Tim Hecker koloniserer hjernen med betagende electronica uden beats

Tim Hecker slår mig som en type, der intellektuelt har ret højt til loftet. Han er – sådan sagt på jysk – ikke født i går.

Forleden udlagde han i Guardian sin musik i vidtløftige (men humoristisk afvæbnende) vendinger. Han opfatter blandt andet sin musik som værende »hedensk musik, der danser på asken fra en nedbrændt kirke«, og ’trumfede’ siden den beskrivelse med en anden: »Minimalistisk yoga-opsamlings-musik blandet med den slags musik black metal-bands varmer publikum op med før en koncert«.

Det interessante ved ’Love Streams’ (det er også titlen på en John Cassavetes-film fra 1984, for dem der kan lide at lede efter intertekstuelle referencer i deres kunstkonsum!) er, at musikken langt fra udelukkende lyder som resultatet af en intellektuels hjernegymnastik, men som musik, der rent faktisk har en stærk kropslig appel, og det på trods af, at den hverken betjener sig af indlysende popmelodier endsige beats af nævneværdig beskaffenhed.

Musikalsk er Hecker dybt inspireret af kormusik fra 1400-tallet, forkynder han i bemeldte interview, og det giver faktisk god mening al den stund, at hans form for electronica i så høj grad viger uden om genrens typiske grundbyggeklodser (igen: Manglen på beats er slående).

I stedet er han en knag til at få forskellige elementer af lydlige klange til at støde sammen og kaste dybt betagende skyggevirkninger af sig. Der er ambiente, udflydende forløb, der bliver spiddet af skarpe, skærende lydeffekter, der skiftevis lyder som lyde, vi forbinder med det moderne liv (ringende mobiltelefoner, knitrende elektriske kredsløb etc.) og som lyde, der er suget ud fra et eller andet kosmisk ur-kaos. Pludselig befrugtes et i forvejen kontrastfyldt lydocean af noget, der lyder som en skruenøgle, der bliver banket mod en radiator. Sådan er ’Love Streams’ hele vejen: Værkets lyde er ikke en dyne, du kan varme dig under.

Albummet fungerer som en væske, der drypvist, men uden ophør, siver ind i kroppens vener og før eller siden koloniserer hjernen. Langsomt, men sikkert, overgiver man sig til albummets knapt nok registrerbare puls og forundres omvendt over, at musikkens udflydende, immaterielle ’stoflighed’ har en voldsomhed over sig, man ikke ofte forbinder med ’ambient’ musik.

Særlig fremragende er albummets afsluttende stræk, hvor Hecker på numre som ’Castrati Stack’, ’Collapse Sonata’ og slutnummeret ’Black Phase’ maler særligt grumt-smukke lærreder af lyd, der får mig til at tænke på Fuck Buttons, hvis de havde glemt kassen med beats i skyndingen, eller Oneohtrix Point Never, hvis Daniel Lopatin havde været skolet i musik med aner tilbage til middelalderen.

Nuvel, Hecker har sikkert en pointe i, at musik fra 1546 på ingen måde står tilbage fra det, vi skaber i 2016, men med ham ved roret, er jeg nu ikke ked af at leve netop nu.