Musikalsk auteur: Den nostalgiske producer Bibio har lavet sit måske bedste album
Bibio er en af den slags artister, man – med et lånebegreb fra filmens verden – næsten kan kalde en auteur. Selv om den britiske producer har bredt sig over et væld af genrer gennem sit mere end tiårige virke, er der et umiskendeligt aftryk at finde på alle hans værker: På tværs af hiphop, psykedelisk soul, minimal funk og folktronica har det altid været en nostalgisk længsel, hans musik skulle kendes på.
’A Mineral Love’, den 38-årige brites ottende og måske bedste album til dato, er ingen undtagelse. Pladen, der blandt andet er inspireret af amerikanske tv-temaer fra 70’erne, skal indgyde lytteren fornemmelsen af fortiden og genoplive fortabte minder, har han selv udtalt.
Et lignende manifest finder man i beslægtede internetgenrer som chill- og vaporwave, der dekonstruerer og rekontekstualiserer populærkulturelle artefakter som ventetoner, videospil og VHS-bånd, og som netop får deres berettigelse gennem deres besættelse af mediet: Frem for at imitere fortiden gengiver de illusionen om den gennem sampling og andre manipulerende produktionsteknikker.
Det er noget lignende, Bibio forsøger på ’A Mineral Love’, der dog til forskel herfra ikke har brugt et eneste sample – selv om pladens erklærede ambition er at ville lyde som var den samplet! I stedet har Stephen Wilkinson begivet sig udi noget af en mandfolkepræstation og selv spillet alle instrumenter, skruet på hver en knap og skabt lyden af en nær, men for længst forgangen fortid, som i sin foreliggende form måske kun har eksisteret som et fatamorgana.
Det hele kan derfor også hurtigt blive til en metadiskussion om, hvad der egentlig konstituerer autenticitet og originalitet, men al akademisk distance forsvinder heldigvis, så snart man hører musikken. ’A Mineral Love’ er bestemt ikke forloren, men tværtimod kendetegnet ved en varme og nærhed – og sine steder en næsten rørende genkendelse.
Ikke mindst på ’C’est La Vie’ med sin intertekstuelle reference til ’Anything New’ fra albummet ’Mind Bokeh’, hvis tekst og tema den parafraserer. Det er aldrig uden en vis selvhøjtidelig risiko, at en kunstner citerer egne værker, men når det er gjort så lydefrit og kunstfærdigt som her, formår Wilkinson ikke blot at indfri pladens programerklæring, men også at gøre det med et næsten vivaldisk tilsnit. Hvor originalen skulle kendes på sit koleriske beat, men melankolske tekst, er ’C’est La Vie’ næsten spejlbilledet herpå med sit sangvinske budskab og sine flegmatiske cha cha cha-trommer.
Desværre brydes illusionen en smule på garagehouse-nummeret ’The Thought of Us’, om end den organiske følelse forsøges bevaret med violin og sensuel saxofon. Samtidig bygger nummeret dog også bro til den elegant boogie-funkede ’Why So Serious’ med den undervurderede sanger Olivier Daysoul, der også har gjort sig på Hudson Mohawke og Onras udgivelser. Her forundres man endnu engang over, hvor mange stilarter Bibio formår at indpasse i én enkelt æstetik.
Kort sagt:
Bibio fortsætter sit nostalgitrip på ’A Mineral Love’, men formår mere end nogensinde at gøre fortiden viril, relevant og sine steder også rørende. Endnu mere imponerende bliver det i betragtning af, at Wilkinson – med undtagelse af et par få gæsteoptrædener – har udviklet hele æstetikken med god gammeldags håndkraft og uden at bruge et eneste sample.