Grateful Dead-hyldest er en veritabel ‘who’s who’ over tidens amerikanske indierockscene
Grateful Dead er et interessant dyr i rockens store åbenbaring af særligt to grunde. For det første er bandet kendt som omrejsende liveinstitution med den formentlig mest dedikerede fangruppe (’deadheads’) i populærmusikkens annaler, hvorved let glemmes, at de også var leverandører af klassiske album i storhedstiden: ’Workingman’s Dead’ og ’American Beauty’, begge fra 1970, er mesterværker, der – en kende atypisk for bandets ry – omfavner rural americana snarere end psykedeliske jams. For det andet er bandet en udpræget amerikansk institution, hvis sange næppe vækker nær samme genkendelse hos et europæisk publikum.
Dette sidste forhold afspejles i udvalget af kunstnere, der spredt over 59 sange (!) og 325 minutters spilletid (!), hylder ’the Dead’ som var der tale om et prisme, der gennembrydes af lys fra enhver tænkelig vinkel. Der er nemlig kun ét – siger og skriver: ét – engelsk bidrag, og det er fra Mumford & Sons, som så til gengæld er det uden tvivl mest kommercielt slagkraftige navn i samlingen (deres udgave af ’Friend of the Devil’ er paradoksal derved, at den er tam og patosfyldt).
Albummet, der er kurateret af (hvem ellers?) evigt foretagsomme Bryce Dessner fra The National respekterer altså hyldestobjektets ærkeamerikanske udgangspunkt ved at byde på cremen af cremen af amerikansk indierock med særlig mange afstikkere til repræsentanter for det frodigt overrislede americana-reservoir.
Der lægges fra land med Grateful Deads bedste bud på et kommercielt hit, ’Touch of Grey’, der lyder præcis som man kunne forestille sig, at det ville lyde i The War on Drugs’ hænder. Det kan man så vælge at se som noget positivt eller som noget negativt, men allerede her markeres det, at hovedparten af kunstnerne er forholdsvis loyale over for deres eget udgangspunkt i mødet med Dead-materialet. For eksempel lyder The National som… The National, når de fortolker ’Peggy-O’ og ’Morning Dew’, og Phosphorescent som sig selv, når han fortolker ’Sugaree’ og ’Standing on the Moon’.
Dette forhold kunne måske have udgjort et kritikpunkt, hvis der havde været tale om et enkelt album med 15 sange, men når der er tale om et så enormt varieret udbud af kunstnere er udtryksrigdommen så rigeligt garanteret – også i forhold til, at der i øvrigt diskes op med så mange interessante, til lejligheden sammensatte, konstellationer: Bruce Hornsby med DeYarmond Edison, Perfume Genius med Sharon Van Etten, Lee Ranaldo med Tunde Adebimpe.
Der er uundgåeligt svipsere. Udover Mumford & Sons hiver for eksempel The Walkmen al majestætisk storhed ud af ’Ripple’, og Flaming Lips kører på automatpilot på ’Dark Star’, men generelt er kvalitetsniveauet højt: Bonnie ’Prince’ Billy leverer hele tre bidrag, der alle vil glæde fanskaren, Lucius skaber en anderledes medrivende (vokalbåret) version af ’Uncle John’s Band’ og Unknown Mortal Orchestra forvandler ’Shakedown Street’ til veloplagt disco-funk.
Særlig mange point skal gå til nogle af de mere ambitiøse, udstrakte versioner, der fremfor at sumpe til i kedsommelige jams, faktisk løfter sig ved at parre Grateful Deads stenede eventyrtrang med fortolkerens eget temperament: Den 17 minutter lange ’Terrapin Station’ (af Grizzly Bears Daniel Rossen m.fl.) er en orkestralt vidtløftig konfektion af betragtelig skønhed og stor konsekvens, og Stephen Malkmus vrider sin særlige guitarmagi ud i heftige spasmer på den 11 minutter lange ’China Cat Sunflower/I Know You Rider’.
Kort sagt:
Det kan godt være de fleste unge lyttere vil stifte bekendtskab med ’Day of the Dead’, fordi et imponerende udvalg af deres indiehelte optræder på tracklisten snarere end fordi de interesserer sig for et band fra rockens mytiske fortid, men der er ikke desto mindre tale om et forfriskende, perspektivrigt og inkluderende møde mellem de to verdener, der desuden ikke lider synderligt under vægten fra en alenlang spilletid.