Historien er fuld af eksempler på myten om den plagede kunstner, der tilsyneladende lever et liv i konstant smerte, kærlighedssorg og alkoholrus for at være i stand til at skabe vigtig og vedkommende kunst. Uden Kurt Cobains plagede sind havde vi næppe fået grungemesterværket ’Nevermind’, Cat Powers vaklende optrædener giver gods til hendes hjerteskærende tekster, ligesom litteraturhistorien ville være fattig uden Sylvias Plaths smertefulde, personlige beretninger. Ved første øjekast kan Savages’ sortrandede frontkvinde Jehnny Beth se ud til at tilhøre samme plagede kunstnerkategori.
Da det britiske bands debutalbum, ’Silence Yourself’, udkom i 2013, var det som en øjeblikkelig knytnæve i ansigtet på »the fuckers that are trying to get you down«, for nu at citere Savages’ oprørske signatursang ’Fuckers’ – den mandsdominerede musikbranche, der prøvede at styre kvindernes retning. Savages blev straks hyldet som et no bullshit, feministisk punkband, der med sine fire sortklædte, sammenknyttede kvinder i front talte deres tydelige sprog.
’Silence Yourself’ handlede om alt andet end den romantiske kærlighed. Hvis det drejede sig om sex, var det af den masochistiske slags, som dominatrix-hyldesten ’Hit Me’, og hvis emnet overhovedet strejfede kærlighed, var det den forskruede, smertefulde slags, som anti-kærlighedsskudsalven ’Husbands’ om de ansigtsløse mænd, der ikke bidrager med en skid til livet. Og har man fanget Savages live, ved man, at det nærmest er en masochistisk forestilling at se Jehnny Beth råbe, vride sig og krænge sine vrede tekster langt ud over scenekanten, mens hendes kumpaner straffer deres instrumenter til det tordnende uvejr, der udgør Savages’ seriøst støjende, postpunkede lyd, der tit er blevet sammenlignet med Joy Division og Siouxsie and the Banshees, men som er langt mere eksplosiv og moshpit-inducerende end de forældede referencer.
Den tyngende rustning
For Jehnny Beth blev det til en persona, når hun skulle agere som den evigt vrede kunstner på scenen på bandets endeløse turneer. I et indlæg på sin personlige Tumblr-blog beskriver hun, hvordan hun efter at have turneret konstant med ’Silence Yourself’ i løbet af 2013 og 2014 havde brug for at træde et skridt tilbage og overveje, hvad hun havde gang i som kunstner. Turnélivet var præget af for meget alkohol, for lidt søvn, sygdom, konstant rejseri og i sidste ende depression – helt i tråd med den klassiske, plagede kunstnermyte. Da Beth kunne sætte det sidste punktum på den seneste turné, betød det derfor også et stop for alkohol, kaffe og cigaretter, og i stedet begyndte den franskfødte sangerinde at meditere og svømme. Langsomt blev Jehnny Beth-personaen lagt væk til fordel for mennesket Camille Barthomier, som hun er egentlig er født.
»Jeg var ude og gå en tur en eftermiddag i London med Gemma (Thompson, bandets guitarist, red.) under vores pause, og vi gik og snakkede om alle de bøger, vi skulle have læst, og de venner, vi skulle have set. Menneskelig inspiration, der bare ventede på os. Jeg kan huske, jeg gik hjem og skrev i min notesbog, at jeg skulle huske på lyset, der kommer ud af kaosset, som sådan et musikerliv jo er«, fortæller Beth over telefonen fra sin lejlighed i Paris.
Under turneen opdagede frontkvinden nemlig, at vrede måske ikke var løsningen. Mens ’Silence Yourself’, med Jehnny Beths ord, var tænkt som en rustning – »fire kvinders værn mod branchen, beskyttet af vores hårde lyd og skarpe udtryk« – var reaktionerne, de blev mødt af fra deres fans, kærlige. Mens pigerne i bandet havde forventet proteststemning og blottede pulsårer, var folk glade, dansede, moshede og udtrykte kun lutter hengivenhed over for bandet ved deres koncerter. ’Silence Yourself’ var det arrige problembarn, men Beth havde brug for at finde løsningen – skabe musik, der ikke bare opfordrer til vrede, men som man, i tråd med publikumsreaktionerne, uforbeholdent kan gå amok til, og hvor lyset glimtvis får lov at skimte igennem den sorte, stålpolerede overflade.
Kærlighed er svaret
Måske lyder det som om, Savages er gået i den modsatte grøft på deres nye album ’Adore Life’. Det er imidlertid alt andet end tilfældet. På overfladen i hvert fald. Gemma Thompsons guitarriff antager monstrøse, Black Sabbath-klingende dimensioner, og Ayse Hassan og Fay Milton har heller ikke skruet ned for deres heftige basgange og buldrende trommer. Lyden er brutal og ekstrem som aldrig før, men hos Jehnny Beth er der sket et lyrisk nybrud.
Selvransagelsen efter det hedonistiske turnéliv har resulteret i tekster, der konstant kredser om dilemmaet i at være opslugt af kærlighed, men også at have problemer med at hengive sig til livsglæden.
»Is it human to adore life?«, spørger hun ængsteligt på det tætteste, Savages kommer på en ballade, den svulmende, næsten Edith Piaf-grandiose ’Adore’, mens hun på den eksplosive ’Sad Person’ vrisser »love is a disease, the strongest addiction I know« om kærlighedens pokkers afhængigskabende virkning. Førstesinglen ’The Answer’ var derimod det nummer, der for alvor prikkede hul på den vrede, betændte byld hos bandet. Med det temmelig u-punkede refræn »love is the answer« sunget over Thompsons grumme, hypnotiske riff og Miltons kaotiske trommer var det præcis den kontrast, Savages havde ledt efter i deres musik.
»Jeg kan huske, at Gemma havde skrevet den her virkelig voldsomme, eye of the storm-agtige guitarlinje, og pludselig kom det her ømme budskab til mig: Kærlighed er svaret. Der tror jeg, det gik op for os, at når man har så tungt et lydbillede, åbner det samtidig op for, at man kan være mere sårbar og få lidt mere mening ind i sine tekster«, fortæller Beth. Hun taler med let – og virkelig charmerende – fransk accent, svarer åbent og høfligt på mine spørgsmål og virker i det hele taget som et blidt, intelligent menneske. Umiddelbart en skarp kontrast til den dystre punkfurie, hun agerer på scenen med sit sorte, kortklippede hår, syleskarpe kindben og altid iklædt stramme suits – sorte, selvfølgelig. Måske derfor har det været svært at lukke lyset og følelserne ind i Savages’ univers, for hvad nu hvis facaden krakelerer, og mennesket bag får lov at titte for meget frem?
»På det første album var det nærmest et dogme for mig, at jeg ikke ville skrive om kærlighed. Det var ikke egnet til Savages, troede jeg. Men på den anden side er jeg heller ikke det her bitre menneske. Jeg har en mand (Johnny Hostile, Savages’ producer, red.) og følelser«, erkender Beth og fortsætter:
»Problemet er, at det er hårdt at snakke om følelser, der ikke bare er vrede. Man ender med at udlevere sig selv. Jeg tror bare, det gik op for mig, at skammen er en del af det at leve, og at Savages netop er et rum, hvor man kan snakke om alle de mørke hjørner af livet. ’Adore Life’ handler om at turde stille de spørgsmål, du ikke nødvendigvis har svaret på, men som optager dit sind«.
Et politisk ansvar?
Hvis ’Silence Yourself’ var problemet, er ’Adore Life’, ifølge Beth, løsningen. Det handler ikke om at skrive lykkelige kærlighedssange, men at turde omfavne det håbefulde i en ond og kynisk verden – den ultimative knytnæve i ansigtet på the haters.
Mens Beth har ladet lyset komme ind i teksterne som en inspiration og opsang til deres lyttere, har bandet samtidig også lyttet til deres fans under indspilningerne af albummet. Efter en kort pause oven på turneerne mødtes de fire tætte veninder igen sidst i 2014 for at begynde på den svære toer. Til formålet havde de indlogeret sig i en vens mikroskopiske studie i London, hvor bandets resterende medlemmer bor, men efter kort tid fandt pigerne ud af, at de måtte ud af de snævre studierammer for at ramme den rette balance i deres lyd – mellem det energiske og støjende, men også det mere indfølte denne gang.
»Det gik godt i London, men efter et stykke tid følte vi, at adrenalinen manglede i vores lyd. Vi skrev simpelthen for mange ballader i det der lille rum. Adrenalinen er grundelementet for Savages, og uden det ville vi miste os selv«, forklarer Beth.
I stedet tog bandet til New York, hvor de spillede ni koncerter over et par uger i januar 2015 på tre totalt udsolgte koncertsteder. Beth optrådte i flere tilfælde med sit sanghæfte åbent, mens Thompson, Milton og Hassan justerede deres instrumenter alt efter, hvad der fik de bedste publikumsreaktioner. Nummeret ’I Need Something New’ blev blandt andet improviseret frem som en modreaktion til den manglende adrenalin, ligesom den eksplosive ’T.I.W.Y.G.’ med omkvædet »this is what you get when you mess with love« er tænkt som en inspirerende ode til deres fans.
Håbet som dagsorden
Med en hengiven tilhængerskare og en lige så stor iver efter at lave vedkommende musik, der kan inspirere deres lyttere, skulle man tro, at Jehnny Beth følte et ansvar for at udbrede sine politiske holdninger i sine tekster. For hun har dem.
På sin blog deler hun flittigt indlæg om alt fra de dårlige kår for uafhængige musikere og rædselshistorier fra dårlige oplevelser med musikjournalister, til skarpe kønspolitiske indlæg om feminisme, porno og seksualitet samt tanker om både Charlie Hebdo og terrorangrebene i hjembyen Paris. Da jeg taler med frontkvinden, er hun netop hjemvendt til byen blot få uger efter de tragiske angreb, hvor Savages kort tid efter spillede en koncert – inklusive et Eagles of Death Metal-cover som en hyldest til bandet. Trods sit tydelige samfundsmæssige engagement mener Beth alligevel ikke, det er hendes ansvar at udbrede sig om feminisme (»det er fuldstændig åndssvagt at kalde os et feministisk band, bare fordi vi er kvinder – alle burde være feminister i dag, punktum«) eller at fylde Savages’ univers med sine egne politiske holdninger. Det bliver hurtigt til varm luft, mener hun.
»Det er noget, jeg virkelig har kæmpet med. At finde den der balance i hvor meget, man skal dele. For jo, jeg synes, at musikere har et ansvar. Men vi skal huske på, at vi ikke er politikere. Jeg ser ikke mig selv som politiker. Det bedste, vi kan gøre, er at spille vores musik og sørge for, at det, vi gør, er meningsfyldt. Måske er der musikere derude, som føler sig som talspersoner for alle de her politiske sager, men hvis de ikke har tænkt sig at handle eller gøre det på en meningsfuld måde, betyder det jo ingenting, vel? Musik kan være ekstremt magtfuldt, men for Savages handler det udelukkende om at spille røven ud af bukserne, så folk føler sig levende, inspireret til at gå ud og skabe noget og tage vigtige beslutninger i deres liv, når de har oplevet os. Det er ikke politik, det er selve livet«.
Lettere overraskende nævner Jehnny Beth Kendrick Lamar som et eksempel på en musiker, der har forstået det – at det handler om at inspirere til forandring ved hjælp af kærlighed og at give sit publikum et skub til at skabe forandring for dem selv.
»’To Pimp a Butterfly’ var mit yndlingsalbum fra 2015, fordi man kan mærke i musikken, at Kendrick er et lidenskabeligt menneske. Han har et budskab, noget vigtigt på hjerte, og ved at adressere problemerne i samfundet – alt det, der gør dig vred – skaber du håb. Det er en kæmpe inspiration, og jeg håber, vi kan gøre det samme«, konkluderer Jehnny Beth. Lidt mindre plaget, lidt mere optimistisk. Men stadig med sit bankende punkhjerte i behold.
Savages spiller i Store Vega den 7. marts og på årets Roskilde Festival.
Interviewet er tidligere bragt i Soundvenue #98.
Læs anmeldelse: Savages ’Adore Life’