The Last Shadow Puppets: Overflødigt forfængelighedsprojekt fra Turner og Kane

The Last Shadow Puppets: Overflødigt forfængelighedsprojekt fra Turner og Kane
Foto: Zackery Michael

I videoen til forløbersinglen og titelsangen til det andet album fra Miles Kane og Alex Turner (det første, ’The Age of Understatement’, udkom helt tilbage i 2008) finder vi de to ærkebritiske Northern lads begravet op til halsen på en strand omkranset af den evigt stikkende californiske sol, mens en – formoder man – hævngerrig kvinde bevæger sig (truende/lokkende?) rundt om dem.

Det er næppe de to musikalske legekammeraters ønske at signalere, at de kunstnerisk er så langt ude af deres komfortzone, at de ikke rigtig er herrer over situationen: To briter på dybt vand (sand) under fremmed sol. Nej, signalværdien knytter sig nok mere til en stemning af fatalitet og femme fatales, en skæbnesvanger neo noir, der netop henter et ekstra sinistert skær, når den finder sted i den brændende californiske sommer.

Alex Turner har tidligere med Arctic Monkeys arbejdet sammen med Josh Homme for at slippe væk fra britisk køkkenvaskrealisme ved at injicere sin musik med californisk farlighed og coolness (det kan vist være to sider af samme sag).

Det er noget af den samme dekadente stemning, han er ude efter på samarbejdet med Miles Kane. Der bliver skåret knastørre riffs ud af den golde ørkenjord med sådan en tilpas tydelig tex-mex-tekstur til, at det hele får en mere skæv end klassisk rockende tyngde. ’Bad Habits’ og ’The Element of Surprise’ dyrker primært den hårde tone, som vi kender fra den Homme-assisterede ’AM’-skive, men graver ikke rigtig noget spændende nyt frem.

Turners lyrik har altid dyrket det finurligt skridsikre. Han formår kunsten at sætte ord sammen, så de lyder godt. Hvilket alt andet lige fungerer netop i en rocksang. Men det er så som så med substansen. Det er sjældent man får en fornemmelse af andet end et ønske om at simulere Californien og ørkensand og chance encounters med farlige kvinder. Også musikken har lidt for ofte den samme forblændede, tryllebindende stemning af illusion. Og kan en illusion modstå adskillige gennemlytninger uden at fade ud som simili? Det er lidt som når Danger Mouse producerer The Black Keys. Det lyder godt, men er det ikke federe, når ’The Keys’ dyrker deres egen identitet og ikke en andens forestilling om, hvad den kunne være (eller hvad der kunne være ussel mammon i)?

Meget af ’Everything You’ve Come to Expect’ lyder derfor som hvis Danger Mouse var blevet bedt om at spraye lidt spaghetti western-stemning ud over nogle ret basale rock/popmelodier, der ikke rigtig hæver sig over det gennemsnitlige eller – for Turner – allerede gennemtærskede.

Det hele er sovset ind i Owen Palletts yderst vellydende strygerarrangementer, der dog også tager så meget over, at det er så som så med rock’n’roll-nerven. Det farlige bid er reduceret til en lidt tandløs 60’er-barokpop (’Dracula Teeth’, ’Miracle Aligner’), der i Turners ironiske vridemaskine bliver til en form for metareflekterende melankoli eller skæbnebevidsthed. Kane og Turner er faktisk bedst, når de helt dropper rockindpakningen som på de helt og holdent 60’er-klingende ’Sweet Dreams, TN’ og ’Pattern’.

Udfordringen til lytteren har ikke noget endegyldigt udkomme: Køber man det eller ej? Hvis man gør, er Turner en ferm nok melodisnedker til, at man ikke vil gå skuffet fra mødet med dét, der for vi, der står på den anden side af skellet, i lange stræk virker som et overflødigt forfængelighedsprojekt.

Læs også: Video: Derfor var The Last Shadow Puppets begravet i sandet

The Last Shadow Puppets. 'Everything You've Come to Expect'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af