryk. Han har om nogen styr på sit image, både som musiker og entertainer.

Talestrømmen blev straks efterfulgt af ’Warni, Warni’, der med sin tydeligt computerfrembragte klang og mere udtalte technokadence for alvor fik kurvelåget til at lette. Publikum blev en slange, der bugtede sig henrykt efter Souleymans kyndige rytmetæmning. Han måtte dog sande undervejs, at dansegulvsslangen ikke var helt ufarlig – det gav sig til udtryk i pludselige partycrashers på scenen, og senere hænder, der trak ihærdigt til sig, hver gang Souleyman klappede og trampede lidt for langt ud til højre.

Men de orientalske toner bredte sig stort set perfekt under Pumpehusets hvælvede tag, kun afbrudt af Souleymans ganske få kommentarer. Hans hovedfokus lod til at være skabelsen af soundtracket til en slags kitschet Bollywood-optagelse af ’Star Wars’, hvor C3PO spiller vaskebræt og R2D2 synger kor.

Sangstemmen var det bærende element og lod på intet tidspunkt til at komme fra en 50-årig human jukebox i eksil: I princippet ville han nok kunne fyre hvad som helst af fra scenen, tilsat keyboardets hæse helnoder, og alligevel udløse publikums jubel. Som fyren ved siden af mig konstaterede over for sin kæreste efter 20 minutters rablende intonation: »Han synger ikke, han snakker bare!«

De små publikumsudfald gjorde dog hans optræden en anelse mere usikker, og der blev jævnligt signaleret afværgende med mikrofonhånden. For Souleyman på scenen er også en overraskende blottet person uden visuals eller nogen specielt karakteristisk lyssætning. Mellem sekvenserne viste han sig som en anonym, men ydmygt takkende tegneseriefigur, der mest af alt lignede den ene, vildfarne halvdel af Dupont og Dupond.

Højdepunktet indfandt sig circa halvvejs i settet via en ekstra baskrydret udgave af det dabke-venlige track ’Shift Al Mani’. Bagerst havde de fleste dog en fest hele vejen igennem med både kædedans og livlige rundkredse, og henimod slutningen var Pumpehuset faktisk blevet til én stor sangleg. Men trods rave-opsatheden haltede forventningsafstemningen lidt mellem hovedperson og publikum undervejs. Vi fik for eksempel aldrig den ikoniske ’Wenu Wenu’, trods publikums ihærdige forsøg på at lokke Souleyman tilbage foran keyboardet efter en times tids højfrekvent skramlen.

Omar Souleyman. Koncert. Pumpehuset.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af