Leon Vynehalls driv-house-effekt får temperaturen til at stige
Leon Vynehalls UK-ophav fornægter sig ikke, når man lytter til hans tidligere, bastunge ep’er. Og nu hvor forårssolen på uundgåelig vis trænger ind i klubkældre overalt, fungerer det hørbart opkvikkende for ham at have lagt sit nyeste house-udkast i hænderne på pladeselskabet Running Back, der også huser for eksempel Todd Terje, Octo Octa og Suzanne Kraft. Her kan han bakke lidt ud af den melodiske haiku-electronica og kommer måske i den forbindelse endda til at løfte sløret for sine mulige festivalambitioner.
Med ’Rojus’ lægger Vynehall gode ord ind for en pre-tipsy dagsfest frem for det rødøjede klokken tre-bal. Han lokker længselsfulde suk frem med sine klæbrige klangflader og drømmende synthsekvenser, der dominerer om ikke hele pladen, så i hvert fald den første halvdel, og lover os en mild naturmedicinrus ind i de lange, lyse dansegulvsnætter.
Overordnet set tegner albummet et ganske rammende tidsbillede af en semioverskyet strandpark, hvor folk ligger og roder som spredte real-agtige lyde ud over kompositionerne. Men Vynehall formår også at ramme den aktuelle technonerve med sin selvsikre brug af velkendt trance-hi-hat og stønnende yogastemmer undervejs. Fortryllede føres vi væk fra græsplænen og ind i en jungle af slagtøjsmystik, dybt manifesteret i den chillede ’Wahness’.
Iført tropehat og klipklappere giver vi os så til at følge en elektronisk flod, som både smalner ind og udvider sig mellem det tangentspils-minimalistiske og det rungende natklubrum. Rislende chimes og insisterende dim-akkorder, især på fuldtræfferen ’Paradisa’, sættes ind som efterfølger til ’Beau Sovereign’s endnu mere svedperlende rytme, der stadfæster sidstnævnte som albummets tunge bassjæler. Men Vynehall etablerer også en på sin vis lidt naivistisk 80’er-vibe gennem ’Blush’, der igen brydes op af de primatagtige tropenatslyde, som lader til at være hele albummets hovedpræmis.
I overgangen til percussionbraget ’Kiburu’s’ forsøger han i hvert fald ikke længere at skjule sin gloende sumpfebervildelse, og nummeret etablerer sig derfor som pladens måske mest hensigtsbevidste. På afslutningen ’…There Is You’ får vi virkelig indtryk af Vynehalls house-jungle som et egocentrisk økosystem, der kaster lavmælte bas-ekkoer ud og svarer sig selv i avancerede trommebeats. De tropiske fugledialekter og hviskelegene demonstrerer idyllisk deres tilstedeværelse albummet igennem – også helt ud i coveret, der emmer af regnskov.
Kort sagt:
Leon Vynehall har bevæget sig ud af byen og forsøger at lokke os med gennem et mønster af synth-opbyggede morsekoder. Vi bliver hentet i jeep og kørt til friluftsrave, hvor wah-beatet drypper fra Vynehalls drivhusvægge, men hvor den høje luftfugtighed også sløver sindet. Det er autentisk chillout-house uden overraskelser – og derfor er Designed to Dance-undertitlen måske i sig selv lige himmelstræbende nok.